Annonce
Trekantområdet

Lindeballe kantes ind med lindetræer

Niels Uth placerer lindetræ nummer 105, mens Jens Uth og Herluf Tang skovler jord på. De 110 lindetræer er sammen med støttestolperne en foræring fra Vejle Kommune. Foto: Børge Larsen
Vejle Kommune lever træerne og støttestolperne. Lokalrådet og borgerforeningen sørger for den rå arbejdskraft fra maskiner og frivillige.

Lindeballe: Det ligger lige for: Selvfølgelig skal der være en allé af lindetræer ind til Lindeballe.

Kirken og kirkegården er naturligvis omkranset af lindetræer. Men hovedvejen gennem byen, Bredsten Landevej, rute 173 har været nøgen. Ikke blot har den manglet lindetræer. Bortset fra enkelte selvsåede træer og buske har der manglet alt anden en grøftekanten.

Højere vækster er man først stødt på inde på de marker, der ligger langs vejen. Det er oftest korn, hvert tredje år måske raps og så enkelte marker med juletræer.

Lidt ensformigt, ikke blot i Lindeballe, men langs hovedparten af de danske landeveje.

- Det må vi gøre noget ved, tænkte både Lindeballe og Omegns Borgerforening og Lokal Vejle Vesteregn, der blandt andet dækker 15 kilometer af Bredsten Landevej fra Tykhøjet Krat til Karlskov.

De har derfor arbejdet sammen om en plan gående ud på at plante lindetræer langs Bredsten Landevej, rute 173, på begge sider af Lindeballe. Der er blevet sat lindetræer fra Lindeballe - Uhe Vandværk mod vest og næsten ned til Førstballevej mod øst.

Annonce
På nogle strækninger kommer lindetræerne til at stå nabo til juletræer. Men juletræerne forsvinder hurtigt, konstaterer Leif Søndergaard og Henrik Pedersen i rendegraveren. Foto: Børge Larsen

- Vi har haft et godt samarbejde med Vejle Kommune og de har været med på idéen. De har sponsoreret de 110 lindetræer og de 220 støttepæle til træerne, siger formanden for Lokalråd Vejle Vesteregn Jens Uth.

Dernæst kunne borgerforeningen og lokalrådet gå i gang med den næste del af projektet: At få aftaler på plads med de lodsejere, der har lagt arealer til træerne.

De kunne nemlig ikke plantes mellem grøften og vejen, men skulle over på den anden side af grøften. Bredsten Landevej bruges nemlig blandt andet til transport af vindmølletårne fra Welcon i Svindbæk til udskibningshavnen i Esbjerg.

Diameteren på de nederste dele af tårnsektionerne er vokset støt og roligt og er nu på 7,50 meter. Derfor kan der ikke vokse lindetræer alt for tæt på kørebanen.

- Men den del var der nu ikke store problemer med. Alle lodsejere var med på idéen, siger Jens Uth.

I lørdags startede et hold frivillige så plantningen bevæbnet med rendegravere og skovle. Tirsdag blev de sidste fire - fem meter høje lindetræer sat i jorden.

Dermed kan Jens Uth vinge en af arbejdsopgaverne af, når han torsdag 28. november skal aflægge formandsberetning på lokalrådets årsmøde i Lindeballe Forsamlingshus: Lindetræerne er på plads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Øl væltede ud i rundkørsel: Politiet forventer oprydning i flere timer

Annonce