Annonce
Udland

EU-Parlamentets store grupper slås om taktstok efter lussing

Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Socialdemokraterne mener, at EU-Parlamentets konservative har mistet den naturlige ret til at lede.

De to store tabere i søndagens valg til EU-Parlamentet er allerede begyndt at skændes om, hvem der skal svinge taktstokken - blandt andet når topposterne skal fordeles i EU.

Det er den konservative gruppe, EPP, og den socialdemokratiske gruppe, S & D, som ifølge tidlige prognoser begge har kurs mod markant tilbagegang, og de vil miste det flertal, som de før kunne samle.

- Det ser ud til, at EPP kan blive største gruppe i parlamentet. Det er jeg glad for at kunne konstatere, siger viceformand i EPP Esther de Lange trods det tilsyneladende nederlag.

Hun siger, at partiet "fortsat har retten til at tage føringen" i de kommende forhandlinger.

Det er socialdemokraterne i gruppen S & D ikke enige i.

Formand Udo Bullmann mener, at EPP ikke længere har styrken "til at lede" med det nederlag, som tegner sig.

- De kan ikke længere hævde at have et naturligt monopol, siger Udo Bullmann på et pressemøde i EU-Parlamentet.

Parlamentet "har brug for en ny koalition til at reformere", mener den socialdemokratiske formand.

- Folk forventer, at EU leverer. De vil have, at vi gør noget for at bremse klimaforandringerne, siger Bullmann.

Den konservative næstformand hæfter sig ved, at et flertal skal tage udgangspunkt i midten - uanset hvad.

- Vi har brug for et stærkt flertal for at kunne levere. Derfor skal man finde løsningen et sted på midten, siger Esther de Lange.

Den tidlige prognose er baseret på en blanding af valgstedsmålinger og målinger i medlemslandene før valget.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce