Annonce
Kolding

Kolding Kommunes regnskab for 2019: Den synkende skude er genoprettet

Der er styr på økonomien i Kolding igen, efter at udgifterne løb løbsk i 2018 og 2019. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
Kasseforbruget i Kolding Kommune blev meget mindre, end økonomieksperterne forudså, efter at politikerne havde gennemført massive besparelser i efteråret. Ansættelses-, indkøbs- og projektstop fik stor effekt.
Annonce

Kolding. Operationen lykkedes, og den synkende skude er genoprettet.

Sådan lyder den helt korte version af Kolding Kommunes årsregnskab for 2019, der blev et økonomisk mareridts-år for politikere, ansatte og borgere, da det sidste forår viste sig, at udgifterne til især folkeskoler, børnepasning, socialområderne og handicap- og hjælpemiddelområdet var løbet løbsk.

På det tidspunkt stod stod det klart, at et overforbrug fra 2018 ikke var blevet stoppet, sådan som man havde regnet med. Blandt andet slog forventede effekter af nye tiltag, som skulle nedbringe udgifterne på socialområderne, slet ikke igennem, og på skoleområdet blev mange politisk besluttede besparelser ikke ført ud i livet af de ansvarlige embedsfolk.

Derfor kiggede politikerne nu lige ind en overskridelse af kommunens serviceudgifter på op imod 100 millioner kroner og et faktisk kasseforbrug på svimlende 187,7 millioner kroner mod de oprindeligt budgetterede 10,3 millioner, hvis de lod stå til.

Tal fra 2019-regnskabet

  • Kolding Kommune havde indtægter for 5,765 milliarder kroner fra skatter, tilskud m.v.
  • Indtægterne fra jordsalg blev 54,4 millioner kroner.
  • Der var driftsudgifter for 5,487 mia. kr.
  • Anlægsudgifter for 282 millioner kroner.
  • Kasseforbruget landede 65,5 mio. kr.

Annonce

Tilfredsstillende

Men det gjorde de som bekendt ikke. Et flertal i byrådet vedtog nemlig en meget omfattende omfordelings- og genopretningsplan, som dels tilførte de hårdt trængte områder penge, dels pålagde alle udvalg at skære ned, og dels indebar et ansættelses-, indkøbs- og projektstop i hele kommunen.

Hestekuren virkede, så der nu foreligger et regnskab for 2019, som i hvert fald i økonomisk forstand kan betegnes som tilfredsstillende. Genopretningsplanens effekt slog for alvor igennem sidst på året, og december blev den måned, hvor der var det laveste forbrug i kommunen i tre år.

Annonce

Flere projekter udført

Resultatet af de omfattende indgreb er, at Kolding Kommune kan afslutte et 2019-regnskab, der kun udviser et kasseforbrug på 65,5 millioner kroner. Og det er endda næsten 50 millioner kroner mindre, end kommunens økonomiafdeling forudså, da politikerne gennemførte den store sparemanøvre i august.

- Kasseforbruget er langt mindre, end vi frygtede, og kasseforbruget på 65,5 millioner kroner er ikke noget problem, for det skyldes kun, at der er blevet brugt flere penge på at gennemføre aftalte anlægsprojekter, end der var forudsat. Med andre ord er det lykkedes at realisere en større del af kommunens anlægsprogram til tiden i stedet for, at projekterne blev udskudt til i år, forklarer økonomichef John Burchardt.

Kommunens gennemsnitslikviditet faldt betydeligt i 2019, hvilket primært skyldes, at genopretningsplanen først for alvor havde effekt i november og december 2019.

Så i slutningen af 2019 var den gennemsnitlige kassebeholdning 195,3 millioner kroner, som er små fem millioner under det mål, byrådet har besluttet, at det skal være. Ved årets start var den gennemsnitlige likviditet set over de seneste 12 måneder oppe på 325,5 millioner kroner.

Annonce

Det virker

Økonomichefen er fuld af fortrøstning til, at Koldings driftsudgifter ikke skrider igen, sådan som de gjorde i 2018 og 2019.

- Status pr. 31. marts er, at stort set alle områder overholder deres budgetter - faktisk er der samlet set en forventning om, at der kan overføres 30 millioner kroner til 2021. Så den stramme styring af driftsudgifterne, der blev sat i værk i forbindelse med genopretningsplanen, har haft en effekt og vil løbende blive styrket, siger John Burchardt.

Byrådet skal godkende 2019-regnskabet på sit næste møde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112 For abonnenter

55-årig skal flere år i fængsel: Politiet fandt haglgeværer, rifler og masser af ammunition på adresse i Fredericia

Debat

Køb fransk!

Fredericia

Fynsk teater lægger billet ind på Fredericia Teaters million-tilskud fra staten: - Vi skal rykke hurtigt nu

Annonce