Annonce
Børkop

Krise har vist nye muligheder i Krystallen: Det har vi lært af coronakrisen

Siden genåbningen har forældre skulle sige farvel til deres børn ved terrassedørene ind til de enkelte stuer for at undgå, at for mange var indenfor på samme tid. Det var lidt en omvæltning, men faktisk har det vist sig, at færre børn bliver kede af at sige farvel, når de bliver afleveret på den måde, fortæller leder Søren Uhre Christensen (til højre). Arkivfoto: Mette Mørk
Selvom coronakrisen har givet udfordringer og bekymringer, har krisen vist nye styrker, som man med fordel kan arbejde videre med, mener børnehave- og vuggestueleder.
Annonce

Børkop: Zoneopdelt legeplads, leg i mindre grupper, ekstra rengøring af legetøj og stort fokus på håndvask og håndhygiejne. Det har været nogle af vilkårene for landets daginstitutioner de seneste måneder.

Men selvom det på mange måder har været en udfordrende og svær tid, så har coronakrisen også ført gode ting med sig. Det mener Søren Uhre Christensen, leder i Børnehuset Krystallen, der har brugt en del tid på at reflektere over, hvad han og institutionen har lært af coronakrisen.

- Selvom det sker på en lidt trist baggrund, så synes jeg, coronakrisen har været en øjenåbner på mange måder. Vi har været nødt til at forandre vores mindset og være omstillingsparate for at finde løsninger på udfordringerne. Og det synes jeg faktisk, vi som organisation har klaret godt, siger han.

Annonce

Aflevering udenfor

En af de helt praktiske udfordringer, der skulle løses i forbindelse med genåbningen, var at begrænse antallet af personer, der havde adgang indenfor i huset. Derfor blev der indført aflevering af børn udenfor  både i børnehaven og vuggestuen - ingen forældre måtte komme ind i garderoberne.

- Vi var lidt spændte på, hvad forældre og børn ville sige til det, men det er gået fantastisk godt. I vuggestuen oplever de, at færre børn bliver kede af det, når de bliver afleveret ved døren i stedet for inde på stuen, fortæller Søren Uhre Christensen.

I børnehaven fortæller både forældre og pædagoger, hvordan aflevering udenfor har været med til at gøre børnene mere selvhjulpne.

- De har selv båret deres ting ind til deres rum om morgenen og fundet de ting frem, de skulle bruge, fordi deres forældre ikke måtte komme ind. Det er noget, mange børn er vokset lidt af, siger han.

Der er nu blevet lempet lidt på reglerne, så forældre gerne må gå ind i garderoberne om eftermiddagen.

- Vi kunne godt have lempet på det før, men det er faktisk mit personale, der gerne ville have, vi ventede, fordi de synes, det har fungeret så godt på den måde, forklarer lederen.

Annonce

Børn har brugt fantasien

At mange ting ikke var og er, som de plejede inden corona-nedlukningen af Danmark, har børnene taget flot, mener Søren Uhre Christensen.

- Selvom det har været underligt for børnene pludselig ikke at kunne være på legepladsen, som de plejer, har de i det store hele været gode til at holde sig i deres zoner. Vores opgave har været at opstille nogle tydelige rammer og guide dem, og så har de været hurtige til at finde sig til rette indenfor de rammer, siger han.

Mængden af legetøj har også været begrænset, da meget legetøj har været pakket væk på grund af rengøringskravene.

Rød-hvide bånd har siden genåbningen markeret de forskellige zoner, hvor børnene må lege. Børnene har ind imellem savnet at bruge legeredskaberne i de andre zoner, men de har i det store hele taget det flot og formået at finde på masser af sjove lege i egen zone. Fredag blev disse zoner endelig ophævet. Arkivfoto: Mette Mørk

- Men vi har tydeligt erfaret, at børnene faktisk ikke har behov for en masse legetøj, fortæller han og uddyber:

- De første par dage efter genåbningen kom flere børn hen til de voksne, fordi de kedede sig, men det vendte hurtigt. Det er noget af det, der er fantastisk ved børn - de nægter at kede sig. En-to dage, hvor de keder sig, så begynder de at finde på, og så kan et stykke legetøj pludselig være mange forskellige ting.

Børnene har også taget det flot at være udenfor fra morgen til eftermiddag i både regnvejr og bagende solskin.


Selvom det sker på en lidt trist baggrund, så synes jeg, coronakrisen har været en øjenåbner på mange måder.

Søren Uhre Christensen, leder


- Udenfor er der plads på en anderledes måde, og der er "højere til loftet", end når de er samlet på stuerne. Det giver færre konflikter, og så virker det mere inkluderende for de børn, der kan være lidt udsatte, forklarer Søren Uhre Christensen.

- Og så hører vi fra forældrene, at børnene har været rigtig dejlig trætte og nemme at putte om aftenen efter en god dag med masser af frisk luft, siger han med et smil.

Annonce

Læring gennem leg

Selvom restriktionerne gradvist bliver lempet, og hverdagen så småt går i retning af, hvordan hverdagen var, inden coronapandemien ramte Danmark, er det ikke ensbetydende med, at alt skal føres tilbage, som det var før.

- Nu handler det om at holde fast i det bedste af det, vi har lært under coronaen. Eksempelvis har Krystallen de seneste år haft et stigende børnetal og især haft mange i foråret. Måske man kunne forstille sig at lave en "corona-model" fra april til juni, hvor grupperne på skift er ude en måned i stedet for helt så mange børn pr. kvadratmeter i løbet af foråret, lyder det fra Søren Uhre Christensen.

Der bliver også en opgave i at indhente nogle af målene fra de læringsplaner, der har været lagt til side i corona-perioden. Til gengæld har både børn og pædagoger lært meget gennem leg, hvilket også har stor værdi ifølge lederen.

- Inden coronaen var medarbejderne på et kursus, der blandt andet handler om forskellige legestemninger; eurofisk leg, stille leg, vild leg, struktureret leg og fri leg. De seneste måneder har de virkelig haft god mulighed for at opleve de forskellige legestemninger i praksis, siger lederen, der helt overordnet glæder sig over, at de mange restriktioner gradvist bliver lempet.

- Den største udfordring, synes jeg, har været at navigere i de mange regler, når man som vi normalt er en meget værdibaseret institution i stedet for regelbaseret. Men i det store hele synes jeg, det er lykkedes at finde en god balance, siger han.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Mand på Østerstrand truede med at stikke folk med kniv: Sigtet for trusler på livet

Annonce