Annonce
Danmark

Kongernes Samling overtager Koldinghus: Kolding indgår kæmpe aftale med Rosenborg og Amalienborg

Samtlige partier i Kolding Byråd er enige om at indgå en aftale med Kongernes Samling på Rosenborg og Amalienborg om drift af Koldinghus fra den 1. januar 2021. - Den beslutning kommer ikke kun til at fylde i mine politiske erindringer, alle har armene i vejret, så det er en beslutning, som vi har taget sammen og rækker ud over den personlige tilfredsstillelse, siger borgmester Jørn Pedersen om aftalen. Arkivfoto: Søren Gylling
Hidtil har Rosenborg Slot og museet på Amalienborg været fælles om at vise Kongernes Samling, som blandt andet rummer kronjuvelerne. Fra årsskiftet bliver Koldinghus omdannet permanent til den tredje afdeling af Kongernes Samling.
Annonce

Kolding: Koldinghus har en fortid som jysk kongeslot. Og den fortid bliver der slået to tykke streger under, når slottet fra årsskiftet indgår i en ny og ganske opsigtsvækkende konstruktion sammen med Amalienborg og Rosenborg Slot.

De tre steder skal i fællesskab formidle Kongernes Samling, som består af alle de juveler, kunstskatte, møbler og meget andet, som gennem utallige genstande fortæller historien om det danske monarki. En stor del af de genstande, som har været i kongefamiliens eje op gennem århundrederne, skal nu udstilles på Koldinghus, som dermed bliver tredje afdeling af Kongernes Samling.

Slottet åbner som Kongernes Samling Koldinghus allerede fra årsskiftet, og den første særudstilling - om Chr. 4.’s krone - er allerede under forberedelse.

Straks i det nye år begynder den helt nye indretning af slottet med genstande, der hidtil har været opmagasineret på Amalienborg og Rosenborg. Til gengæld vinker Koldinghus farvel til sølvsamlingen og andre genstande, der plejer at stå fremme på slottet. Koldinghus får ikke længere til opgave at formidle lokalhistorien i Kolding. I stedet skal Koldinghus bidrage markant til, at historien om de danske konger og dronninger når bredere ud til befolkningen.

- Det siger sig selv, det er helt vildt, og at der kun kan komme noget fantastisk ud af det, som vil øge Koldings anseelse, opmærksomheden omkring byen, antallet af turister og kvaliteten af det, man kan opleve på Koldinghus. Og så styrker det historien om Koldinghus som et autentisk kongeslot, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

Han har samtlige sine byrådskollegers opbakning til aftalen med Kongernes Samling, og tanken er, at den kommunale økonomi i slottet forbliver på det nuværende niveau.

Annonce

Ideen er ikke ny

Borgmesteren fortæller, at ideen om at lade Koldinghus indgå i en ny konstruktion opstod allerede i forbindelse med jubilæumsudstillingen ”Magtens smykker”, som trak et rekordstort publikum i 2018.

- Da opstod ideen om at tænke Koldinghus i en tættere sammenhæng med kongehuset.  Ikke kun fordi det var royalt og populært blandt publikum, men også fordi det er autentisk i forhold til stedet, siger han.

Spillede det nogen rolle, at slottets tidligere direktør, Thomas C. Thulstrup, var blevet direktør på Kongernes Samling?

- Det må aldrig været et personafhængigt projekt, når man træffer sådan en beslutning. Selv om Thomas C. Thulstrup ikke på nogen måde er gammel, så bliver han jo ikke for evigt ved med at være direktør for Kongernes Samling, og Kongernes Samling på Koldinghus er altså noget, vi skal give videre til vores efterkommere. Men arbejdet med ideen er selvfølgelig blevet nemmere, fordi vi kender Thomas C. Thulstrup fra hans tid på Koldinghus, og han har vores fulde tillid.

Thomas C. Thulstrup (til venstre), som er direktør for Kongernes Samling, har som tidligere direktør på Koldinghus stået bag store og succesfulde udstillinger på slottet med et klar royalt sigte. Her viser han prins Henrik rundt i en udstilling af prinsens jadesamling. Nu er han tilbage med ansvaret for slottet i Kolding. Arkivfoto: Chresten Bergh

Den tillid kvitterer Thomas C. Thulstrup for og understreger, at det giver rigtig god mening for Kongernes Samling at åbne en afdeling på det 750 år gamle kongeslot i Kolding.

- Vi glæder os til at kunne præsentere en spændende og vedkommende formidling af den kongelige historie og til at fortsætte den gode udvikling, som Koldinghus har været inde i gennem en årrække som vartegn for Kolding og som centralt, nationalt monument på linje med Rosenborg Slot og Amalienborg, siger Thomas C. Thulstrup, som altså nu igen får det øverste ansvar for Koldinghus.

Annonce

Museum Kolding

Med den nye, royale profil på Koldinghus er det planen, at lokalhistorien lægges i et nyt samarbejde, som har arbejdstitlen Museum Kolding. Indholdet af samarbejdet er ikke afklaret endnu i detaljer, men der er et klart ønske om, at Museum Kolding skal holde til i Staldgården, fortæller Peter Hulweg Christiansen, der er formand for Museet på Koldinghus.

- Det er nu, vi har chance for at skabe et helt nyt museum med fokus på den lokale historie, så det arbejde vil vi tage os god tid til, siger han.

Kongernes Samling

  • Kongernes Samling på Rosenborg og Amalienborg er en selvejende og statsanerkendt museumsinstitution.
  • På Rosenborg og Amalienborg – og pr. 1.1.2021 også Koldinghus - kan besøgende få et enestående indblik i livet for Danmarks konger og dronninger – menneskene bag det danske monarki. Se kunstskattene, de uvurderlige kroner og kronjuveler og blive klogere på, hvordan kongefamilierne indrettede sig – og i det hele taget så på verden.
  • Kongernes Samling er Danmarkshistorie i kongeligt perspektiv.
  • Direktør for Kongernes Samling er Thomas C. Thulstrup, som før har været direktør på Koldinghus.
  • Se mere på www.kosa.dk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Partier har fremlagt nyindgået budgetforlig: Genlæs opdateringer fra pressemødet her

Annonce