Annonce
Sport

Løchte og tysk makker åbner French Open med sejr

Claus Bech/Ritzau Scanpix
Frederik Løchte og Tim Pütz blev brudt en enkelt gang, men vandt ellers rimelig sikkert i to sæt.
Annonce

Den danske tennisspiller og Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen er klar til anden runde af grand slam-turneringen French Open i Paris sammen med sin tyske doublemakker Tim Pütz.

Den erfarne duo måtte ganske vist se sig brudt en enkelt gang i løbet af kampen, men med tre servegennembrud den anden vej tog Løchte og Pütz en forholdsvis sikker sejr på 6-4, 6-4 over et italiensk par.

Den 37-årige dansker og hans fem år yngre makker udnyttede den ro, som deres større erfaring gav i duellen mod 28-årige Stefano Travaglia og Lorenzo Sonego.

Det dansk-tyske par brød modstanderne blankt i kampens første serveparti og satte sikker kurs mod sætsejr med endnu et brud til 5-2.

Italienerne tog straks bruddet tilbage og holdt selv serv. Men efter fire sætbolde i egen serv tog Løchte og makkeren sættet hjem med 6-4.

I andet sæt var det igen tæt på et tidligt brud, men i et maratonparti formåede italienerne at holde serv trods fire breakbolde imod sig undervejs.

Bruddet kom i stedet til 4-3, hvorefter Løchte og Pütz holdt serv to gange og gentog cifrene fra første sæt.

I anden runde venter enten de 11.-seedede australiere John Peers og Michael Venus eller parret med nordmanden Casper Ruud og serberen Miomir Kecmanovic.

Frederik Løchte har en enkelt grand slam-titel på meritlisten, da han i 2012 triumferede i herredouble ved Wimbledon sammen med englænderen Jonathan Marray.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Smittetallet steget med fem

Danmark

Få overblikket: Her er de nye restriktioner, der gælder fra mandag

CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Annonce