Annonce
Udland

Kroat skal løfte norsk arv i spidsen for Europarådet

Nyvalgt generalsekretær for Europarådet vil styrke dialogen mellem de europæiske medlemslande.

Kroatiens udenrigsminister, Marija Pejcinovic Buric, er valgt som ny generalsekretær for Europarådet.

Det oplyser afgående generalsekretær, den norske Thorbjørn Jagland, skriver nyhedsbureauet AFP onsdag aften.

Den kroatiske minister vil dermed stå i spidsen for Europarådet de næste fem år.

Europarådet er en international institution, der er uafhængig af EU, med i alt 47 medlemslande. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er rådets hovedorgan.

Marija Pejcinovic Buric vandt posten over belgiske Didier Reynders.

Den nyvalgte generalsekretær sagde efterfølgende, at Europarådet er en afgørende institution for Europa.

- Vi har brug for mere dialog mellem medlemslandene og i Europarådet. Vi bliver nødt til at bevare multilateralisme, og denne organisation er en af hjørnestenene for den europæiske multilateralisme, sagde hun.

Marija Pejcinovic Buric overtager 1. oktober hvervet som generalsekretær fra Thorbjørn Jagland, der har siddet på posten de seneste ti år.

Europarådet blev oprettet i 1949 af ti europæiske lande, herunder Danmark. Formålet var at sikre fred og internationalt samarbejde efter Anden Verdenskrig.

Det er således også i dag en organisation, der arbejder for menneskerettigheder, og Europarådet står blandt andet bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Det er den konvention, der ligger til grund for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Thorbjørn Jagland vurderede i sin seneste årsrapport i april, at der er grund til at styrke Europarådet for at imødekomme fremtidens udfordringer.

Blandt hans bekymringer nævner han forsøg på at bringe domstole under politisk kontrol. Øget pres på journalister og ngo'er. Og modstand mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blandt nationalistiske grupper.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce