Annonce
Vejle

Thulesen Dahl møder modstander af Billundbanen - i toget til Vejle

Avisen havde på forhånd reserveret en lille sektion i lyntoget mod København, så der var plads til fra venstre Kristian Thulesen Dahl , Birgitte Vind, lufthavnsdirektør Jan Hessellund og banemodstander Martin Fogh Skovlyst. Foto: Morten Pape
Kristian Thulesen Dahl (DF) og Birgitte Vind (S) tog toget fra Thyregod til Vejle, inviteret af Vejle Amts Folkeblad. Lufthavnsdirektør Jan Hessellund og banebekæmper Martin Fogh Skovlyst var også med - og så blev Billundbanen diskuteret.
Annonce

Vejle: Det er da ikke rimeligt at stå på et tog i Thyregod, hvor der står til "CPH Lufthavn".

Lufthavnsdirektør Jan Hessellund har sat sig på sin vinduesplads i lyntoget mod København. Vi har netop forladt Thyregod Station. Indtil Vejle kører IntercityLyn 746 som regionaltog. Først derfra kommer der fart på med kurs mod lufthavnen i Kastrup.

Det er ikke dér, Jan Hessellund er direktør. Han står i spidsen for Kastrups største indenlandske konkurrent - Billund Airport. Og det er i den egenskab, han er inviteret med på dagens togtur. Jan Hessellund kæmper nemlig for, at lufthavnen i Billund får direkte tog til døren - akkurat som konkurrenten.

Der er ikke nok toiletter i toget - det kunne vi gøre noget ved.

Pige, der passerede selskabet midt i debatten om Billundbanen

Annonce

Arg modstander

På nabosædet har avisen anbragt Martin Fogh Skovlyst - en af de argeste modstandere af det 900 millioner kroner dyre baneprojekt. IT-specialisten fra Aast får banen som nabo, men det er mest samfundsøkonomien i projektet, han har fokus på.

Lige over for Martin Skovlyst sidder den mand, der om nogen er blevet synonym med Billundbanen - Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han har siden 2013 argumenteret for banen i en grad, så den har fået kælenavnet Tulle-banen.

Til venstre for DF-formanden sidder Birgitte Vind. Den socialdemokratiske folketingskandidat indrømmer selv, at hun er lidt splittet i forhold til banen:

Som byrådsmedlem i Vejle har hun argumenteret for banen, fordi den vil være med til at fremtidssikre den lufthavn, som Vejle Kommune er storaktionær i. Men hun er bekymret for banens indflydelse på hovedstrækningen mellem Vejle og Herning/Struer - især hvis den ikke blive elektrificeret.

Annonce

Der skal strøm på

Her har hun opbakning fra lufthavnsdirektør Jan Hessellund. I sit forsvar for investereringen er han helt enig i, at der skal køre eltog så snart som muligt, og at driften skal indpasses, så den ikke ødelægger forbindelserne fra Vejle mod nordvest:

Så sent som lørdag indrykkede lufthavnen en stor annonce i denne avis, hvor man under overskriften "Flyvende tog" argumenterede for jernbanelinjen. Og det er nogle af de samme argumenter, Jan Hessellund finder frem denne søndag eftermiddag i togkupéen:

- I dag er det kun fem procent af vores passagerer, der bruger offentlig transport. Mange bliver hentet og bragt i bil, og mange kommer i bil. De skal parkere ved lufthavnen, og da vores passagertal bliver ved med at stige, vil det øge presset.

- Derfor har vi brug for en kollektiv løsning - og bus er ikke det samme som tog. Vi har bedt Epinion om at undersøge holdningen hos vores passagerer, og 34 procent siger, at det vil være attraktivt at bruge tog i stedet for bil, siger Jan Hessellund.

Vælgerne

Martin Skovlyst

45 år.

Arbejder som IT-specialist.

Bor i Aast tæt på Billlund Lufthavn.

Manden bag en stor del af modstanden mod Billundbanen.

Jan Hessellund

49 år.

