Fredericia: Et enigt byråd indgik i efteråret et budgetforlig, hvor der blev sat tre millioner kroner årligt af til at "imødegå det voldsomme pres fra nethandel og sikre liv og aktivitet i midtbyen", som der står i forligsteksten. Aftalen er, at der skal nedsættes et byforum.
Byforummet er endnu ikke nedsat, men det bliver det indenfor de kommende måneder, oplyser borgmester Jacob Bjerregaard (S).
- Hele den overordnede tanke er, at vi samler de aktører, der skal være med til at drøfte, hvordan vi hjælper midtbyen, og hvordan fremtiden for detailhandlen ser ud, fortæller Jacob Bjerregaard.
Hvem der skal sidde med i det kommende byforum, er endnu ikke på plads, men det kommer det inden det næste byrådsmøde 27. april, hvor planerne om byforum skal fremlægges og vedtages.
I perioden indtil da arbejder politikerne på at finde ud af, hvad byforummet skal bruges til, og hvem der skal sidde i det.
- Det kunne være folk fra detailhandlen, men det kunne også være andre, fremfører han.
Hele den overordnede tanke er, at vi samler de aktører, der skal være med til at drøfte, hvordan vi hjælper midtbyen, og hvordan fremtiden for detailhandlen ser ud.
Jacob Bjerregaard (S), borgmester
Tomme butikslokaler
Mange byer kæmper med tomme butikslokaler. I Fredericia er de også begyndt at vise sig. Blandt andet står otte ud af 21 butikslokaler tomme i Vendersgade. Den udvikling vil man fra byrådets side gerne undgå spreder sig.
- Når jeg kigger rundt på nogle byer i Danmark, er der virkelig grund til at kigge kritisk på, hvad der skal ske, fordi rigtig mange butikker rundt omkring lukker ned. Det har været et ønske fra erhvervslivet, at man sætter ind nu, forklarer Jacob Bjerregaard.
Det handler dog ikke kun om Vendersgade, men hele midtbyen - og gerne i samspil med forskellige aktører, der ikke nødvendigvis er en del af detailhandlen.
Planen er, at et byforum skal være med til at sætte gang i en fremtidig byudvikling, hvor også kulturlivet, forskellige arrangementer i byen og turismen spiller med.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi får de forskellige tilbud tænkt ind i helheden, nævner borgmesteren.