Annonce
Danmark

Lægeformand vil have familiejulefrokosten skrottet: - Tricket bliver at holde jul uden at slå bedstemor ihjel

Joachim Hoffmann-Petersen er ved siden af sin post som formand for Dansk Selskab for Anæstesiolog og Intensiv Medicin også ansat som overlæge på OUH Svendborg . For nylig meddelte han desuden, at han stiller op som folketingskandidat for Konservative. Arkivfoto:  Birgitte Carol Heiberg
Man bør droppe større familiejulefrokoster for at skåne bedstemor og bedstefar, mener formanden for de danske intensivlæger. Virolog maner til besindighed, men erkender, at julen er en risikofaktor. Derfor kan det være fornuftigt at begrænse sin sociale omgangskreds og blive testet inden juleaften.

Corona: - Tricket bliver at holde jul uden at slå bedstemor ihjel.

Sådan lyder julens vigtigste opgavebeskrivelse fra formanden for de danske intensivlæger, Joachim Hoffmann-Petersen, der med en vis bekymring går julen i møde. Han mener nemlig, at den nytiltrådte direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum har en pointe, når han udtrykker bekymring for julen under en coronaepidemi.

- Hvis ikke vi virkelig, virkelig passer på, så risikerer vi, at epidemien løber løbsk, lød det fra Henrik Ullum i et interview med TV2 tirsdag, hvor han kalder julen for den potentielt største udfordring under epidemien

Annonce

En unødvendig risiko

Familier mødes i juledagene på tværs af generationer og landsdele, og særligt ældre eller syge, som vi forsøger at skærme under epidemien, udsættes derfor for smitterisiko. Og det kan sprede smitten til sårbare danskere og øge presset gevaldigt på sygehusene. Derfor bør danskerne droppe den traditionelle familiefrokost efter juleaften, mener Joachim Hoffmann-Petersen.

- Den der julefrokost 2. juledag skal aflyses. Punktum. Det er unødvendig risiko, og man kan godt holde julefrokost i marts måned, og ellers må man vente til påsken, hvor vi har styr på vaccinen. Så har vi løst noget af problemet, siger han.

Ifølge Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), er flere sygehuse allerede på nippet til at aflyse operationer. Holder danskerne fast i familiejulefrokosten, risikerer særligt flere ældre at blive indlagt, og det vil resultere i netop aflysninger af operationer, mener Hoffmann-Petersen.

- Der er ofte ganske mange til julefrokosterne, og der er små børn og ældre tilstede, og man mødes fra forskellige steder i landet, siger han og fortsætter:

- Indtil videre har vi klaret os fint under på epidemien, fordi vi har en super gunstig aldersfordeling i forhold til andre lande. De unge bliver nærmest aldrig indlagt, og dem der dør er hovedsageligt dem over 70.

Annonce

Virolog forudser muligt pres

Hvis man absolut vil holde familiejulefrokosten bør man minimere antallet af deltagere og eksempelvis kun holde julefrokost med de samme personer, man har holdt juleaften med, mener han.


Den der julefrokost 2. juledag skal aflyses. Punktum. Det er unødvendig risiko, og man kan godt holde julefrokost i marts måned, og ellers må man vente til påsken, hvor vi har styr på vaccinen.

Joachim Hoffmann-Petersen, formand for de danske intensivlæger


En af landets førende viruseksperter – virolog Søren Riis Paludan fra Aarhus Universitet – vurderer også, at julen udgør en risiko for en opblusning af coronasmitten, og kan være en af de store styrkeprøver, før vaccinen forhåbentlig kommer i starten af det nye år og bliver et nyt våben mod epidemien.

- Men jeg ser ikke risiko for eksponentiel opblomstring, for vi har restriktioner, der virker ret godt. Så kurven bliver ikke stejlere, men forbliver lineær. Men vi kan godt se ind i, at vi presser sundhedsvæsenet noget mere, siger virologen.

I modsætning til Joachim Hoffmann-Petersen ser han umiddelbart ikke grund til at aflyse den traditionelle familiejulefrokost, men kalder det fornuftigt at mindske antallet af deltagere. Er der eksempelvis flere end 15 deltagere, synes han heller ikke, at det er en god ide at holde julefrokosten.

- Men vi skal også passe på med, hvor meget vi lige begrænser folks frihed i en pandemi, som vi i og for sig har ret godt styr på, siger han.

Annonce

Ingen fare for hjemrejser

Især hovedstadskommunerne er lige nu ramt af høje smittetal, der blandt andet tirsdag fik regeringen til at indføre særlige lokale restriktioner. Hverken Joachim Hoffmann-Petersen eller Søren Riis Paludan mener dog, at der eksempelvis bør indføres restriktioner om bevægelse på tværs af landsdele, så folk fra hovedstadsområdet eksempelvis ikke får mulighed for at rejse til Jylland eller Fyn for at holde jul.

- Nu må vi lige klappe hesten. Og vil man virkelig være på den sikre side, kan man tage en test og selvisolere sig, indtil man får svaret og så rejse hjem. Vi er slet ikke i forårsscenariet og vi har et meget stærkere sundhedsvæsen til at håndtere det, siger Søren Riis Paludan.

Til gengæld peger de begge på, at det kan være en god ide at begrænse omgangskredsen og eventuelt lade sig teste, inden man skal holde jul med ældre eller sårbare familiemedlemmer. Omvendt kan det sætte testkapaciteten under gevaldigt pres, hvis alt for mange testes lige før juleaften.

- Men plejer man normalt at se alle sine venner inden jul, kan man se dem 1. december og så have minimal kontakt i tiden, før man rejser hjem og besøger bedstemor, siger Søren Riis Paludan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce