Annonce
Fredericia

Lande lukker på stribe: Unge fredericianere er lige nu på usikker rejse hjemover

Fredag lykkedes det Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen (billedet) at flyve ud af Bolivia mod Brasilien for at finde en forbindelse hjem på grund af coronavirus. Flere og flere lande lukker grænserne. Om de kan komme videre fra Brasilien til Danmark er lige nu uvist. Her er der pakket inden turen til lufthavnen i Bolivia. De to venner har været på vej jorden rundt på to hjul, og cyklerne ses i kasser på bilens tag. Privatfoto
Efter hektisk søgen efter flybilletter forsøger de to cykeleventyrere Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen at nå til Danmark. Men lande i Sydamerika lukker ned ét efter ét.
Annonce

Fredericia: De fredericianske venner, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, forsøger at komme hjem på grund af den skærpede coronasituation verden over.

Men de kan risikere at strande, for sydamerikanske lande lukker ét efter ét deres grænser.

- De boarder lige nu i lufthavnen i Santa Cruz i Bolivia, fortæller Nicklas Flenø Mikaelsens far til Fredericia Dagblad fredag.

- Jeg og to kammerater har kun sovet et par timer de sidste to døgn og søgt og fået måske 30 flybilletter, som så er blevet cancellede (aflyst, red.). Det har været helt vildt, oplyser Poul Mikaelsen.

Vi prøver at få dem fra Brasilien til Madrid og arbejder videre på sagen.

Poul Mikaelsen, far til Nicklas Flenø Mikaelsen, der er i Sydamerika med vennen Emil Fammé Hansen

Annonce

Aflyst i sidste øjeblik

Fredag formiddag lykkedes det dog. Og så måske alligevel ikke.

- De er kommet fra Bolivias hovedstad La Paz til byen Santa Cruz, hvorfra de flyver til Sao Paolo i Brasilien. Der skal de vente i cirka otte timer på et fly til Barcelona i Spanien. Der skal de vente i fire timer, så klokken 16.30 i morgen er de i København. Jeg kører over og henter dem, lød det fra Poul Mikaelsen.

Kort tid efter måtte han dog meddele, at flyet til Barcelona var aflyst:

- Vi prøver at få dem fra Brasilien til Madrid og arbejder videre på sagen.

Herefter har Fredericia Dagblad ikke hørt yderligere, men der er naturligvis også meget travlt i de to cykeleventyreres familier og netværk lige nu.

Annonce

Ikke smittede

Nicklas Flenø Mikaelsen, 23, og Emil Fammé Hansen, 22, var som sagt nået til Bolivia på deres lange togt jorden rundt på cykel.

Inden da var lande som Indien, Sri Lanka, Indonesien, Malaysia, Australien, New Zealand, Argentina og Chile besøgt. De cyklede afsted fra Fredericia i september 2018.

Imidlertid viste de tegn på coronavirus i Bolivia for nogle dage siden og har været i karantæne på et hospital i Bolivia. Heldigvis var begge negative.

Annonce

Ville være blevet

Poul Mikaelsen fortæller, at drengene egentlig gerne ville være cyklet videre:

- Men midnat i dag (fredag, red.) lokal tid lukker Bolivia grænserne. Jeg sagde, der havde været coronakaos i Kina og nu i Europa. Måske er der ikke så mange smittede i Sydamerika, men det er kun et spørgsmål om tid.

- Så de skulle komme hjem, som Udenrigsministeriet også opfordrer til.

Annonce

Skal isoleres på Fyn

Når Nicklas og Emil på et tidspunkt når til Danmark, skal de 14 dage i karantæne.

- Jeg har en gård ved Ejby, hvor de kan være, forklarer Nicklas’ far.

Det bliver i sagens natur et antiklimaks, for sønnen og hans fodboldmakker, skolekammerat og gymnasieven fra opvæksten her i Fredericia havde naturligt nok drømt om en anden hjemkomst. Den var planlagt til maj efter oplevelser i jordomcyklingens sidste land, Peru.

Annonce

Plan B var klar

Hvis det ikke var lykkedes at få dem ud med direkte fly fra via Santa Cruz i Bolivia til Sao Paolo, var en plan B i øvrigt klar.

- Ja, jeg havde faktisk to andre flybilletter fredag eftermiddag, som vi så ikke fik brug for, oplyser Poul Mikaelsen:

- Så skulle de være fløjet helt op til Bolivias grænse og være gået ind i Brasilien og have taget en bus 300 km hen til en provinslufthavn og være fløjet til Rio og derfra til Europa.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce