Annonce
Kultur

Kommunens glemte sager ligger under teltdug på deponiet: - Det er fjollet, vi bare har ting stående

Den her kan jeg huske, siger Christian Bro (S), som selv sad i teknisk udvalg, da man rullede midtbyplanen og masser af kinesisk granit ud over gågaderne. Det betød, at man måtte flytte samtlige de skulpturer, som i løbet af årene havde samlet sig i centrum. Nogle var gaver, andre var indkøbt via Fredericia Kommunes udsmykningsfond. Skulpturen er en del af skulpturen "Vandblomsten", som billedhugger Steen Jensen fremstillede i 1989 på Fredericia Kommunes regning. Foto: Nana Hanghøj
Siden 2007 har Fredericia Kommune haft samlet skulpturer og springvand, der har smykket Fredericias indre by, stående i depot på Vejlbyvej. En del af skulpturerne er siden flyttet til nye adresser rundt i kommunen, men nogle står tilbage. Nu vil Christian Bro (S) løfte sagen i økonomiudvalget.

Fredericia: En grøn nøglering med påskriften "kunst" ligger i en skuffe i administrationsbygningen på Fredericia Kommunes deponi på Vejlbyvej. Nøglen passer til hængelåsen til en metaldør på et solidt telt placeret mellem blomstrende rannunkler og brombærranker i et skærmet hjørne af deponiet.

- Jeg er spændt på, hvor mange der står tilbage, siger formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S), som har sagt ja til at vise Fredericia Dagblad de hengemte skulpturer, som han i sin embedsperiode i det tidligere teknisk udvalg var med til at forvise fra midtbyen.

- Midtbyplanen var vedtaget og skulle gennemføres i de år. Det betød, at alt skulle flyttes væk fra midtbyen, og det blev i første omgang placeret på deponiet, fortæller Christian Bro, inden han låser op til teltet.

Skulpturer og springvand blev pillet ned og herunder også det store springvand på Axeltorv, som læsere har efterlyst. Springvandet ligger i mange dele på paller langs teltdugen

- Det var i en elendig stand allerede på det tidspunkt. Vi fik at vide, at det var rådnet op indefra. Jeg har selv pjasket i springvandet masser af gange som barn, og jeg kan også godt savne det. Men det var som sagt i meget dårlig stand, siger Christian Bro og skraber lidt papir væk, som skjuler de sandstensfriser, der har overlevet nedtagning og opholdet i deponiet.

Annonce

Det er lidt, som det loft man har derhjemme. Ting har sin tid, og så skal der nyt ind, og det gamle ryger ofte på loftet. Der får det så lov at stå indtil man skal igennem en større oprydning eller flytte.

Formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S)

Skulpturer bredt ud

Sammen med det adskilte springvand står en række af de skulpturer, som ingen indtil videre har ønsket at overtage. Og som Fredericia Kommune ikke selv har fundet en plads til.

- Det er lidt som det loft, man har derhjemme. Ting har sin tid, og så skal der nyt ind, og det gamle ryger ofte på loftet. Der får det så lov at stå, indtil man skal igennem en større oprydning eller flytte, siger Christian Bro.

Han glæder sig over, at de fleste af de gamle skulpturer ikke længere står i teltet. Beboerforeningerne i landsbyerne fik i 2011 mulighed for at byde ind på kunsten, og i dag pynter de rundt omkring.

- Jeg ved at den store granitstele står centralt i Skærbæk, og på bytorvet i Bredstrup-Pjedsted er springvandet fra Gothersgade endt, siger Christian Bro.

Hvad skal der ske

Han er imidlertid overrasket over, at der trods alt står fire-fem skulpturer på deponiet.

- De kunne måske godt få et nyt liv, hvis vi gjorde lidt reklame for det, siger Christian Bro.

- Kommunen har lige solgt gamle gadeskilte, kunne du forestille dig, at man solgte friserne fra springvandet eller fik dem på museet?

- Det vil jeg ikke afvise, og måske kan vi i kommunen genanvende nogle af de store granitsten fra springvandet, siger han.

Efter år i glemmebogen mener Christian Bro under alle omstændigheder, at tiden må være inde til at træffe en beslutning om, hvad der skal ske.

- Det er fjollet, vi bare har tingene stående. De kunne måske gøre glæde et sted, så jeg vil som medlem af økonomiudvalget tage sagen op efter sommerferien, så vi kan få ryddet op, siger Christian Bro.

Derfor bringer vi historien

Med jævne mellemrum bringer vi en historie, der udspringer af et spørgsmål eller en undren – stillet direkte fra en af vores brugere.

Det er en del af et nyt projekt, som hedder ”Byen spørger – vi svarer”. Her har du nu et sted at gå hen, hvis du har et spørgsmål eller en undren vedrørende byudvikling i Fredericia Kommune.

Vi vil gerne forstærke den bro, der allerede eksisterer mellem os og jer læsere, og det vil vi blandt andet gøre ved at grave svarene frem på jeres spørgsmål. Men vi har brug for din hjælp og dit input.

På vores hjemmeside, www.frdb.dk, kan du finde den spørgeformular, du skal bruge for at sende os dit spørgsmål eller undren. Her kan du samtidig læse meget mere om vores projekt, se tidligere besvarede spørgsmål og meget mere.

Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: Suveræne FC Fredericia knuser Nykøbing FC i overlegen sejr 

Annonce