Direktør for Billund Lufthavn.

Bor i Horsens.

Mener, at en jernbane vil være med til at sikre Billund lufthavn fortsat vækst.

Annonce

Vi tænker på jysk

Martin Fogh Skovlyst har også fundet tal og statistikker frem til turen. Akkurat som i det borgerforslag mod banen, som gruppen "Stop Billundbanen" har indsendt til Folketinget, peger han på, at banens pris plus driften vil påføre samfundet et tab på 50 millioner kroner i hele banens levetid:

- Den omkostning er de ekstra 11.000 passagerer om året ganske enkelt ikke værd, siger han med henvisning til beregninger fra DSB og Trafikstyrelsen, der viser, at det er det antal ekstra-passagerer, en Billundbane vil trække til kollektiv trafik om året.

- Jeg sidder som formand for en skolebestyrelse, og jeg ved, hvor meget vi er nødt til at vende og dreje hver eneste krone og afskedige lærere. Og så skal man se på, at der bliver puttet halvanden milliard kroner i et projekt, der ikke rigtig giver gevinst. Der er vi så meget jyde ude omkring os, at hvis det giver gevinst, vil vi godt investere - det er der bare ikke her, siger Martin Skovlyst.

Politikerne

Birgitte Vind (S)

53 år.

Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Vejle Syd-kredsen.

Ledende pædagog på Petersmindeskolen i Vejle.

Bor i Jelling.

Er fortaler for Billundbanen, men bekymret for den øvrige jernbanetrafik på strækningen Vejle-Struer, hvis ikke den bliver elektrificeret.

Kristian Thulesen Dahl

Formand for Dansk Folkeparti og opstillet i Vejle Nord-kredsen.

49 år.

Bor i Thyregod.

Af mange udnævnt som politikeren, der har bragt Billundbanen ind i det store togforlig tilbage i 2014. Tidligere medlem af bestyrelsen for Billund Lufthavn, da han sad i Vejle Byråd.

Annonce

Tak til Herskind & Co.

Men kan det så det? Ja - siger en anden jyde, Kristian Thulesen Dahl:

- Helt lavpraktisk kan man sige, at hvis vores forfædre havde haft den samme indstilling til det her, så var der meget i vores område, der ikke var blevet til noget. Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen (V) og andre fremsynede mennesker som ham fik bygget en lufthavn op i Billund til det, den er i dag. En regnekalkule dengang havde måske vist, at det var mere rentabelt at lægge lufthavnen vest for Aarhus. Så havde vi haft én stor lufthavn der i stedet, for det var jo alternativet.

- Jeg diskuterer infrastruktur stort set hver dag og ser, hvor store milliardinvesteringer der er i Københavns-området. I samme infrastrukturplan, som vi diskuterer her, er der sat 2,5 milliarder af til en ekstra togstation i Kastrup Lufthavn.

- Når du nævner skoler, tænker jeg på, at hvis vi gjorde alting op i et McKensie-regneark, ville vi lukke mange flere små skoler, fordi det bedre kunne betale sig at samle børnene på store skoler - men det gør vi ikke, fordi vi ved, at skolen er et omdrejningspunkt i de små samfund, siger Kristian Thulesen Dahl.

Med tog til lufthavnen

En jernbane til Billund er en del af to store trafikforlig - Togfonden DK fra januar 2014 mellem den daværende regering med Socialdemokratiet, SF og Radikale støttet af Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Banen er også en del af den nuværende regerings udspil om ny infrastruktur - dog uden elektrificering.

Ifølge de foreløbige beregninger vil banen koste cirka 900 millioner kroner. Banedanmark har konkluderet, at projektet har en negativ samfundsøkonomisk forrentning. Vurderingen lyder på 50 millioner kroner om året i banens levetid. Samlet regning cirka 1,5 milliarder kroner

Planen er at koble banen på den nuværende jernbanelinje mellem Vejle og Herning/Struer.

Der er undersøgt flere linjeføringer - to med udgangspunkt i Jelling på 19-20 kilometers længde og en alternativ linje fra Gadbjerg på cirka 14 kilometer.

