Annonce
112

Knivstikkersag fra Jyllandsgade udsat midt i retssag: Teledata skal undersøges for mulige fejl

Det har vist sig, at der er fundet fejl i masteplaceringer. Det er dem, der er med til at - eksempelvis i en retssag - at sandsynliggøre, at en person har befundet sig i nærheden af masten. Rigsadvokaten har nu midlertidig suspenderet al brug af teledata som bevis i straffesager. Foto: Louise Koustrup
Sagen om fejl i teledata rammer retssager, anklagere, forsvarere, dømte og tiltalte i sager landet over. Også i Fredericia. Den 27-årige mand, der er tiltalt for blandt andet knivstikkeri i en lejlighed i Jyllandsgade, skal i stedet for få dage nu vente flere måneder på at få sin sag afgjort.

Fredericia: Hvad der skulle have været noget nær afslutningen på en retssag, hvor en 27-årig mand er tiltalt for blandt andet at have knivstukket en 45-årig mand i en lejlighed i Jyllandsgade i august i fjor, resulterede i stedet i en udsættelse. Det skete på baggrund af den såkaldte teledata-sag.

Den 27-årige mand med udenlandske rødder, der nægter sig skyldig i røveri og grov vold, skal derfor kigge langt efter en afgørelse i sagen, der har holdt ham bag tremmer i knap et år.

Annonce

Trak i håndbremsen

Tirsdag skulle både anklager Iben Degnbol og forsvarer Mira Tøfting have procederet i sagen, der handler om et røveri og et voldeligt overfald begået 21. august sidste år i Jyllandsgade. Her blev en 45-årig mand stukket 11 gange forskellige steder på kroppen.

Planen var, at der torsdag i denne uge skulle falde dom i sagen, men i stedet sker det tidligst til november. Det skyldes en udmelding fra Rigsadvokaten, der blev offentliggjort mandag.

Her meddelte justitsminister Nick Hækkerup (S), at Rigsadvokaten havde besluttet, at al brug af teledata som bevis i straffesager skulle midlertidigt suspenderes.

- Der er gang på gang kommet nye oplysninger frem i teledata-sagen. Det rokker ved vores tillid til retssystemet. På baggrund af de nye, alvorlige oplysninger har rigsadvokaten nu besluttet at trække i håndbremsen, så teleoplysninger indtil videre ikke anvendes i retten som bevis på, at tiltalte er skyldig, eller som grundlag for varetægtsfængsling. Det synes jeg, er en rigtig og nødvendig beslutning.

Sådan lyder det i en udsendt pressemeddelelse fra Justitsministeriet mandag.

Fejlagtig dømt?

Det betyder i grove træk, at anklagere landet over ikke må bruge det som bevis, at en tiltalts mobiltelefon er registreret ved en given telemast.

Anklager Iben Degnbol har blandt andet brugt teleoplysninger til at underbygge påstanden om, at den 27-årige tiltalte befandt sig i nærheden af Jyllandsgade på gerningstidspunktet. I denne sag drejer det sig om masten ved Dronningensgade, der har registreret den 27-åriges eller hans mobiltelefons tilstedeværelse. Også den tiltaltes færden i Sønderjylland i timerne efter det voldelige overfald er af anklageren blevet underbygget af oplysninger fra telemaster.

Fejlen i det program, der omdanner rådata fra teleselskaberne til oplysninger, der bruges i sager, kan have haft store konsekvenser. Mistænkte personer kan være blevet frifundet på et forkert grundlag, mens andre kan være blevet kendt skyldige.

Nævningesagen, der var berammet til at foregå henover fire retsdage, blev altså noget kortere. På retssagens tredje dag blev nævningene i stedet sendt hjem.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolk kører i gamle biler, og nu skal der måske spares endnu mere

Annonce