Annonce
Debat

Landbrugsforhandlinger: Det er altafgørende, at regeringen spiller med åbne kort og lægger deres udspil frem nu

Troels Lund Poulsen. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Læserbrev: Det kom mildest talt som lidt af et chok for mig, da regeringen pludselig meddelte, at de har droppet at fremlægge deres landbrugsudspil.

Det var jo planen, at det skulle være startskuddet til de kommende landbrugsforhandlinger, og vi havde i Venstre set meget frem til at læse regeringens udspil.

Tidligere minister Mogens Jensen havde nemlig på forhånd lovet et udspil, der både ville gøre landbruget grønnere, men samtidig sikre, at erhvervet fortsat er stærkt og konkurrencedygtigt.

Annonce

Men nu er regeringen altså vendt på en tallerken. Der bliver ikke fremlagt noget udspil. Hvis der lå et udspil klar, har regeringen besluttet, at det bliver liggende i skuffen.

Og som en form for røgslør for den meget mærkværdige opførsel indkaldte regeringen med ganske kort varsel til en stor online-konference i uge fem, hvor organisationerne og politikere var inviteret.

Selvom jeg og Venstre finder det både nobelt og nødvendigt at inddrage og høre organisationerne i denne her proces, så undrer hele denne mystiske misere mig godt og grundigt.

Det er som om, regeringen har glemt, at de er i regering. Det er nu engang regeringen, der sidder for bordenden med det ansvar, der følger med. Det er regeringen, der må lægge en plan på bordet, som vi kan forhandle ud fra.

For mig at se er det ildevarslende for landbruget, at regeringen ikke har modet til at spille med åbne kort. Noget holdes skjult, og det må betyde, at planen indeholder elementer, som man ikke tør vise frem i dagslys.

Den frygt bakkes op af lækkede oplysninger til LandbrugsAvisen tilbage i november 2020, som viste, at udspillet både skulle indeholde ukompenserede byrder til landbruget og en reduktion i den direkte landbrugsstøtte.

Meget tyder altså på, at regeringens flotte ord om ambitionerne for et stærkt dansk landbrug var tomme løfter. En sandhed, der også er gået op for regeringen, siden den altså valgte at lade sit længe ventede landbrugsudspil blive liggende i skuffen.

I Venstre vil vi ikke være med til det spil, regeringen har gang i. Måske vi igen bliver "anklaget" for at være kedeligt gammeldags, men vi forventer, at regeringen fremlægger sit udspil, førend vi kan gå konstruktivt til forhandlinger. Vi må se, hvad regeringen vil.

I Venstre har vi stadig ønsket om en bred aftale. Det, tror vi faktisk, er bedst for et fremtidssikret dansk landbrug.

Og hvis det skulle vise sig, at det, regeringen vil, er at udvikle landbruget, så er vi mere end klar til at komme i gang med forhandlingerne.


Men hvis det derimod, som vi kan frygte, viser sig at være et udspil, der afvikler dansk landbrug, så hverken kan eller vil Venstre være med.

Troels Lund Poulsen


Men hvis det derimod, som vi kan frygte, viser sig at være et udspil, der afvikler dansk landbrug, så hverken kan eller vil Venstre være med.

Derfor er det altafgørende, at regeringen spiller med åbne kort og lægger deres udspil frem nu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce