Annonce
Trekantområdet

Lad bare ukrudtet stå: Nye vildnisser kan være på vej i Vejle

- Det her redder ikke naturen fra den biodiversitetskrise, den står i, men det her er med til at skærpe opmærksomheden og vise, at ændring af gamle vaner giver positive forandringer lige uden for Hr. og Fru. Børkops dør. Rom blev heller ikke bygget på en dag, siger Poul Mortensen fra Børkop. Han fik gennem Børkop Lokalråd Vejle Spildevand til at droppe sommerslåningen rundt om regnvandsbassinet på Skolebakken. Foto: Michelle Madsen
Vejle Spildevand åbner for at lade græs og ukrudt gro til gavn for naturen rundt om de 250 regnvandsbassiner i kommunen. Men det kræver enighed blandt naboerne.
Annonce

Vejle Kommune: - Nej, se der er en Almindelig Blåfugl. Det er første gang, jeg ser sådan en her. Det ville du slet ikke have set, hvis det bare var græs, siger Poul Mortensen, imens han begejstret finder mobilkameraet frem for at forevige sommerfuglen.

Græshopper synger, og bierne brummer ved regnvandsbassinet på Kragelundvænget i Børkop. Der er sket en opblomstring af liv og arter rundt om bassinet, efter Poul Mortensen via Børkop Lokalråd opfordrede Vejle Spildevand A/S til at holde igen med at barbere planter og blomster ned til strittende totter.

Nu åbner Vejle Spildevand for, at andre borgere og foreninger nær selskabets godt 250 regnvandsbassiner på samme vis kan søge om, at selskabet dropper sommerklipningen.

- Det kræver bare en aftale og en kontakt til os, hvor vi lige bliver enige om, hvordan vi gør. Så skal man opnå en vis enighed med naboerne til bassinet, da det ikke lige er alle, som begejstret for, at områderne står i flor, siger Claus Christensen, der er produktionschef i Vejle Spildevand.

Annonce

"Lort og lagkage"

Det hele begyndte, da Poul Mortensen juni 2019 undrende kløede sig i håret over, hvorfor spildevandsselskabet kappede toppen af græsset ved regnvandsbassinet på Kragelundvænget.

- Man slog liv og diversitet ihjel, for der er altså ikke meget liv eller variation i nybarberet græsplæne. Og så kunne jeg som vandforbrugere heller ikke forstå, hvorfor jeg skulle betale penge for unødvendige klipninger, siger Poul Mortensen, der også er en del af Bionetværk Børkop.


Spildevand er jo både lort og lagkage. Men det her må siges at være lagkage.

Poul Mortensen.


Det krævede ikke meget mere end opbakning fra Børkop Lokalråd og et kaffemøde med Vejle Spildevand, før det blev ændret. Ved bassinet kan Poul Mortensen nu udpege planter som Kællingetand, Vild gulerod, Mjødurt og mange flere, som nu har fået mulighed for at udvikle sig. Og så fulgte sommerfuglene, bierne og andre insekter med.

- Spildevand er jo både lort og lagkage. Men det her må siges at være lagkage. Der skal lyde stor ros til Vejle Spildevand for at lytte til os. Det er kanon, at andre kan søge nu. Jeg ved godt, at ikke alle er begejstret for det, som nogen kalder for ukrudt. Frygten for mælkebøtter er for nogen større end frygten for arternes udryddelse, men som Peter Plys vist sagde: "Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende", siger Poul Mortensen.

Annonce

En konkret vurdering

Det kræver en vurdering af hver enkelt regnvandsbassin for, om det kan lade sig gøre at slå græsset færre gange.

- Selvom det ser pænt ud, så er et regnvandsbassin i bund og grund et teknisk anlæg. Derfor skal vi som spildevandsselskab sikre os, at det virker og har tilpas volume, når det regner. Når det er sagt, kan vi godt reducere klipningen rundt om mange af bassinerne, siger Claus Christensen, produktionschef i Vejle Spildevand.

Det kommunale selskab er i højere grad begyndt at tænke natur ind, når der bygges anlæg. Før i tiden lagde man muld omkring bassinerne for at skabe en næringsrig jord for græsset. Men vilde blomster kan bedre slå rødder, når jorden er næringsfattig, og nu har selskabet ændret praksis.

Ønsker du et vildere regnvandsbassin?

Vejle Spildevand har etableret omkring 250 regnvandsbassiner i Vejle Kommune.

Selskabet er åbne overfor at lade naturen gro mere vildt omkring flere af disse bassiner. Hvis de rette betingelser er opfyldt, og hvis det kan besluttes formelt i grundejerforeningen, kan der ansøges om godkendelse hos Vejle Spildevand til at sommerslåningen i juni udelades.

Med egen frivillig indsats og finansiering til etablering og vedligehold, kan der efter godkendelse fra Vejle Spildevand indgås aftale om yderligere tiltag.

Henvendelse sker til Ulrik Bindeballe Jensen, ingeniør hos Vejle Spildevand, på mail ulrje@vejlespildevand.dk. I mailen angives navn på forening eller interessent, stednavn og bassinets matrikelnummer.

Og der er ikke de store udfordringer forbundet med at lade græsset stå, lyder det.

- Hvis flere gerne vil have slået græsset senere på året, kan det godt være, at vi kommer til at have et logistisk problem med at nå det hele. Kommer vi dertil, så tager vi den derfra, siger Claus Christensen, produktionschef i Vejle Spildevand.

I Børkop taler Poul Mortensen varmt for, at andre benytter sig af muligheden for vildere regnvandsbassiner.

- Nu gælder det for fodboldklubber eller grundejerforeninger til at komme ud af busken og få spurgt om lov, siger han.

En Almindelig Blåfugl dukkede pludseligt op ved bassinet på Skolebakken i Vejle. Foto: Michelle Madsen
Mjødurt, Pomerans-høgeurt og Kællingetand er bare nogle af de planter, som har fundet vej til brinkerne ved regnvandsbassinet, efter at sommerslåningen i juni er blevet droppet. Foto: Michelle Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Politi og frivillige fortsætter søgningen efter forsvundne Jørgen: Håber hjemvendte vil kigge i garagen og haven

Fredericia

Mand på Østerstrand truede med at stikke folk med kniv: Sigtet for trusler på livet

Annonce