Annonce
Middelfart

Lille klub inviterer til stor turnering i værtshusdart

Martin Klivager Bach er medlem af Harndrup Dart og spiller med i turneringen søndag. Foto: Sofie Secher Karlsen

Harndrup: Det er værtshus-udgaven, klubben i Harndrup dyrker, når der hver onsdag aften låses op til klubhuset på sportspladsen, og der fyres op for den elektroniske skive.

For fjerde år i træk inviterer Harndrup Dart klubber fra nær og fjern til værtshusturnering i teltet på sportspladsen. I år er 34 hold af to personer tilmeldt, og medarrangør Jesper Rasmussen ser frem til hygge, gode snakke og kolde øl.

- Sådan en turnering kan godt tage lang tid. Vi har tidligere holdt den om lørdagen, og det var lige før, vi ikke nåede at blive færdig til aftensmaden, fortæller han.

Turneringen er i den elektriske udgave af dart, hvor der ikke spilles med stålpile, og det gør det ifølge Jesper Rasmussen lidt mere sikkert, når der drikkes øl undervejs.

Turneringen sker som en del af pinsens festligheder i Harndrup, der som traditionen tro også indebærer firmafodboldturnering, banko og børnedisko.

Kampene begynder søndag klokken 11 i teltet på sportspladsen i Harndrup.

Martin Klivager Bach er medlem af Harndrup Dart og spiller med i turneringen søndag. Foto: Sofie Secher Karlsen
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Annonce