Annonce
FC Fredericia

Kolding IF er "Mini-Fredericia": Otte spillere har engang optrådt for FC

Fredericia-drengen Jeppe Hansen, da han spillede for FC Fredericia tilbage i 2015. Nu er han målscorer for Kolding IF. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Otte af Kolding IF's spillere har engang spillet for FC Fredericia. Det er altså en slags "mini-FC Fredericia", der besøger Monjasa Park søndag eftermiddag.

Fredericia: Gensynsglæde bliver stor, når Kolding IF gæster Monjasa Park søndag eftermiddag. For hele otte af spillerne i klubbens nuværende trup har engang været en del af FC Fredericia.

Det må være første gang nogensinde, at klubben står over for en modstander med så mange kendte ansigter i truppen.

- Det bliver en super spændende kamp. Men for os er det lokalopgøret og kampen, som er det spændende. Vi er glade for at have Kolding tilbage i 1. division, for det er altid en spændende begivenhed, når vi møder dem, siger Stig Pedersen, der er direktør i FC Fredericia.

Kolding IF er begyndt mageløst i 1. division og er over alt forventning på førstepladsen med 13 point for fem kampe. I kølvandet på det rejser sig et naturligt spørgsmål: Kunne FC Fredericia ikke have beholdt de otte spillere, man har sagt farvel til? Så simpelt er det ikke.

- De otte spillere har været i FC Fredericia i vidt forskellige perioder og under vidt forskellige trænere. Der er mange årsager til, at de ikke længere spiller i FC Fredericia. Flere af dem har også været i andre klubber, før de kom til Kolding, siger Stig Pedersen.

- Det er hverken første eller sidste gang, at en fodboldspiller har klaret sig godt, efter at han skiftede væk fra os, uddyber han.

De tidligere FC'ere i Kolding

Jens Rinke, målmand: Forlod FC Fredericia i 2013.

Mathias Høgsholt, stopper: Forlod FC Fredericia i 2014.

Jakob Eriksen, midtbanespiller: Forlod FC Fredericia i 2015.

Jeppe Hansen, angriber: Forlod FC Fredericia i 2015.

Denis Fazlagic, kantspiller: Forlod FC Fredericia i 2018.

Brent McGrath, angriber: Forlod FC Fredericia i 2018.

Niels Letort, midtbanespiller: Forlod FC Fredericia i 2019.

Mads Eriksen, stopper: Forlod FC Fredericia i 2019.

En tilfældighed

Men hvorfor så mange spillere med FC Fredericia-baggrund i truppen? Det er svært at svare på, mener Koldings cheftræner Anders Jensen. Han arbejder selv i Fredericia på Realskolen i midtbyen.

- Det er geografisk besluttet. Flere af spillere bor i byer tæt på, og det gjorde de også, da de spillede i Fredericia. I det store hele tror jeg, at det drejer sig om tilfældigheder, siger han.

Spørgsmålet er, om spillerne i Kolding er ekstra motiverede, når de spiller mod Fredericia. Men svaret på det er nuanceret, for en lang række af spillerne forlod FC Fredericia for år tilbage. Målmand Jens Rinke forlod FC Fredericia i 2013, stopper Mathias Høgsholt i 2014, midtbanespiller Jakob Eriksen i 2015, angriber Jeppe Hansen ligeledes i 2015, kant Denis Fazlagic i 2018, og angriber Brent Mcgrath samme år. Niels Letort og Mads Eriksen skiftede til Kolding i sommer.

- For nogle af dem vil det bestemt være en speciel kamp, men for eksempelvis Jens Rinke er det mindre specielt, da han ikke har ret mange relationer i klubben længere. For Mads Eriksen og Niels Letort er det selvfølgelig noget andet, fordi de stadig kender mange i klubben, siger Anders Jensen.

Fra Jens Rinkes tid i FC Fredericia er kun Christian Ege Nielsen og Martin Mikkelsen tilbage. FC Fredericia har også to spillere med en baggrund i Kolding: Kristian Kirkegaard, der skiftede fra Kolding i sommer og Erik Nissen, som har været i FC Fredericia siden januar 2018.

Kampen sparkes i gang klokken 14.00 på Monjasa Park i Fredericia.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Fredericia For abonnenter

Landmand bruger Facebook til at gør opmærksom på gyllelugt: Nu dufter det tørre vasketøj godt

Annonce