Sneen kom til vort område ved middagstid denne dag og blev ved til hen under aften. Ikke i store mængder, men nok til at sneen dækkede og lyste op på markerne og på skovens træer og planter.
Om eftermiddagen tog jeg kameraet med ud i snevejret for at se, om jeg kunne videregive stemningen på sådan en snevejrsdag. Nogle af billederne her skulle gerne illustrere dette.
At gå en tur i skoven i sådan et stille snevejr er en speciel oplevelse. Ingen fodspor i sneen foran dig, du er den første, der betræder det jomfruelige snedække. Alt omkring dig er hvidt og stille, du har nærmest samme følelse som, hvis du bevæger dig rundt inde i en dyne, hvis du da ellers har prøvet det.
Så man kan sagtens forstå forfatteren Helge Rode, da han i 1896 skrev digtet ”Der er ingenting i verden så stille som sne”.
De følgende dage var det et skønt frostvejr med dagtemperaturer under frysepunktet. Inde fra skoven kunne jeg høre sangsvanerne ude på fjorden. De kommer typisk til vores fjord fra nord, når det kolde vejr sætter ind. Deres trompeterende sang er den rene ørenfryd og fortæller, at nu er det vinter.
Det klare frostvejr fik lokket man
ge mennesker ud af stuerne. Det var også en god måde at få lidt motion efter indtagelse af al den fede julemad.
Børnene morede sig ekstra med at kælke i sneen. Synet af det fik mig til at tænke tilbage på mine egne barndomsår om vinteren i Horsens.
Det var dengang, der var vintre til! Når det var frostvejr, cyklede vi over til skøjtebanen i Bygholm Park. De fleste af os havde ikke så fine ishockey- eller kunstskøjter som nutidens børn, men blot løse skøjter, som vi spændte på støvlerne.
Og så gik det ellers med fuld fart ud over isen, indtil man enten stødte på en knot på isen eller skøjterne pludselig løsnede sig og røg af. Pladask! - sagde det så og man satte sig på halen med masser af blå mærker til følge.
Og så gik det ellers med fuld fart ud over isen, indtil man enten stødte på en knot på isen eller skøjterne pludselig løsnede sig og røg af. Pladask! - sagde det så og man satte sig på halen med masser af blå mærker til følge.
Vi spillede også ishockey, ikke med en fin stav, men vi fandt gerne en gren, hvis form kunne minde om ishockey stavens. Som puck brugte vi et rundt stykke træ. Det morede vi os gevaldigt med og skulle man blive ramt af pucken, ja, så gik det ikke så galt, som hvis det havde været en rigtig puck af hård gummi.
Ved skøjtebanen kunne man købe kandiserede æbler. Uhm! - hvor de smagte. Ligeledes var der en bod, hvor de bagte vafler. Det duftede skønt, og næseborene kom på overarbejde, når man løb tæt forbi boden og hvis pengene ellers rakte, ja så kunne man også købe og smage dem.
Nå - tilbage til nutiden. I skrivende stund er det stadig frostvejr og smukt hvidt udenfor, men vejrudsigten melder om tøvejr og regn, som vi kender det danske vintervejr alt for godt.
Vi er dog heldige at bo et sted på kloden, hvor vejret hele tiden forandrer sig. Her er altid godt vejr for nogle af os. Her om vinteren vil nogle helst have grader i plus, medens andre vil have frost og sne.
Så det er ikke nemt for Vor Herre at gøre os alle tilfredse på en gang. Godt, at det ikke er dig eller mig, der skal bestemme vejret, for så ville der vist først blive ballade!
