Annonce
Fredericia

Kom med bag kulissen til optagelserne af 'Sunday': Kold eftermiddag i hot serie

Kig til venstre og op, lyder ordren til pressekorpset for 17. gang på Monjasa Park. Foto: Peter Leth-Larsen
Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. Det er det talent, statister skal bære med sig, når de siger ja til at være med i en produktion. Mandag eftermiddag var ingen undtagelse på Monjasa Park, som er blevet landskendt efter flere sæsoner Sunday - comedyserien med Melvin Kakozaa i hovedrollen.

Fredericia: Den lune fleeceplaid fra Carlsberg er en kærkommen medspiller på Monjasa Park mandag eftermiddag. Solskin er blevet erstattet med mørke skyer og en isnende vind trækker ind over banen, hvor 20-25 statister udgør pressekorpset i en scene i næste og 3. sæson af comedy-serien Sunday.

FC Fredericia er rammen om serien, og direktør Stig Pedersen følger tilfreds dagens optagelser.

- Vi får en del omtale på grund af serien, og det vokser sig større i øjeblikket. I 3. sæson kommer også Mick Øgendahl med, og det er endnu et skridt op. Jeg tror, serien både har værdi for os og Fredericia, siger Stig Pedersen.

Hans alter-ego i serien direktør Birgit Schaefer spillet af Birthe Neumann træder Odense Pigegarde an sammen med FC bestyrelsesformand Bent Aage, spillet af Kurt Dreyer.

- Så er det af med tæpperne igen, råber instruktør Jesper Rofelt og Marie Louise Magnussen og hendes castingmakker blæser rundt mellem pressefolk og gardister fra Odense Pigegarde for at samle ind.

Uden tæpper er vi klar til at tage fotos, klappe, juble og stirre i den rigtige retning over Monjasa Park på signal fra instruktøren bag os.

- Vi tager den lige igen fra, hvor orkestret er færdige med at spille. Værsgo, lyder instruksen til både pressefolk, Birthe Neumann og Kurt Dreyer.

Med begejstring hilser hun pressen velkommen i scenen, hvor løjerne i Sunday 3 tager en helt ny drejning, der omfatter komikeren Mick Øgendahl.

Annonce

Jeg tror serien både har værdi for os og Fredericia.

Den ægte direktør for FC Fredericia Stig Pedersen

Fredericia Pigegarde

Forud for optagelserne har caster Marie-Louise Magnussen haft gang i sit netværk for at få bemandet alle statistpladserne. Der er statister fra hele Trekantområdet. Nogle har erfaring fra andre produktioner end Sunday, mens andre har deltaget i optagelser af de to første sæsoner Sunday tidligere.

Statistkorpset denne mandag indbefatter en hel pigegarde, som har taget turen fra Odense i deres blå jakker og gule plisserede nederdele. Netop deres uniform har været med til at sætte dem på holdet som Fredericias Pigegarde. 6. Juligarden var under overvejelse, men de passede ikke lige ind i castet, forklarer instruktør Jesper Rofelt.

Stig Pedersen bevæger sig gennem loungen, som er overtaget af skuespillere og statister. Det er tredje gang, han og klubben lægger rammer til Sunday.

- Det fungerer superfint. De er her i løbet af dagen eller aftenen, og når de er færdige rydder de op, så vi overhovedet ikke kan se, at de har været her, siger Stig Pedersen.

Mike og Melvin

Ude på grønsværen er sidste halvleg i gang. Der skal skydes fra alle vinkler, så der er rigeligt at klippe af, når 3. sæson skal gøres færdig til at efterfølge sæson 2, som netop har taget sin begyndelse på YouSee-kanalen Xee.

Birthe Neumann og Kurt Dreyer i rollerne som direktør Birgit Schaefer og FC-bestyrelsesformand Bent Aage skridter begejstrede pigegarden an og gentager deres velkomst til dagens pressemøde, som indeholder en nyhed, som man må vente til, serien går i luften med at høre mere om.

Statisterne må nøjes med at kigge langt efter både Melvin Kakozaa og Mick Øgendahl under optagelserne. De har været på grønsværen forinden og har forladt Monjasa Park for at slappe af til næste dags optagelser.

- Vi har planlagt optagelser resten af måneden i Fredericia, siger Jesper Rofelt, som derefter går i klipperummet, så Sunday 3 kan være klar til at blive set på kanalen eller nettet i 2020.

Skuespiller og statister, kamerafolk, lydmand og instruktør klar til optagelse af få minutters indslag i 3. sæson af Sunday. Foto: Peter Leth-Larsen
Marie Louise Magnussen (t.h.) deler lune tæpper rundt til pigegardisterne i en kort pause i optagelsen. Foto: Peter Leth-Larsen
Odense Pigegarde gør klar til en kold eftermiddag på stadion, men de er vant til at optræde i al slags vejr. Foto: Peter Leth-Larsen
Kameramand, optageleder og lydmand mandsopdækker tambourmajoren. Foto: Peter Leth-Larsen
Tæt-på optagelser af Kurt Dreyer og Birthe Neumann - henholdsvis bestyrelsesformand og direktør i FC Fredericia. Foto: Peter Leth-Larsen
Røgmaskinen sørger for stemning, da pressemødet i ny festlig stil går i gang. Foto: Peter Leth-Larsen
Fredericia Dagblad var med på kold mission på grønsværen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce