Annonce
Kultur

Kommune og teaterforening i samspil: Billige billetter skal lokke unge i teateret

Flere unge skal i teateret. Det arbejder Vejleegnens Teaterforening på, og kultur- og fritidsudvalget under Vejle Byråd har netop givet 20.000 kroner til støtte til lavere priser for unge teatergængere samt udvikling af et kulturklippekort for unge i Vejle Kommune. Arkivfoto
Der skal flere unge i teateret. Det mener Vejleegnens Teaterforening, og Vejle Kommune bakker op med kontanter.

Vejle: "UngtTeaterVejle og Vejle Kommune har et godt tilbud til dig."

Sådan indledes et opslag fra Vejleegnens Teaterforening til elever på første årgang af alle kommunens ungdomsuddannelser. Tilbuddet er et gratis sæsonkort til 19 teaterforestillinger i den kommende sæson.

Det betyder, at udgiften til at se en teaterforestilling er helt nede på 25 kroner pr. forestilling. Forestillingerne er udvalgt som særligt oplagte for et ungt publikum, og udvælgelsen er sket i på et teaterseminar, hvor foreningens unge i UngtTeaterVejle deltog.

En del skoler arbejder aktivt med at inddrage vores forestillinger i undervisningen. Det står i kontrast til ungdomsuddannelserne. Her ser vi af og til en klasse, men det er kun Rødkildes dramaelever, der går regelmæssigt i teatret.

Hans Lottrup

Skolerne er flittigst

- En del skoler arbejder aktivt med at inddrage vores forestillinger i undervisningen. Det står i kontrast til ungdomsuddannelserne. Her ser vi af og til en klasse, men det er kun Rødkildes dramaelever, der går regelmæssigt i teatret, siger Hans Lottrup fra teaterforeningen om baggrunden for fremstødet over for de nye elever på ungdomsuddannelserne.

Rektorer og campuschefer har på forhånd taget godt imod det nye tilbud. Det samme har Vejle Kommune. Kultur- og idrætsudvalget besluttede i sidste uge at gå ind i et såkaldt strategisk samarbejde med teaterforeningen.

- Teaterforeningen gør et stort arbejde for at få flere unge med i teateret. Når den tager sådan fat, så skal vi også bakke det op, siger formanden for kulturudvalget under Vejle Byråd, Dan Arnløv Jørgensen (K).

Reducerede priser

Tidligere kostede sæsonkortet 300 kroner for personer mellem 15 og 24 år, mens billetprisen var 0 kroner. Nu nedsættes prisen på sæsonkortet til 200 kroner for målgruppen, minus første årgang på ungdomsuddannelserne, der får kortet gratis. Herefter kan de alle købe billetter til de enkelte forestillinger for 25 kroner pr. styk.

Fordelen er, at man reducerer problemet med, at de unge ikke dukker op trods sæsonkortet. Nu lærer de i stedet, at der er en udgift ved hvert teaterbesøg.

Desuden skal der til sæsonen 2020/2021 udvikles et samlet koncept for et kulturklippekort til unge i Vejle Kommune.

I sæsonen 2017/2018 blev der solgt fem sæsonkort, mens det sidste sæson var steget til 69 solgte.

Salget er i gang, og den første teaterforestilling, der kan vælges, finder sted mandag 16. september.

Der bliver blandt andet reklameret for de billige teaterbilletter på Social- og Sundhedsskolen i Vejle. Foto: Vejleegnens Teaterforening
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Fra rugby i Erritsø til banko i Egeskov: Fotografens 10 favoritter fra ét års søndagsaviser

FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce