Annonce
Fredericia

Krydstogtturister er meget forskellige - men én ting har de til fælles

Cruisekoordinator hos VisitLillebælt, Helle Black, er den person i Fredericia, der kender krydstogtgæsterne bedst. Der er stor forskel på, hvad tyske, engelsk og amerikanske turister efterspørger, når de går i land i Fredericia. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter
Nogle vil gerne shoppe, andre vil ikke. Fælles for krydstogtturisterne er, at de kan lide, at der er liv i gaderne. Og så vil de smage forskellige bidder af Danmark.

Fredericia: Der er stor forskel på, om det er tyske, engelske eller amerikanske turister, der er ombord på de store krydstogtskibe, der anløber Fredericia Havn.

Og ingen i Fredericia har mere styr på, hvad de forskellige krydstogtturister går efter, end VisitLillebælts cruisekoordinator, Helle Black.

Forskellen ligger i, hvad de bruger penge på, hvis de da overhovedet shopper, når de går en tur igennem Fredericia. En ting har de dog til fælles: De vil gerne smage på Danmark.

- Tyskerne sætter sig ikke så ofte, som britiske og amerikanske turister gør. De spørger ofte, hvor de kan spise en is, fortæller Helle Black og fortsætter:

- Englænderne får gerne en øl eller en kop kaffe, mens amerikanerne er mere tilbøjelige til at spise wienerbrød eller smørrebrød, fordi de forbinder det med Danmark.

Glade for at shoppe

Hvor tyskerne hverken sætter sig ved en lokal cafe eller shopper, så er de britiske og amerikanske turister ifølge cruisekoordinatoren glade for at gå i butikkerne. Igen er der forskel på, hvad de går efter afhængigt af, hvor de kommer fra.

- Englænderne shopper meget ivrigt. Og det er i mainstream butikker som H&M såvel som mere lokale butikker. De kan rigtig godt lide markeder og små boder, som der er i Kanalbyen, fortæller Helle Black, der flytter sin arbejdsplads ned på kajen, når et skib anløber Fredericia, så hun er tæt på cruiseturisterne.

Hun tilføjer:

- Amerikanerne er glade for at gå i butikkerne, så de er rigtig glade for, at byen er åben og klar, når de kommer.

En ting, krydstogtgæsterne har til fælles, er, at de godt kan lide, at der er liv i bybilledet, når de går en tur gennem gågaderne. Det er en af grundene til, at VisitLillebælt, Fredericia Shopping og Fredericia Kommune indimellem laver aktiviteter, der er målrettet lokale turister og borgere.

- Selvom aktiviteterne er målrettet børn, så nyder krydstogtgæsterne at se, at der er liv i gaderne. De vil gerne se og møde lokalbefolkningen, der hvor de er.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce