Annonce
Fredericia

Lodsejer, der selv skal lægge jord til ny cykelsti, undrer sig: - De får ikke noget for pengene

Som det er i dag kan cyklister benytte Møllersmindevej på en del af strækningen fra Stakkesvang ind mod Taulov. Det gør det ifølge Paul Erik Jørgensen endnu mere uforståeligt, at kommunen nu ønsker at anlægge en cykelsti på Tårupvej fra byskiltet til Stakkesvang. Fredericia Kommune har lagt op til at købe i alt 2165 kvadratmeter af Paul Erik Jørgensens jord for at realisere projektet. Foto: Peter Leth-Larsen
Paul Erik Jørgensen forstår ikke kommunens ønske om at anlægge en cykelsti på Tårupvej ved Taulov. Lodsejeren har derfor stillet det første læserspørgsmål til dagbladets kommende fokus på trafik og infrastruktur.

Fredericia: Beslutningen om at anlægge en cykelsti i udkanten af Taulov skaber forbløffelse hos manden, der efter alt at dømme selv kommer til at lægge jord til projektet.

Derfor har lodsejer Paul Erik Jørgensen stillet et spørgsmål til projektet ”Byens spørger, vi svarer”. Her søger dagbladet svar på læsernes spørgsmål om trafik og infrastruktur.

Konkret undrer Paul Erik Jørgensen sig over, hvorfor der ikke overvejes andre løsningsforslag. Cykelstien, der bliver omkring 500 meter lang og er aftalt af byrådet 3. februar, burde anlægges anderledes eller helt droppes, mener han.

Han forstår ikke, hvorfor Fredericia Kommune vil bruge penge på at købe hans jord for at anlægge en cykelsti, når kommunen i forvejen ejer jorden på den modsatte side af Tårupvej, hvor boligområdet Flintemarken skyder op. Her har kommunen allerede anlagt en cykelsti, der leder cyklister fra Tårupvej nord for Taulov mod Stakkesvang.

- Jeg har meget imod, at skatteborgernes penge skal bruges på noget, der er så værdiløst. Det kan simpelthen ikke passe, siger Paul Erik Jørgensen.

Annonce

Spørg os om trafik og infrastruktur

Med jævne mellemrum bringer vi historier, der udspringer af et spørgsmål eller en undren fra vores brugere.

Det er en del af et projektet ”Byen spørger – vi svarer”, der giver dig muligheden for at få et svar, hvis du har et spørgsmål eller en undren vedrørende trafik og infrastruktur i Fredericia Kommune.

Vi vil gerne forstærke den bro, der allerede eksisterer mellem os og jer læsere, og det vil vi blandt andet gøre ved at grave svarene frem på nogle af jeres spørgsmål.

På byenspoerger.frdb.dk kan du sende os dit spørgsmål. Her kan du samtidig læse meget mere om vores projekt og se tidligere besvarede spørgsmål.

Kalder projekt for pjat

Siden han i januar blev meddelt, at Fredericia Kommunes havde intentioner om at overtage en lille del af hans jord, er Paul Erik Jørgensen kommet med alternative forslag. Det har ifølge ham selv ikke ændret noget.

Først og fremmest undrer han sig over, hvorfor der ikke er lavet en dobbeltrettet cykelsti på den side af Tårupvej, hvor kommunen i forvejen ejer jorden og har etableret cykelsti. Desuden mener han ikke, at cykelstien ville være nødvendig, hvis man i stedet flyttede byskiltet ud til Stakkesvang, hvor man kører ind på Tårupvej.

Paul Erik Jørgensen understreger, at kritikken og de alternative forslag ikke skyldes, at han er sur over at skulle afgive jord. Han er heller ikke utilfreds med størrelsen på den økonomiske kompensation, han sandsynligvis kan se frem til, men han vælger at ytre sig, fordi han mener, at kommunen forvalter borgernes penge på en uhensigtsmæssig måde.

- Jeg forstår ikke, at Fredericias skatteborgeres penge bliver brugt på sådan noget pjat. De får overhovedet ikke noget for pengene, siger Paul Erik Jørgensen.

Strækningen har tidligere været en del af det såkaldte cykelkatalog, hvor kommunen prioriterer strækninger, der ifølge dem mangler en cykelsti. Heri skriver kommunen, at vejen er smal og uden særskilte cykelfaciliteter. Samtidig er hastighedsgrænsen 60 kilometer i timen. Det er stadig blandt argumenterne for at bygge en cykelsti, oplyser vejplanlægger Morten Svanborg fra Fredericia Kommune.

- Derudover er de nye udstykninger – dels parcelhusgrundene, men også kommende tæt-lav bebyggelse på Flintemarken et rigtig godt argument for at hjælpe cyklisterne ind mod Taulov By og ud mod Stakkesvang. Derudover ønskes en sammenhæng i cykelstinettet, hvorfor der også planlægges cykelstier på Stakkesvang både nord og syd for banen. Når de er etableret, vil man fra Taulov kunne cykle til banegården på cykelsti eller til Middelfart på cykelsti, skriver Morten Svanborg i et skriftligt svar.

Dobbeltrettet sti er farligere

Hvorfor bliver der ikke anlagt en dobbeltrettet cykelsti på den side af Tårupvej, som kommunen i forvejen ejer?

- En dobbeltrettet cykelsti i den side, kommunen ejer, vil ganske enkelt ikke være en særlig god trafiksikkerhedsmæssig helhedsløsning. Krydsning af sideveje med dobbeltrettede cykelstier giver altid anledning til uheldsrisiko. Det siger alle erfaringer, og der er stor risiko for, at biler kører ud foran cyklister, simpelthen fordi de glemmer at orienterer sig om cyklister til højre. Derudover vil en anlæggelsen af dobbeltrettet cykelsti betyde, at cyklister fra Møllersmindevej i retning mod Taulov skulle krydse Tårupvej, cykle 300 meter på dobbeltrettet cykelsti, hvor de undervejs skulle krydse sidevejen Flintemarken for så at krydse Tårupvej igen. Det ville altså give to krydsninger af Tårupvej, hvor cykelstier i begge sider ikke vil give en krydsning.

Hvorfor flytter man ikke byskiltet ud til Stakkesvang?

- Det er ganske enkelte ikke en mulighed. Det er politiet, som fastlægger, hvor byzonetavlerne må opsættes, og det kræver ”bymæssig bebyggelse”. Det er der ikke på Tårupvej, og derfor bliver byzonetavlen også stående, hvor den er i dag, og der skiltes med byzone på Flintemarken, oplyser Morten Svanborg fra Fredericia Kommune.

Han oplyser, at kommunen forventer at bruge to millioner kroner på Tårupvej. Prisen inkluderer forbedring af eksisterende afvanding samt etablering af kantsten og belysning. Selve cykelstien forventes at koste under en million kroner, idet afvandingsarbejdet og vejbelægning antages at koste lidt over en million kroner.

Boligområdet Flintemarken bliver opført i området mellem Stakkesvang og Tårupvej. Her har man allerede anlagt en cykelsti for cyklister, der cykler fra Taulov mod Stakkesvang. Ifølge Paul Erik Jørgensen ville det give mening, hvis denne cykelsti var dobbeltrettet, da kommunen så var fri for at købe en del af hans jord på den anden side af vejen. Foto: Peter Leth-Larsen

Kommunen ønkser at opføre cykelstien på den anden side af læhegnet, så cyklister ikke længere skal køre på Tårupvej, hvor hastighedsgrænsen er 60 kilometer i timen. Foto: Peter Leth-Larsen
Paul Erik Jørgensen ejer den landbrugsjord, som kommunen ønsker at benytte en lilel del af til cykelsti. Jorden er bortforpagtet og fylder kun en lille del af det samlede areal, og det er mere holdningen om, at borgernes penge bliver spildt, der frustrerer lodsejeren. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Plads til både unge og ældre: 84 boliger på Nymarksvej nærmer sig opførelse

112

Døgnrapporten: Politi fik anmeldelse om unge på tag af daginstitution

Annonce