Annonce
Fredericia

Lange køer til kviktest: Fredericianerne skulle bruge negative test til skole, frisør og arbejde

Mandag formiddag var der lang kø til at få taget en kviktest i Det Grønne Rum i Danmarksgade. Her skal man ikke bestille tid. Foto: Mads Dalegaard
Mandag var der travlt på de teststeder i Fredericia, hvor man kan få taget en kviktest. Ved Det Grønne Rum og IBC var der kø på op mod en halv time, mens køen var mindre ved Skanseparken, da Fredericia Dagblad kiggede forbi.

Fredericia: I Danmarksgade strakte køen sig mandag formiddag fra Det Grønne Rum til hjørnet af Imerco.

Tirsdag 6. april genåbner de liberale erhverv, ligesom påskeferien er slut, og skoleelever må komme tilbage i skole. Derfor skulle mange fredericianere bruge en negativ coronatest, så på trods af sne, blæst og slud stod de tålmodigt i kø for at få stukket en vatpind op i næsen og blive testet for coronavirus.

Mads Bay skulle bruge en negativ kviktest for at møde i skole på Fredericia Maskinmesterskole tirsdag. Foto: Mads Dalegaard

I Danmarksgade var der anslået omkring en halv times kø, da Fredericia Dagblad kiggede forbi.

- Vi har fået lov at komme tilbage på Fredericia Maskinmesterskole, så vi skal testes, før vi får lov at møde op. Fra nu må vi komme to dage om ugen, og det er tirsdag og onsdag. Der er mange, som glæder sig til at komme tilbage, for det er tørt stof, vi sidder med, og det kan være svært at følge med, når vi sidder 30 elever til onlineundervisning, sagde Mads Bay, der er elev på Fredericia Maskinmesterskole.

Annonce

Tid hos frisøren

Stine Møller og datteren Luna Møller havde stået i kø knap 20 minutter og ventede på at få en test, som var påkrævet i anledning af et sygehusbesøg dagen efter.

Luna og Stine Møller havde stået i kø i knap 20 minutter, da Dagladet kiggede forbi mandag formiddag. Foto: Mads Dalegaard

- Vi har prøvet det før. Det er svært at få en pcr-test med kort varsel. Da jeg tjekkede for et par dage siden, kunne vi først få en 7. april, fortalte Stine Møller, som derfor i stedet valgte at få taget en kviktest.

Coronatest

I Fredericia kan man blive pcr-testet i Messe C ved tidsbestilling på coronaproever.dk. Der er dog ikke mange ledige tider tilbage i de kommende dage. Torsdag er der igen en del ledige tider mellem kl. 10 og 14.

Tirsdag kan man ifølge Danske Regioner blive kviktestet i Det Grønne Rum kl. 10-18, Bøgeskovhallen 8-20 og Aktivitetshuset Sønderparken kl. 8-20.

Man kan følge med i, hvor man kan blive testet på www.fredericia.dk

Inge Sørensen havde været heldig at få en tid hos sin frisør tirsdag 6. april, og det kræver et negativt testresultat, en vaccination eller en overstået coronasygdom i coronapasset for at komme inden for dørene. Derfor stod hun i køen.

Inge Sørensen skulle bruge en negativ coronatest for at komme til frisør tirsdag. Foto: Mads Dalegaard

- Der er ikke andet for. Jeg var ikke klar over, man skulle have en test, før jeg så det i fjernsynet i aftes, så jeg er taget direkte herind fra vores tur i campingvogn i Hindsgavl, sagde hun.

Annonce

Test for at møde i skole

I Skanseparken var testcentret også åbent, og her stod Jimmy og Heidi Nielsen i kø med datteren Frida.

- Hun skal på arbejde, og jeg skal i skole, fortalte Jimmy Nielsen om årsagen til, at de havde stillet sig i køen.

Ved Skansehuset var køen knap så lang til at få taget en kviktest. Her er det Jimmy og Heidi Nielsen og datteren Freja, der venter. Foto: Mads Dalegaard

Her var køen dog væsentligt kortere end i Danmarksgade, da dagbladet kiggede forbi før middag.


Jeg skal i skole for første gang i fire måneder, og det glæder jeg mig til. Det har været trættende at sidde hjemme. For nogle bliver det også deprimerende at sidde hjemme.

Frederik Pagh, gymnasieelev


Søren Østermark Jensen skal møde i syvende klasse på Ullerupbækskolen afdeling Nørre Allé for første gang siden jul tirsdag. Derfor stod han i kø med sin mor Heidi Jensen for at få taget en test.

- Jeg glæder mig. Vi skal i skole hver anden uge og så have hjemmeundervisning den anden uge, sagde han.

Søren Østermark Jensen skal møde i 7. klasse for første gang i fire måneder og skulle derfor have en kviktest. Han havde taget sin mor Heidi Jensen med i Skansehuset. Foto: Mads Dalegaard

Han er tilknyttet eliteidrætten som triatlet og har derfor også mærket nedlukningen i sin sport.

- De har morgentræning, men svømning må de tænke sig til, konstaterede Heidi Jensen.

Annonce

Glæder sig til at møde på gymnasiet

Ved IBC var det også muligt at blive testet mandag, og de benyttede blandt andet en af eleverne, Sofie Waltsdorph, og hendes kæreste Frederik Pagh, der går på Fredericia Gymnasium, sig af.

- Jeg har været i skole i ugen op til påske og er blevet testet rigtig mange gange. Det var faktisk lidt hårdt at komme i skole igen, forklarede Sofie Waltsdorph.

Sofie Waltsdorph og Frederik Pagh skulle bruge negative tests for at møde i skole efter påskeferien. Hun på IBC og han på Fredericia Gymnasium. Foto: Mads Dalegaard

- Jeg skal i skole for første gang i fire måneder, og det glæder jeg mig til. Det har været trættende at sidde hjemme. For nogle bliver det også deprimerende at sidde hjemme, fortalte Frederik Pagh.

Derfor var de også glade for, de har haft hinanden og kunne ses i fritiden.

Annonce

Teststeder flere steder i kommunen

Line Christensen stod forrest i køen og kunne fortælle, der var omring en halv times ventetid. Hun skulle bruge en test for at møde på arbejde tirsdag.

- Vi skal have en test, der er maksimalt 72 timer gammel. Jeg er blevet testet her før, og sidste gang var systemet brudt ned, så der ventede vi også længe, fortalte hun.

Kø til kviktest i Uddannelsescentret Ungeindgangen ved IBC. Her kunne de ventende borgere i det mindste komme lidt i ly for vind og sne. Foto: Mads Dalegaard

Testcentrene til kviktest holder åbent på skift alle dage. Det er muligt at blive testet i Medborgerhuset i Korskærparken, Aktivitetshuset i Sønderparken, Skansehuset, i Uddannelsescentret ved IBC, Bøgeskovhallen, Taulov Bibliotek og Det Grønne Rum i Danmarksgade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce