Annonce
Fredericia

Lækkerbisken-alarm: Brødrene Guf er snart klar

Brødrene Guf åbner om få dage her i Gothersgade, mellem Flair og Kims Køkken. Foto: Peter Friis Autzen
Om få dage forventer Brødrene Guf at slå dørene op til Fredericias nye "sødthus". Indehaveren har været bidt af noget sødt siden et fritidsjob i barndommen.
Annonce

Fredericia: Der bliver ikke kun til den søde tand, men til hele det søde tandsæt, når Brødrene Guf om få dage slår dørene op til den nye butik i Gothersgade.

Indehaver Chanett Willemoes har længe trippet for at byde de første gæster indenfor i det, hun betegner et sødthus. Men overfyldte håndværker-kalendere og sommertravlhed i den anden Brødrene Guf-butik, der ligger på Brovejen i Middelfart, har udskudt åbningen lidt.

- Jeg ville gerne have åbnet allerede 1. september, men det kunne vi ikke nå. Og lige som med de søde sager i butikken, går jeg op i at gøre det ordentligt. Hellere vente lidt længere på noget, som så til gengæld er rigtig godt, siger Chanett.


Der er så meget godt i Fredericia. Jeg glæder mig til at åbne.

Chanett Willemoes


Hun håber at slå dørene op fredag 25. september eller lørdag 26. september. Udvalget er blandt andet belgiske vafler, pandekager, flødeboller og kager. Alt er lavet fra bunden.

- Ikke noget miskmask her. Vi laver det hele selv, og vi elsker det, siger Chanett.

Butikken handler kun med søde sager. Altså ingen "almindelig" mad. Til gengæld kan man både spise ved butikkens caféborde eller tage med hjem. Eller spise på vej hjem.

Annonce

Det søde bed sig fast

Allerede som stor pige blev Chanett bidt af den søde tand.

- Jeg fik et fritidsjob i en feriekoloni. I begyndelsen skulle jeg bare skrælle kartofler, men i løbet af den første sommer kom jeg tættere på økonomaen og blev hendes højre hånd, siger Chanett.

Økonomaen var af den gamle skole med styr på både håndværk og faglig stolthed. Alt blev lavet fra bunden, og hvis det tog lang tid, måtte man jo bare begynde lidt tidligere for at være klar til tiden.

- Hun lærte mig om kager og søde sager. Og om hvor godt det smager, når det er lavet helt rigtigt. Jeg fik det ind med ske og kagegaffel, siger Chanett.

Hvorfor hedder butikken Brødrene Guf?

- Det skyldes mine to drenge, Alfred og Frederik. De har begge en sød tand. De er simpelthen brødrene guf. Så navnet lå lige for.

Chanett glæder sig til at byde fredericianerne indenfor med seks åbningsdage om ugen.

- Der er meget godt ved Fredericia. Livet i gågaden og de mange hjælpsomme nabobutikker, for eksempel. De andre butikker har virkelig været søde og hjælpsomme, mens vi har knoklet for at blive klar, siger hun.

Lokalerne bærer stadig præg af håndværkertravlhed og klargørings-indsats. Men indehaver Chanett Willemoes håber på - og regner med - at være klar enten fredag 25. september eller lørdag 26. september. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FC Fredericia

Se målene: 45 gode minutter var ikke nok for FC - tabte til Esbjerg i topkampen

Fredericia

Mundbinds-præcisering: Der er stadig besøgsrestriktioner på plejehjemmene

Annonce