Banedanmark vurderer, at der vil gå cirka fem-seks år, fra beslutning og finansiering er på plads, til banen vil kunne tages i brug. I forhold til Togfonden lød buddet på november 2024.

Annonce

Dansk Folkeparti forvirrer mig

I sædet ved siden af er Birgitte Vind ivrig efter at komme til orde. Hun repræsenterer et parti, der for fem år siden indgik den store togfondsaftale med blandt andet Dansk Folkeparti - og det er det forlig, hun nu oplever Dansk Folkeparti løbe fra:

- Jeg er forvirret over, hvad Dansk Folkeparti siger om togdrift i vores område. Et er Billundbanen, noget andet er, om vi får en dieselbane eller en med el. En del af forliget fra 2014 var jo, at der skulle elektrificeres på strækningen mellem Vejle og Struer. I det forlig, I nu har indgået, står der ikke et ord om el. Og så bliver jeg bekymret. Vi kan ikke være bekendt at anlægge en dieseldrevet bane. Den skal være fremtidssikret.

- I har sagt, I ikke er med i resten af togfondsaftalen. Jeg kan ikke se, hvad I vil. Vi er optaget af kollektiv trafik og for at få betjent Billund Lufthavn. Men det skal ske bedst muligt, og som det ser ud lige nu, kan jeg ikke bakke op, fordi man ikke fået løst udfordringen med Vejle-Struer-strækningen. Det må komme først, fastslår Birgitte Vind

Kristian Thulesen Dahl skulle videre til København, så han havde en lille rejsetaske med, mens Martin Skovlyst skulle blive i området. Han havde forladt sin tante Grethas 70-års fødselsdag et par timer for at være med. Men da hun vil få Billundbanen tæt på, havde hun ifølge nevøen ingen problemer med, at han brugte tid på at tale banen ned. Foto: Morten Pape
Annonce

Løsninger i alles interesse

På det seneste er lokalhistoriker og baneentusiast Vigand Rasmussen kommet med et bud på, hvordan man ved hjælp af togsammenkoblinger i eksempelvis Gadbjerg kan sikre gennemkørende tog på niveau med i dag på Struer-banen - og samtidig få passagerer til Billund fra eksempelvis Odense uden skift.

De forslag har lufthavnsdirektør Jan Hessellund også set. Derfor tror han på, at man kan finde løsninger, der er i alles interesse. Og i forhold til Martin Skovlyst skepsis mener han, at de samfundsøkonomiske beregninger glemmer at tage hensyn til den nuværende biltrafik til og fra lufthavnen.

Der skal mere end en halv times togtur mellem Thyregod og Vejle til at overbevise Martin Skovlyst om nødvendigheden af en Billund-bane. Og argumenterne om de store infrastrukturprojekter i Købehavn giver han ikke noget for:

- Dårlige investeringer et sted kan vel ikke retfærdiggøre, at man gentager dem hos os, konstaterer han, inden toget ruller ind på Vejle Banegård.

Og én ting er alle omkring det lille DSB-bord enige om, inden gruppen skilles:

Der skal træffes en beslutning nu. Det skylder man ganske enkelt de grundejere, der måske skal lægge jord til baneforbindelsen.

Selskabet blev mødt af demonstranter, der bestemt ikke mener, at der skal bruges 900 millioner kroner på at anlægge banen og 50 millioner kroner om året i drift, som Banedanmark og Trafikstyrelsen har regnet sig frem til. Foto: Morten Pape
Annonce

Lyt til hele debatten her

Avisen optog hele den 30 minutter lange debat henover bordet i togvognen. Som indledning argumenterede lufthavnsdirektør Jan Hessellund og banemodstander Martin Fogh Skovlyst inden først Kristian Thulesen Dahl (DF) og Birgitte Vind (V) fik ordet - og derfra fløj argumenterne frem og tilbage indtil vi nåede Vejle. Lyt til hele den uredigerede optagelse her:

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce