Annonce
Kultur

Koldinghus genåbner endelig: Dronningen deltager i historisk ceremoni

Dronningen viser 100 broderier på den udstilling, som åbner samtidig med, at der er officiel indvielse af Koldinghus som afdeling af Kongernes Samling. Pressefoto: Leif Tuxen
Fredag den 23. april 2021 deltager dronningen, når Koldinghus ved en historisk ceremoni markerer, at slottet er trådt ind i Kongernes Samling fælles med Rosenborg og Amalienborg. På dagen åbner også en udstilling af dronningens egne broderier, som vises for første gang på udstilling i Kolding.

Kolding: Hvordan ser Koldinghus ud indvendigt, efter at Kongernes Samling fra årsskiftet har overtaget driften af samlingen?

Svaret på det spørgsmål får vi snart, når slottet kan genåbne efter en komplet nyindretning, der er foregået, mens Koldinghus har været lukket ned på grund af coronakrisen.

Genåbningen foregår præcis klokken 12 fredag den 23. april. Og det bliver en genåbning med manér. Landets dronning tager nemlig turen til Kolding for at være med, når slottet åbner som den tredje afdeling af Kongernes Samling, der også har afdelinger på Amalienborg og på Rosenborg.

Annonce

Dronningens egne værker

Dronning Margrethe er i dén grad involveret i genåbningen. Udover at deltage personligt i ceremonien er hun også kvinden bag udstillingen "Dronningens Broderier", som er blevet til på dronningens eget initiativ. Udstillingen viser kreativitet og en mangfoldighed af genstande, som dronning Margrethe selv har designet mønstre til og derefter broderet. I udstillingen vises cirka 100 af dronningens private broderier for første gang nogensinde.

- Vi har ventet længe, men har brugt tiden konstruktivt på at blive helt klar til at åbne Kongernes Samling på Koldinghus, siger direktør Thomas C. Thulstrup i en pressemeddelelse:

- De besøgende vil kunne opleve flere væsentlige kulturskatte fra den kongelige historie, ligesom slottet er ramme om mange flotte udstillinger. Jeg er stolt af at kunne vise de første udstillinger til dronningen, som ovenikøbet har været med til at skabe én af dem selv. Endelig er jeg meget glad for at kunne byde prinsesse Benedikte som æresprotektor velkommen på denne store dag, uddyber Thomas C. Thulstrup.

Annonce

Åbning sendes direkte

Foruden udstillingen af de royale broderier, åbner Koldinghus også udstillingen "Christian 5. - Konge, kriger og salvet af Gud". Her vises kongelige skatte, som knytter sig til fortællingen om Christian 5., og hvoraf mange af dem forlader hovedstaden for første gang. Blandt genstandene er overdådige krigsdragter, våben, pragtgenstande, narhvalstronen og kongens salvingskåbe. Siden den sidste salving i 1840 har kåben kun været anvendt ved monarkens castrum doloris (den offentlige fremvisning af kisten før den kirkelige handling). Sidst ved Frederik 9.s død i 1972.

Udstillingsåbningen er pga. coronarestriktioner et lukket arrangement for få inviterede. Til gengæld kan den officielle åbning følges live på Koldinghus’ Facebookside fredag 23. april kl. 13-14.

Kongernes Samling Koldinghus åbner for offentligheden lørdag den 24. april.

Følg åbningen

Ved årsskiftet overtog Kongernes Samling driften af Koldinghus, som nu er i selskab med Rosenborg og Amalienborg. Thomas Thulstrup, direktør for Kongernes Samling, vil ved åbningsceremonien give dronningen og prinsesse Benedikte en rundvisning på Koldinghus.

Man kan følge åbningen ved at klikke ind på Koldinghus' side på Facebook. Programmet ser således ud:

Klokken 12: Dronningen og prinsesse Benedikte ankommer til Koldinghus

Klokken 13: Officiel åbning af "Dronningens Broderier" og Kongernes Samling Koldinghus. Her vil være taler ved Thomas C. Thulstrup, direktør for Kongernes Samling, Anni Nørskov Mørch, kurator på udstillingen Dronningens Broderier, Museum Kolding, Elisabeth von Buchwald, hofinventarinspektør, Kongehuset, Joy Mogensen, Kulturminister samt Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Annonce