Fredericia: Byrådet satte mandag aften streg under, at ingen må bo hele året i kolonihaverne ved Egeskovvej, og deres huse må ikke blive større end alt i alt 101 kvadratmeter.
Det var nærmest dejavu hos flere af de byrådsveteraner, som mandag aften overværede byrådsmødet, for sagen om kolonihavernes status og bebyggelsens størrelse har været drøftet i årevis. Kolonihaveejerne har kæmpet for helårsstatus i området i årevis, og trods byrådet beslutning giver de ikke op.
- Vi mødes i bestyrelsen onsdag, og derefter vil vi træffe de nødvendige valg i samråd med vores advokat, siger formand for Grundejerforeningen af 1956 Brian Dahl.
På byrådsmødet slog formand for by- og planudvalget Steen Wrist Ørts (S) fast:
- Med endelig vedtagelse fratager vi ikke nogle retten for at bo der hele året – den ret har man aldrig haft. Med tilladelse til at bygge 80 kvadratmeter lovliggør vi meget mere, end man kan i dag.
Vindere og tabere
Udvalgsformanden stillede også byrådsmedlemmerne i udsigt, at der vil komme mange sager omkring lovliggørelse af boliger.
- Vi går i gang med individuelle vurderinger – kolonihave for kolonihave. Nogle vil sige med god grund, at kommunen har gjort fejl, men der vil være mange byggerier, der skal igennem en lovliggørelse. Og så må vi afgøre, om der enten skal bygges om eller rives ned, sagde Steen Wrist.
Det er næsten et år siden, at by- og planudvalget tog fat på at få revideret planen for kolonihaverne ved Egeskovvej.
- Vi har brugt enorm meget tid på sagen, og jeg er glad for, at vi er enige i både vores udvalg og i økonomiudvalget, sagde Steen Wrist.
Gode råd i skurvogn
Hele byrådet bakkede op om lokalplanen, og dermed at det stadig er et kolonihaveområde med mulighed for meget store huse.
- Jeg kan bekræfte, at vi har enige i denne her sag, men jeg ved ikke hvor mange vindere, der kommer ud af det. Nogle vil helt sikkert føle sig som tabere. Nu skal vi videre, og folk skal vide, hvad må man, hvad må man ikke. Jeg vil opfordre forvaltningen til, at man tager ud med en skurvogn i området og tilbyder folk råd og vejledning i forhold til byggesager, sagde Karsten Byrgesen (løsg.)
Han pegede blandt andet på, at det kan give udfordringer, hvis man har et hus med en overdækket terrasse, så er man hurtigt i clinch med loftet på i alt 101 kvadramter.
Støj er forhindring
Enhedslisten Cecilie Roed Schultz mente også, at det var vigtigt at holde sig for øje, hvad lokalplanen markerer.
- Det er vigtigt at kunne bo på alle mulige måder, men der har aldrig været mulighed for at bo i området hele året. Men det bliver nu muligt at bygge mere end 35 kvadratmeter. Det må også være en forbedring. Vi ved, at der er ønske om mere og andet, men nogle ting bliver bare ikke mulige i det her område, påpegede Cecilie Roed Schultz.
Det er støj fra Shell Raffinaderiet, som betyder, at der ikke kan gives tilladelse til helårsbeboelse i kolonihaverne.
- Skulle det være muligt, så skulle der opføres en 600 m lang og 34 m høj støjvold. Sådan en bandit er ganske enkelt ikke realistisk, sagde Steen Wrist.