Annonce
Erhverv

Kloakmesteren har kontor i køkkenet

Naturperlen styres administrativt fra stuen. Foto: Carsten B. Grubach
Margrethe Stenger sælger både gravekasser og turistoplevelser.
GENNER: I den ene ende af stuen har hun sit lille skrivebord med computer og en masse papirer. I køkkenet står en computer tæt ved vinduet. Margrethe Stenger sidder ved skrivebordet i stuen, når hun udlejer værelser og ferielejligheder ud i Naturperlen. Når hun bruger computeren i køkkenet, har hun gang i det administrative arbejde i Stenger ApS., et firma, der leverer sikkerhedsudstyr til kloakker, som hun lige som Naturperlen ejer sammen med sin mand, Preben.
Margrethe er uddannet kloakmester og dobbeltjobber i en grad, så døgnets 24 timer er fyldt rigeligt ud i huset, der for enden af den meget smalle Sønder Havvej har den herligste udsigt til Genner Bugt.
Ægteparret har opfundet og taget patent på en gravekasse til udgravninger af kloakker, og det sælges nu både i ind- og udland. Er der bud efter den herhjemme, er det 61-årige Margrethe, der sætter sig bag rattet og kører ud til kunden med kassen, som produceres i Bedsted i den vestlige del af Sønderjylland.
Preben har med nedslidt skulder og nakke nedsat arbejdsevne efter at have haft sit eget murer- og entreprenørfirma i Branderup, og det var ham, der fik ideen til overtagelsen af Naturperlen i 2011. Huset er med hans hjælp bygget op fra grunden, og han har sammen med Margrethe indrettet værelser og lejligheder, der lejes ud til turister fra nær og fjern.
Og det er indirekte Preben, der er skyld i, at Margrethe blev kloakmester.
– Jeg er uddannet i en sparekasse og arbejdede i en bank, men da vi så fik to efternølere, og jeg gik hjemme i nogle år, sagde jeg til Preben, at det ville jeg godt blive ved med. Så kom jeg med i firmaet og lavede regnskaber og andet administrativt arbejde og lærte at køre lidt truck.
Vi stod og manglede en, der kunne noget med kloak, og så begyndte jeg at læse til kloakmester på AMU-Centret i Aabenraa som eneste kvinde på mit hold. Jeg vidste nada på det tidspunkt. Men lærte så om nivellering, rør og rigtig mange regler og vejledninger, så jeg fik min kloakmestereksamen i 1998.
Og, jo, det er et fysisk arbejde, men man arbejder mest med plastrør og har maskiner til de tunge ting. Det værste er, når man skal grave i ler med skovlen for at få plads til rørene, det er pissetræls, siger Margrethe med et skævt smil.
– Jeg har ikke arbejdet som kloakmester siden februar, jeg har afgivet min autorisation, men må stadig gerne kalde mig kloakmester og holder mig opdateret.
Opgaver klarer Margrethe Stenger nok af i løbet af dagen. Rengøringen af de to værelser og de fire lejligheder har hun folk til, men der er kolleger i kloakbranchen, der skal hjælpes med sikkerhedsudstyr, og da journalisten ringede, havde hun lige talt med en kunde i Randers, der manglede udstyr.
Et nye bookingsystem til Naturperlen aflaster lidt, så der bliver tid til den daglige gåtur sammen med Preben nede ved vandet i det naturskønne område. Ellers fordeles hendes daglige arbejde nogenlunde mellem Stenger ApS. og Naturperlen, dog med et lidt større plus til udlejningen.

Hjælp fra børnene

Margrethe Stenger har med vanlig energi også tidligere engageret sig i bestyrelsen i brancheorganisationen Danske Kloakmestre og er med i det lokale turistsamarbejde, men erkender, at hun ikke har meget tid til det længere. Naturperlen, der har en fjern fortid som et mindre landbrug, ligger ved strandzone og må derfor ikke udbygges, men salget af sikkerhedsudstyr til kloakker kan give mere arbejde for kloakmesteren.
– Vi har fået en rumænsk agent i Østrig, som kan sælge graverkasserne for os, og vi har også en ordre på seks kasser i London, siger Margrethe Stenger, der er glad for at kunne trække på lidt it-hjælp fra en af søn, mens en datter i børneflokken på fire kan hjælpe lidt med administrationen hjemmefra. Og så er det jo lidt af en gave at bo så naturskønt og give de overnattende turister en særlig oplevelse.
– Er det virkelig rigtigt, at du bor her hele tiden? ville en benovet femårig dreng vide. - Det er det, kunne kloakmesteren med meget mere så svare.
Preben og Margrethe Stenger har taget patent på deres gravekasse til kloakker, og Margrethe kører landet rundt med dem. Foto: Carsten B. Grubach
Margrethe Stenger har rigeligt at se til, men vil ikke snydes for den daglige gåtur i naturen. Foto: Carsten B. Grubach
Salget af gravekasser og andet kloakudstyr foregår fra computeren i køkkenet. Foto: Carsten B. Grubach
Den fænomenale udsigt over Genner Bugt trækker mange gæster til Naturperlen. Foto: Carsten B. Grubach
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Ny kommunal topledelse holdt kun ét år: Gode råd til politikerne kostede 400.000 kroner

Fredericia For abonnenter

Borgmester forsvarer beslutning om to nye direktører: - Vi har lyttet til vores medarbejdere

Annonce