Annonce
Fredericia

Kommunens eneste hygiejnesygeplejerske har travlt: Birgitte nærmest sover med støvlerne på

Hygiejnesygeplejer Birgitte Sachmann (t.v.) har fået udvidet sit arbejdsområde fra ældreplejen til hele kommunen, efter risikoen for coronasmitte er blevet højaktuel. Hun har blandt andet ordineret daglig afspritning af gelændere, kontakter og andre flader, som folk kommer i berøring med. Foto: Peter Leth-Larsen
Der er stadig ingen coronasmittede i Fredericia, men det kommer, forudser hygiejnesygeplejerske Birgitte Sachmann, Fredericia Kommune. Fokus er at beskytte de svageste borgere, og kommunen følger nøje opdateringer fra Sundhedsstyrelsen. Offentlige steder desinficeres en gang dagligt.

Fredericia: Der er endnu ikke registrerede smittede tilfælde af corona i Fredericia, ifølge de oplysninger Fredericia Kommunes hygiejnesygeplejerske Birgitte Sachmann har til rådighed. Hun er omvendt ikke i tvivl om, at det kommer til at ske.

- Vores indsats går ligesom på landsplan på at få smitten til at flade ud sådan, at vi hele tiden vil være i stand til at tage os af de borgere, som er svagest. Det er vores ældre og syge, siger Birgitte Sachmann, som med et slag har fået udvidet sig arbejdsområde betragteligt.

Hun har i ti år været hygiejnesygeplejeske for ældreområdet.

- Men jeg er den eneste hygiejnesygeplejeske i kommunen, så nu har jeg sigte på hele kommunen, forklarer hun.

Direktør for ældre og socialområdet Yelva Bjørnholdt Jensen er hovedansvarlig for indsatsen og mødes dagligt med Birgitte Sachmann og John Nyborg fra børn- og ungeområdet.

Annonce
Alle kontaktoverflader på bl.a. rådhuset bliver en gang om dagen sprittet af. Foto: Peter Leth-Larsen

Bliv hjemme

Coronarisikoen kræver hele tiden nye tiltag, som Birgitte Sachmann skal forholde sig til.

- Det er vigtigt at sige, at jeg ikke beslutter noget selv. Jeg følger nøje de instrutioner, som vi får fra Sundhedsstyrelsen, og er jeg i tvivl, så kontakter jeg dem, siger hun.

Det første vigtige tiltag var at få informeret alle ansatte om, at de skal blive hjemme, hvis de har rejst i risikoområderne.

- Vi har bredt det ud, så det gælder alle medarbejdergrupper. Vi har meddelt ud til forældre via skolenettet Aula om, hvordan de skal forholde sig, siger Birgitte Sachmann.

Det har udløst mange spørgsmål, men i tvivlstilfælde henviser hun til Sundhedsstyrelsen, som har en hotline, der kan besvare generelle spørgsmål.

Værnemidler klar

Plejepersonale, som er i tæt kontakt med ældre, har fået understreget instruksen om altid at udvise grundig håndhygiejne, bære handsker og forklæde, mens der kun skal bæres maske, hvis de er hos borgere, som hoster.

- Vi har bestilt rigeligt hjem af håndsprit, og vi har lagrene fyldt med værnemidler, hvis vi når dertil, at vi skal ind til borgere, som er smittet. Det vil jeg tro, kommer til at ske, og så hedder det mundbind, handsker, kittel og visir. Kommer vi til, at medarbejdere skal hjælpe med at suge luftveje, så er det både maske og visir, vi trækker i, men den situation skulle vi nødt nå. De patienter vil være indlagt på sygehuse, vurderer Birgitte Sachmann.

Men hun er også klar over, at kommunen kan komme til at stå i en aktiv rolle, hvis smitten for alvor får fat og sygehusene ikke kan følge med.

- Hvis det sker, så ved vi, at vi får pålagt flere opgaver, og så skal vi være klar, siger Birgitte Sachmann.

Ebbe og Grethe Ebbesen fulgte retningslinjerne og sørgede for at spritte hænderne rene efter at have benyttet skærmen i borgerservice. De er begge 80 år, men har ikke ændret deres hverdag. De tager dog ikke på besøg hos to af deres børn, som bor i henholdsvis Skotland og Sydtyskland. Foto: Peter Leth-Larsen

Opstrammet rengøring

Rengøringen på blandt andet plejecentre, rådhuset og Sundhedshuset har fået en opstramning med direkte fokus på at undgå smitte.

- Vores rengøringspersonale desinficerer en gang dagligt alle flader, og så må man finde sig i, at der ligger lidt fnuller på gulvet. Vi er nødt til at prioritere, siger Birgitte Sachmann.

I Borgerservice på rådhuset er der stillet desinfikationsudstyr op, at man kan spritte sine hænder af, når man har trykket sig ind til en tid på skærmene ved skranken.

- Håndhygiejnen er ganske enkelt det vigtigste her og nu. Vi har heldigvis sikret os masser af håndsprit, for da jeg hørte om de første udbrud i Kina i januar, skyndte jeg mig at sikre, at vi fik fyldt lagrene op, siger Birgitte Sachmann, som nærmest sover på støvlerne på, fordi coronarestriktioner og anbefalinger hele tiden ændres.

- Jeg har travlt, men jeg har heldigvis gode folk omkring mig. Vores ledere rundt om i organisationen tager det meget alvorligt. Vi skal sikre os, men vi skal heller ikke have et samfund i frygt, så det vigtigste er, at alle følger med, tænker sig om og følger de anbefalinger, der meldes ud, konkluderer Birgitte Sachmann.

Retningslinjer for færden på rådhuset og i borgerservice står både ved skrankerne og er sat op ved indgangsdøren. Skiltene ved døren er på både dansk, engelsk og arabisk. Foto: Peter Leth-Larsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Åbnede under corona-nedlukning: Indisk restaurant er kommet godt fra start

112 For abonnenter

Pistol blev brugt ved drabet i Korskærparken: To mænd idømt flere års fængsel for våbenbesiddelse

112

Efter sammenstød - passager måtte tjekkes

Annonce