Annonce
Debat

Klumme: Sponsorater skudt over målet

Fredericia Idrætscenter har undergået en forvandling til 50 mio., kroner. Der er indvielse onsdag Foto:Yilmaz Polat

Det er kun et par uger siden, at økonomiudvalget i Fredericia Kommune valgte at ensrette sportsmarkedsføringsaftalerne med FC Fredericia og Fredericia Håndboldklub. Og det blev mindeligt løst med en aftale på laveste fællesnævner – nemlig, at der tilsyneladende ingen krav er om modydelser for de mange hundredtusinder kroner fra borgenes skattekroner.

Som det er kommet frem, skulle FC Fredericia indtil fornyeligt levere modydelser til kommunen, forhåbentligt til borgernes bedste, for at modtage 750.000 kr. årligt i tilskud med sportsmarkedsføringsaftalen. Det måtte nemlig ikke være forskelsbehandling på de to aftaler, hvor FHK er den anden modtager af et enslydende beløb. Og aftalen med FHK er jo, at der ikke er noget indhold (i alt fald ikke på skrift), andet end at pengene skal overføres til kontoen, og så er FHK reklamen værd alene.

At politikkerne valgte at gå med FHK-modellen – ”de levende reklamesøjler” – for begge klubber, kan vel næppe overraske, når man har læst om Nils Skebys fortælling om parløbet mellem en borgmester og Bent Jensen, der har fundet sted om at styre idrætten i byen de senere år.

Så skulle man jo tænke, at alt er godt, for nu er der jo ligebehandling. Og så ikke helt alligevel…

FHKs huslejefritagelse og aftale overrasker dog alligevel og rykker på grænserne for ligebehandling og anstændighed. Det er kommet frem, at (stor)forbrugerne af arenaen (hal 1) ikke er FHKs ligaherrer, men nærmere klubbens mange ungdomshold til træning og kampe i hverdagen. Tilsyneladende et forbrug på 625.000 kr., hvis der var betalt for alle timerne. En brug, der samtidigt stort set holder alle andre interessenter ude af arenaen og gør det umuligt for FIC at tjene på at leje arenaen ud til andre.

Forstod jeg det lige rigtigt?? – Altså når Camilla går til badminton i FBC i FIC, betaler klubben 106,- kr. i halgebyr i timen. Men når hendes veninde Caroline på samme tid inde ved siden af går til håndbold, er det helt gratis for FHK.

Hvor er retfærdigheden og ligebehandlingen i det?

Christoffer Riis Svendsen. Foto: Peter Friis Autzen

Det kunne da være interessant at vide, om FHK samtidigt har søgt om tilskud i Fredericia Ordningen for de samme ungdomstimer??

Fredericia Kommune opførte ny frontbygning med lounge og div. faciliteter samt renovering af arenaen for 40 millioner kroner til FHKs brug. Huslejefritagelsen på årligt en halv million kroner for administrationsfaciliteter og brug af arenaen viser sig at blive udnyttet groft. Man må formode, at arena-sponsoratet er møntet på FHKs ligaherrer og ikke alle andre af klubbens hold, hvis man skal sammenligne med FC Fredericia.

Er det grådighed fra FHKs ledelse eller blot ”en misforståelse” – når der nu ikke findes en skriftlig aftale?

Da jeg var formand for Folkeoplysningsrådet (2014-2018) udpeget af SIF, arbejdede vi med en revidering af Fredericia Ordningen. Et af mine stærke ønsker var at skabe en mere retfærdig og gennemskuelig fordeling på tværs af idrætterne. Og der blev prøvet til for gratis haller, men det var ikke et ønske, der vakte gehør hos det daværende kultur- & idrætsudvalg. Det er mig helt ubegribeligt, at man politisk vælger at acceptere løsninger, som både er uretfærdige over for resten af breddeidrætten, og som er helt uigennemskuelige – bl.a. fordi der ikke findes skriftlig aftale.

Og jeg forstår faktisk heller ikke, hvordan FHK-formand Bent Jensen kan sidde med i Fredericia Idrætsråd og snakke om at sikre bredden bedre forhold, når egen klub kører på frihjul. Og ifølge Nils Skeby har Bent Jensen sjældent deltaget i idrætsrådet møder. Så hvad skal han der?

FHK er en forening, og jf. folkeoplysningsloven må kommunen gerne stille lokaler og faciliteter gratis til rådighed for en forening. Det særlige her er bare, at det tilsyneladende gælder for eliteafdelingen jf. aftale om huslejefritagelse, men at FHK også sørger for, at breddeafdelingen nyder godt af samme lokaler og gratis brug af hal 1.

Jeg håber, at 2021 bliver året, hvor byrådet kommer tilbage til virkeligheden og væk fra de grimme eksempler på ”aftaler” og tilstande beskrevet her i dagbladet. Man kunne starte med fair aftaler på skrift, som det tidligere har været for FC Fredericia. Hvilket jeg som indbygger og skatteyder finder rimeligt, at der kan og skal redegøres for.

Ikke kun luftkasteller og snak om ”værdi” for byen, men konkrete ydelser – på skrift, tak!


Jeg håber, at 2021 bliver året, hvor byrådet kommer tilbage til virkeligheden og væk fra de grimme eksempler på ”aftaler” og tilstande beskrevet her i dagbladet.


Hånden på hjertet

Klummen "Hånden på hjertet" er udtryk for skribentens egen holdning og skrives på skift af følgende:

Pernille Junie Pedersen, hundefrisør og byrådskandidat

Johnny Lassen, coach og psykoterapeut

Christoffer Riis Svendsen, projektleder

Maria Skuladottir, skuespiller

Massimo Grillo, videoproducent

Belinda Bech Andersen, administrator

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce