Annonce
Trekantområdet

Krisen har styrket Årets Bryggeri: Vi er fuldstændig tørlagt efter genåbningen

I starten af coronakrisen så det sort ud. 85 procent af salget forsvandt. Men i dag har bryggeriet fået flere nye kunder, en webshop og salget kører afsted. - Vi har fået det bedste ud af en virkelig dårlig situation, siger Philip Hulgaard, der har stiftet og ejer Bryggeriet Åben, der har base i Kolding. Arkivfoto: Søren Gylling
Bryggeriet Åben har fået en webshop, en udendørs pop-up bar og flere vinbutikker som kunder og som følge af coronakrisen. Lige nu går det så stærkt, at bryggeriet har indgået samarbejde med andre bryggerier om at producere efter bryghusets opskrift.

Kolding: 85 procent af salget gik til barer, da landet lukkede ned i marts, så der skulle tænkes nyt. Webshoppen kom på benene på ti dage, og de første dage blev øllet solgt over Facebook og Instagram. Krisen var total.

Men i dag er der fuld tryk på. Webshoppen leverer i hele landet, flere vinbutikker og supermarkeder sælger deres flaskeøl, og Åben har åbnet en udendørs pop-up bar i Kødbyen i København.

- Det har været en gigantisk succes med blandt andet baren i København. Derfor har vi heller ikke en dråbe i bryggeriet. Vi er fuldstændig tørlagt efter genåbningen, siger Philip Hulgaard.

Annonce

Der er netop kommet to nye tanke på bryggeriet i Kolding, og efter barerne er åbnet igen, har bryggeriet været nødt til at få produceret øl på andre bryggerier for at kunne følge med, indtil bryggeriet selv får udvidet kapaciteten.

- Vi har fået det bedste ud af en virkelig dårlig situation. Vi lod os ikke slå ud. Vi kunne godt sætte os ned og sige, at nu får vi corona-støtte, og så kommer vi igen om tre måneder. Det er bare ikke vores mentalitet. Vi skal finde en løsning, siger Philip Hulgaard, der har stiftet og ejer Bryggeriet Åben, der har base i Kolding.

Kæmpestort hul

Bryggeriet, der blev kåret som Årets Bryggeri i december 2019, havde i forvejen en bar i Aarhus og Roskilde inden coronakrisen ramte. Og stort set alt salg forsvandt de første dage efter nedlukningen.


Det er ikke rart at sige, men vi er faktisk kommet styrket ud på den anden side. Vi har været tvunget til at tage nogle beslutninger, vi skulle presses til.

Philip Hulgaard, stifter og ejer af Bryggeriet Åben


- Der var et kæmpestort hul i starten. Men vi fik faktisk holdt omsætningen på samme niveau som før. Men det har krævet mere mandskab. Det kræver mere at sælge øl på flasker til butikker end i fustager til barer. Samtidig må vi bare sige, at folk rakte hånden ud og støttede os i starten. Det har varmet helt vildt, fordi de ville have, at vi overlevede, siger Philip Hulgaard. Blandt andet købte en lokal Kolding-virksomhed en ølkasse til alle 700 ansatte for at støtte.

- Det er ikke rart at sige, men vi er faktisk kommet styrket ud på den anden side. Vi har været tvunget til at tage nogle beslutninger, vi skulle presses til, siger Philip Hulgaard, der ejer Bryggeriet Åben. Arkivfoto: Søren Gylling

I dag er spørgsmålet om overlevelse ikke på dagsordenen. Tværtimod. Salget af flaskeøl til supermarkeder og vinbutikker er steget markant. Samtidig har Bryggeriet Åben fået en webshop, så samlet set står bryggeriet styrket efter coronakrisen.

- Det er ikke rart at sige, men vi er faktisk kommet styrket ud på den anden side. Vi har været tvunget til at tage nogle beslutninger, vi skulle presses til. Det må dog ikke lyde som om, at corona er en god ting. Det er forfærdeligt. Men jeg er stolt af, at vores lille team har knoklet dag og nat, og vi sammen står stærkere efter corona, siger Philip Hulgaard.

Annonce

Vi står stærkere

Bryggeriet beskæftiger i dag tre ansatte på fuldtid i Kolding, og derudover er de seks deltidsansatte, der hjælper med at sætte etiketter på flasker og sende fustager af sted fra bryggeriet på Birkemosevej.

- Vi står stærkere, fordi vi nu har en webshop. Vi fik en masse nye kunder, da krisen ramte, blandt andet vinbutikker. Før har vi ikke haft fokus på at sælge flasker. Det var barerne, der var vores fokus, siger Philip Hulgaard, og fortsætter:

- Corona har betydet, at mange virksomheder har været tvunget til at omstille sig, inklusiv vores egen virksomhed. Vi vidste godt, at vi skulle have en webshop. Men det var punkt 27 på en lang liste. Men lige pludselig kunne vi ikke leve uden en webshop. Det viser bare, at du kan nå virkelig meget, hvis du bliver presset. Corona er ikke nogen god ting, men det viser, at du kan nå meget, når du skal, siger Philip Hulgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Politiet til stede i Korskærparken: Større indsats efter meldinger om hærværk og uønsket ophold i kældre

Annonce