Annonce
Fredericia

Kosmetolog mødte på arbejde til tomme hylder og overklippede ledninger: Nu er hun flyttet i trygge rammer

33-årige Maibritt Monbjerg har tidligere haft en skønhedsklinik i Prinsessegade. Mens hun var på sommerferie, blev klinikken udsat for indbrud og hærværk. Hele varelageret forsvandt. Nu har hun flyttet sin klinik "Beauty by Monbjerg" til Erritsø, fordi hun havde brug for at starte forfra. Foto: Peter Leth-Larsen

Maibritt Monbjerg Damsgaard har fundet glæden ved at arbejde igen. Det sker efter et par måneder, hvor hun har følt sig chikaneret i sin tidligere forretning i midtbyen og efter egen vurdering mistet for 30.000-40.000 kroner i produkter.

Fredericia/Erritsø: Efter en sommerferie i Italien i år vendte 33-årige Maibritt Monbjerg Damsgaard fra Erritsø tilbage til sin hudplejeklinik på Prinsessegade i Fredericias midtby.

Her blev hun mødt af tomme hylder og ledninger, der var klippet over til alle maskinerne, der normalt blev brugt til diverse skønhedsbehandlinger.

Siden fulgte det, hun selv betegner som chikane - blandt andet med dårlige anmeldelser på Facebook. Personen bag anmeldelsen kender Maibritt Monbjerg Damsgaard ikke.

- Jeg følte, det var personligt. Det var rigtig ubehageligt, fortæller hun.

Jeg er ligeså stille ved at finde fodfæste og arbejdsglæde igen.

Maibritt Monbjerg Damsgaard, kosmetolog
I løbet af få måneder, er der sket mange positive ting for Maibritt Monbjerg Damsgaard. Hun er flyttet hjem med sin klinik, hun er startet op med en afdeling i Kolding, og så har en klinik i Silkeborg efterspurgt hendes kompetencer. Foto: Peter Leth-Larsen

Finde fodfæste

I tiden efter, at butikken på Prinsessegade blev ryddet, blev hun mere og mere utryg. Derfor investerede hun både i overfaldsalarm og overvågning, men det ændrede ikke på, at hun dagligt gik på arbejde med ondt i maven.

Derfor tog hun i sensommeren beslutningen om, at Beauty By Monbjerg skulle skifte adresse, og hvad er mere trygt end ens hjem?

- Alle mine kunder er flyttet med, og jeg er ligeså stille ved at finde fodfæste og arbejdsglæde igen, siger Maibritt Monbjerg Damsgaard.

Det kan være en udfordring, når arbejdsplads og hjem skal forenes. Det kræver, at man 'hanker op i sig selv', som hun beskriver det. Men doven kan man ikke klandre den 33-årige kvinde for at være.

Maibritt Monbjerg Damsgaard er uddannet både social- og sundhedsassistent og kosmetolog. Sidstnævnte har hun arbejdet med lidt on/off, men det var først i det nye år, at investerede fuldtid i det. Ordrebogen fyldes da også mere og mere. Foto: Peter Leth-Larsen

Mænd får hår igen

Efter at være flyttet hjem til privaten i Erritsø har hun fået henvendelser fra både Kolding og Silkeborg. Klinikker vil have fat i hende og de behandlinger, hun tilbyder. I Silkeborg var de blandt andet blevet begejstret for de resultater, Maibritt Monbjerg Damsgaard har haft med at give mænd deres hår tilbage.

Det sker med en teknik, hvor hun prikker huller i hovedbunden og giver bunden et ordentligt boost af vitaminer og kur.

- Jeg forsøgte med min bror, og det er bare blevet helt vildt godt.

Billederne af hårvækstens udvikling er da heller ikke til at tage fejl af. I oktober tog hun tilløb til at blive en del af en koldingensisk klinik. Det kommer dog ikke til at betyde, at hun vil tilbyde færre behandlinger i det nyindrettede klinikrum - næsten med udsigt over Lillebælt - i Erritsø.

Hun udfører blandt andet en behandling, som skal være med til at give mænd deres forsvundne lokker tilbage. Hun prikker små huller i hovedbunden og giver den et boost af vitaminer og kur. Den første prøvekanin blev broderen, og det har haft så god effekt og skabt så meget opmærksomhed, at en klinik på hjemstavnen - Silkeborg - har kontaktet hende. Foto: Peter Leth-Larsen

Ser fremad

Hvem der stod bag tømningen af butikken og klipningen af maskiner samt de dårlige anmeldelser på Facebook, ved Maibritt Monbjerg Damsgaard ikke. Og hun ved slet ikke, hvorfor det skulle gå ud over hende.

Hun vurderer selv, at hun har mistet for 30.000-40.000 kroner i produkter.

I juli gik kosmetologen til politiet med sagen, og ifølge ordensmagten har de ikke fået en decideret politianmeldelse, men:

- En borger har henvendt sig og er blevet vejledt om civile muligheder, lyder det fra Ulla Kaspersen, kommunikationschef, Sydøstjyllands Politi.

Men Maibritt Monbjerg Damsgaard ønsker ikke at bruge flere kræfter på det, der i løbet af kort tid blev et levende helvede for hende.

Hun vil se fremad - og hun er allerede ude på den anden side, hvor der er godt gang i den veletablerede klinik på hjemmeadressen og den nye afdeling i Kolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce