Annonce
Erhverv

Kun få ledige parcelhusgrunde tilbage: Kommunen udstykker nye grunde

Der er kun få bebyggede grunde på Sivvænget i Pjedsted, men i 2018 er der kommet lidt gang i salget igen. Der er solgt to grunde. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Der er blandt andet solgt 13 grunde på Argentinervej, hvor der snart er udsolgt.

Fredericia: Fredericia Kommune solgte i 2018 20 parcelhusgrunde. Det fortæller Lene Dalgaard-Lassen fra Fredericia Kommune. Hun beskæftiger sig med salg af grunde til private.

Dermed er der kun 21 ledige grunde tilbage. Det er ikke nok, så derfor har byrådet besluttet at udstykke flere grunde. De solgte grunde ligger flere forskellige steder i kommunen.

På Argentinervej er der solgt 13 grunde, så der er her kun fem tilbage.

- Der er stadig efterspørgsel på de grunde, så det er kun et spørgsmål om tid, før vi har udsolgt på Argentinervej, fortæller Lene Dalgaard-Lassen.

I kvarteret Martine Christoffersensvej er der solgt fem grunde. Her er der kun fire ledige grunde tilbage, da en del af udstykningen er lavet om fra små grunde til større.

Desuden er der solgt to grunde på Sivvænget i Pjedsted, hvor der nu er 12 tilbage, da fem grunde er reserveret til tæt/lav bebyggelse.

Annonce

Der er stadig efterspørgsel på de grunde, så det er kun et spørgsmål om tid, før vi har udsolgt på Argentinervej.

Lene Dalgaard-Lassen

Udstykninger på vej i Taulov

Da købernes udvalg dermed er begrænset, er der nye udstykninger på vej. På Østergade i Taulov forventer Fredericia Kommune at kunne udbyde 34 parcelhusgrunde med en størrelse på mellem 800-1000 kvadratmeter i 2019.

- I Taulov har vi oplevet, at folk gerne vil have en vis størrelse på grundene. Generelt kan vi se, folk gerne vil kunne vælge mellem flere grunde, så det er godt, når der er noget for enhver smag og prisklasse, siger Lene Dalgaard-Lassen.

Desuden vil fynske Boda Ejendomsselskab opføre 80 rækkehuse på en udstykning - også ved Østergade. Det kommer til at ske i to etaper.

Derudover arbejdes der på at udvikle flere udstykninger i Fuglsang og Ullerup Nord.

Købere kommer også udefra

Politikerne har i årevis forsøgt at lokke nogle af de mange pendlere, der hver dag ankommer i bil eller tog til arbejde, til at bosætte sig i Fredericia. Ifølge Lene Dalgaard-Lassen er en del af køberne til grunde i Fredericia Kommune stadig fredericianere, men tendensen er, at der er flere udefra, som køber en grund og bosætter sig.

- De kommer både fra Fyn og de omkringliggende kommuner. Nogle kommer fra København og flytter tilbage til Jylland, men stammer ikke nødvendigvis fra Fredericia, fortæller hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce