Fredericia: Der går ikke mange minutter, før det står klart, at det nye Skur i Vester Voldgade ikke er et lunt sted at være i længere tid. Stålvæggene er brandsikre, men til gengæld kolde, ligesom lyden slår mod stålet som en hammer. Et stearinlys eller to kan ikke løfte temperaturen mange grader i den kolde ramme.
- Det er ikke optimalt. Det er pokkers koldt og faktisk lunere uden for. Man skal ikke være ret mange, før det larmer vildt indenfor, fortæller en af brugerne, der ikke ønsker sit navn nævnt.
Skuret blev midt i november indviet og erstatter dermed det gamle Skur i Fynsgade. Det bestod af træpavilloner, som ifølge brugerne var et noget lunere læ for vejr og vind.
To udendørs brændeovne har brugerne fået foræret af produktionsskolen. De står foran skuret, men selv om der tændes op er det svært at få varmen kanaliseret ind i Skuret. Et halvtag over indgangen gør, at ovnen ikke kan sættes så tæt på, at strålevarmen kan nå ind.
Bruger af SkuretDet er ikke optimalt. Det er pokkers koldt, og faktisk lunere uden for. Man skal ikke være ret mange, før det larmer vildt indenfor.
- Hvis man kunne fjerne halvtaget, så kunne vi trække ovnene tættere på. Der er nogle, som havde tænkt at tage en grill ind med kul, men det er jo livsfarligt. Ovnene er fine, hvis de bare kunne varme ind i skuret, og vi havde noget mere træ, siger han og opfordrer avisen til at nævne, at man meget er meget taknemmelige, hvis nogle kunne tænke sig at donere lidt brænde.
Resterne af en palle er det eneste brænde, der er tilbage ved Skuret.
- Vi har overvejet, om vi kunne hjælpe kommunen med at fjerne nogle af de store grene på volden, smiler han.
Julepynt luner
Pia Strøm Mikkelsen har ikke noget imod at sætte navn på sit ønske om, at der kunne gøres noget, så der kunne bive lunere i Skuret. Hun bruger også gerne energi på at sørge for, at der ser pænt ud i og omkring Skuret.
- Jeg fejer hernede, og så valgte jeg at tage det julepynt med hjem, som vi havde fået foræret den anden dag. Ellers er der nogle, der snupper det, siger hun og glæder sig over, at Mads Warming og Finn Bjerregaard fra KFUMs genbrugsbutik på Treldevej er kommet forbi med nye forsyninger.
- Vi havde hørt, at her var et juletræ, men uden pynt. Så tænkte vi, at noget af det pynt, vi har fået doneret til butikken, det kunne gøre glæde her, siger Mads Varming.
I Skuret er der ikke helt enighed om, at det er julepynt, der er behov for.
- Vi har brug for mad og omsorg, lyder det kontant fra én ved de tunge haveborde i Skuret, hvor flertallet dog mener, at julepynten er hyggelig og kan være med til at lune i en kold tid.