Annonce
Debat

Klumme: Aprilvejrets modsætninger sætter gang i tankerne

- April du er blevet til et symbol på opdagelse og en nyopfundet kærlighed til den åre af kreativitet, der ligger i foranderlige skift. Kreativitet som blomstrer ligesom ukrudt op af den sorte asfalt. Jeg får en ubændig lyst til at puste til tusindvis af mælkebøttefrøflyvere, skriver klummeskribenten blandt andet. Foto: Maria Skuladottir

For et par dage siden havde jeg en samtale om kulde med min yngste datter Ingeborg på 4 år. Vi talte om, hvordan en fornemmelse for kulde bedst beskrives. Føles kulden hundekold eller bidende kold eller iskold eller skide kold? Den sidste var pruttelyds savlende morgenens topvinder!

Samtalen opstod, fordi vi talte om det foranderlige vejr i april, og fordi vi var midt i en udfordrende korrespondance om, hvorvidt hun skulle have strømpebukser på eller ej. Det er da også bare super svært at forholde sig til ikke at have bare ben og sandaler på, når nu solen skinner ned fra en klar himmel en iskold tirsdag morgen i april.

Alt ånder iståge dampende idyl, mens fuglene kvidrer om kap med den hylende sirene af en 4-årig fra badeværelset. Top pædagogisk som jeg er, løfter jeg pigen op i vindueskarmen, hvor hun sidder med bare ben og blå læber. Efter lidt tid medgiver hun med en majestætisk ro, at hun tænker, de lilla strømpebukser med prikkerne vil være gode til netop det her vejr. Senere på vej af sted til børnehavne i ladcyklen med den kolde aprilvind i hovedet bliver vi enige om, at kulden bider på den varme hud.

Annonce

Aprils vejr har bidt sig fast i mig. Jeg kan godt forstå Ingeborg. Jeg får også lyst til at drage ud i verden uden al udstyret, der kamuflerer den velpolstrede grå corona vinterkrop. Men vejret i april er omskifteligt og utilregneligt. Som det altid er. År ud og år ind. Det er så fint, at vi hvert forår bliver mindet om den menneskelige amnesia. For det er vidunderligt hvert år, som på ny, at fodre øjnene med kirsebærtræets lyserøde blomsterblade og bade i den første forårssol. Ingeborgs ihærdighed gør mig uendelig glad, på trods af de vildt voksende grå hår på mit hoved. Det er så fint og livsbekræftende.

Maria Skuladottir, skuespiller og klummeskribent. Foto: Peter Friis Autzen

Aprilvejrets modsætninger får mig til at tænke videre på de forandringer, det afstedkommer indeni os ved hurtige skift i livet. Jeg afføder en hurtig reaktion fra den pludselige haglbyge på mine kinder. Det gør ondt, og jeg søger læ. Jeg reagerer på solens varme ved at få lyst til at modtage og åbne op. De konstante skift får mig til at reagere. Helt lavpraktisk kræves der en reaktion fra mig. Medmindre jeg ønsker at fryse et lår af eller svede tran fra min tunge vinterkrop.

Foråret og den kommende årstid er godt for pandemiens nedafgående kurver i forhold til smittespredning. Men for mig er dette forår, dette aprilsvejr også blevet et malerisk udtryk for min tilværelse igennem det seneste år. Det er, som om jeg har gået rundt og manglet denne tavse modtager for alt, hvad jeg har gennemlevet det seneste år. April du har iscenesat mit sind. April du er blevet til et symbol på opdagelse og en nyopfundet kærlighed til den åre af kreativitet, der ligger i foranderlige skift. Kreativitet som blomstrer ligesom ukrudt op af den sorte asfalt. Jeg får en ubændig lyst til at puste til tusindvis af mælkebøttefrøflyvere.

Jeg lyder forårskåd? Jo det gør jeg. Men det er jeg faktisk ikke...endnu. Jeg er mest af alt bare træt, træt, træt. Sådan rigtig træt. Jeg ser tilbage på et år med mange forandringer i livet, både på godt og på ondt. Derfor spires der indeni i mig en forunderlig glæde i krop og sind, ved at få tilværelsen simpelt gengivet igennem det danske vejr. Jeg oplever mig set af noget større end dig, mig og os. Noget universelt. Vejret. Det er langt fra guddommeligt og fjernt.

Vejret er her - uanfægtet corona pandemi, succes, tilbagebetaling af restskat eller hvis jeg ikke ved, hvad de næste dage vil bringe. Og vi kan tale nok så meget om vejret, men vi kan intet gøre ved det. Det er der noget ganske befriende ved. Spørgsmålet er - kan jeg mon nå hjem, inden den næste haglbyge kommer. Jeg ser himlen, der truende males foruroligende sort, og som snart forløses i en tætomsluttende bidende kulde? Når jeg ivrigt trampende fra cyklen nedstirrer de truende mørke skyer forstår jeg pludselig mit eget sinds utilregnelige og omskiftelige mørke skyer. En dag i april kan byde på alle årstiderne, og jeg må lægge mig ind i denne omskiftelighed og forstå, at intet er for evigt. Heller ikke mit tungsind. Bag de tunge mørke skyer findes en blå klar himmel. Det er sikkert.

Jeg vil gå ind i maj måned opladet med aprils eksplosioner af forandringer. Jeg vil ride på trykbølgerne af eksplosionerne og byde majsolen velkommen.


Jeg vil gå ind i maj måned opladet med aprils eksplosioner af forandringer. Jeg vil ride på trykbølgerne af eksplosionerne og byde majsolen velkommen.

Maria Skuladottir


Hånden på hjertet

Klummen "Hånden på hjertet" er udtryk for skribentens egen holdning og skrives på skift af følgende:

Johnny Lassen, konsulent, ledelsescoach og psykoterapeut

Christoffer Riis Svendsen, projektleder

Maria Skuladottir, skuespiller

Massimo Grillo, videoproducent

Belinda Bech Andersen, administrator

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce