Annonce
Middelfart

Efter to uheld i vestgående retning: Kødannelse og forlænget rejsetid på E20

Begge spor er kl. 14.30 atter farbare efter to uheld på E20 i Vestgående retning. Trafikanter må forvente forlænget rejsetid på op til en time.
Et uheld mellem Kildebjerg Nord og Vissenbjerg spærrede tirsdag middag E20 i retning mod Middelfart. Kort efter oprydningen var færdig, skete endnu et uheld og spærrede venstre spor. Begge spor er nu farbare.

Opdateret kl. 15.10: Ifølge Vejdirektoratet er begge spor i vestgående retning nu farbare. Bilister må forvente kødannelse og forlænget rejsetid på omkring 10 minutter.

Kildebjerg: Den Fynske Motorvej blev tirsdag kort før middag spærret i vestgående retning mellem Kildebjerg Nord og Vissenbjerg (afkørsel 54), oplyser Vejdirektoratet.

Det skyldes et uheld kort efter Kildebjerg Nord. Både politi og redningsmandskab er på stedet, hvor begge vognbaner er blokeret af en lastbil og en autocamper.

Ifølge Vejdirektoratet ventes der tidligst at være ryddet op klokken 14.30, mens Fyns Politi klokken 12.15 oplyste på Twitter, at tidshorisonten er ukendt.

Et øjenvidne oplyser til Fyens.dk, at passagersiden i den ene bil ser ud til at være trykket ind. Ifølge vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck er en autocamper kørt op i bagenden af en lastbil og har kilet sig fast under lastbilen.

Føreren af autocamperen har været fastklemt, men er uden for livsfare, oplyser vagtchefen.

Trafikanter, som kører i vestgående retning, skal køre fra motorvejen ved afkørsel 53 (Odense V), oplyser Fyns Politi. Klokken 12.50 er der dog kø cirka fire kilometer før frakørslen.

Uheldet betyder, at der også er opstået kø på Middelfartvej i vestgående retning efter Blommenslyst. Det fremgår af Vejdirektoratets live-trafikkort.

Motorvejen er åben igen ved tilkørsel 54 (Vissenbjerg).

Kort efter klokken 13 skete, ifølge Vejdirektoratet, endnu en uheld i vestgående retning denne gang mellem Odense SV og Odense V. En havareret bil holdt og spærrede venstre vejbane. Omkring kl. 14.20 var oprydningsarbejdet færdigt og begge spor atter farbare.

Kilometerlang kø på E20 tirsdag middag efter et uheld mellem Kildebjerg Nord og Vissenbjerg spærrede motorvejen i retning mod Middelfart. Foto: Local Eyes
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce