Fredericia: Hvad skal Fredericia Dagblad undersøge næste gang? Det spørgsmål stillede vi vores læsere gennem en afstemning, der løb over en uge.
”Jeg undrer mig over, at græs og ukrudt ikke fjernes fra fortove og cykelstier. Mange steder kan man kun gå på halvdelen af fortovet.”
Sådan lød et læserspørgsmål stillet af Søren Christensen. 37 af vores læsere synes, at det var lige præcis det spørgsmål, Fredericia Dagblad skulle forsøge at grave svaret frem på. I alt deltog 77 i afstemningen, og 14 ønskede, at vi skulle undersøge, hvor pap- og flaskeindsamlingscontainerne var blevet af, mens 26 gerne ville have svar på, hvordan det kunne være udvikling, at kommunen var gået over til nedgravede affaldscontainere flere steder fremfor de gamle på hjul.
Det er dog også vores klare opfattelse, at udfordringen med overbegroede offentlige arealer er en udfordring, flere af vores læsere støder på i ny og næ, og derfor rækker vi ud til jer.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Send et billede
Er der et specifikt område, en gade, en rundkørsel, et fortov eller lignende, hvor græs og ukrudt vokser lige lovlig hidsigt i din optik? Så vil vi meget gerne, hvis du vil tage et billede og sende til os på redaktionen. Billedet kan sendes til kajen@jfmedier.dk.
Det er vigtigt, at det tydeligt fremgår, hvor og hvornår billedet er taget.
Så vil vi samle jeres billeder og tage dem med på kommunen. Her får vi forhåbentlig svar på, hvorfor nogle fortove og cykelstier ikke er fri for ukrudt og græs.
Er der noget, du undrer dig over, når du tænker byudvikling i Fredericia Kommune? Så stil dit spørgsmål i formularen herunder. Du kan læse mere om projektet her.