Annonce
Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Liv Christina Højmark Devik samler for femte år i træk ind til adventskalendere og pakkekalendere til børn i trængte familier. Gaverne bliver udleverede i de røde julesække og er alle pakket ind. Arkivfoto: Elbobladet
De seneste uger er der blevet afleveret mange gaver hos Frivilligcentret. Frivillig Liv Christina Højmark Devik sørger for adventgaver og julekalendere til børn i familier, der har brug for hjælp.

Fredericia: For Liv Christina Højmark Devik er det en hjertesag. For mange fredericianere er det blevet en juletradition - at købe gaver til adventskalendere og pakkekalendere til børn i familier, som har brug for hjælp.

For femte år i træk samler Liv Christina Højmark Devik gaver ind til julekalendere, og der er hårdt brug for hjælpen. Sidste år fik 88 fredericianske børn hjælp - i år har forældrene til 126 børn bedt om hjælp til at skabe glæde i hjemmet i december.

- Der er desværre en stigning. Gaverne er til børn i alderen tre til 13 år i børnefamilier, som er trængte økonomisk eller overskudsmæssigt, fortæller Liv Christina Højmark Devik.

Sammen med en kollega fik hun for fem år siden idéen til at give julekalendere og adventsgaver til børn, der måske ellers ikke ville mærke glæden op til hjerternes fest.

- Det er en hjertesag for mig. Det er vigtigt, vi hjælper hinanden. Vi kan alle stå i en situation, hvor vi har brug for hjælp. Jeg kan se, der er behov for det her, og det er det, jeg kan byde ind med, så det bliver jeg ved med, fortæller hun.

Annonce

Sådan kan du være med

Hvis man vil hjælpe trængte børn i julemåneden, kan man kontakte Liv Christina i Frivilligcentret på telefon: 27 57 75 94 eller på mail: frivilligcenterjulekalender@gmail.com

Så får man et nummer fra "ønsketræet", hvor der står køn og alder på det barn, man giver gaver til. Man kan enten give en hel adventskalender eller to gaver a 50 kroner stykket til kalenderen.

Når gaverne er købt, skal de pakkes ind og afleveres med de udleverede informationer om nummer, køn og alder, så Liv Christina kan give gaverne til det rette barn. Gaverne afleveres til Frivilligcentret i Vendersgade 63 senest fredag kl. 12.

Borgere hjælper borgere

Hun har de seneste uger taget imod gaver, som er købt, betalt og pakket ind af folk, der melder sig frivilligt.

Alle kan hjælpe, og der er stadig brug for gaver til adventskalenderne. Julekalenderne med 24 små gaver er på plads.

- Som noget nyt har familierne haft mulighed for at sende ønsker fra barnet med, og på den måde bliver gaven lidt mere personlig, fortæller Liv Christina Højmark Devik.

Det er stadig muligt at donere adventsgaver indtil fredag 15. november kl. 12. I praksis fungerer det sådan, at donorer kontakter Liv Christina Højmark Devik, som giver donoren et nummer fra juletræet, hvor der blandt andet står barnets køn, alder og måske gaveønsker fra barnet. Adventsgaverne og julekalenderne bliver givet til familierne 27 og 30. november.

- For mange af dem, som giver, er det blevet en tradition og som optakt til julen at gå ud og købe de her gaver sammen med deres børn. Borgerne har mulighed for at hjælpe andre borgere, fortæller Liv Christina Højmark Devik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Personbil udsat for hærværk i Jernbanegade

Annonce