Annonce
Børkop

Lodsejere sagde nej tak - men drømmen om en lækker sandstrand i Brejning lever stadig

På sydsiden af Brejning Lystbådehavn er det muligt at soppe, men det er ikke på nogen som helst måde en optimal badestrand. Men måske det kan blive det. Morten Kristensen (SF) har anmodet om, at kommunen kigger nærmere på mulighederne for en ny strand i Brejning. Arkivfoto
Planerne om en sandstrand i Brejning blev for nylig droppet, men Morten Kristensen (SF) har anmodet teknisk udvalg tage stilling til, om kommunen skal undersøge muligheden for at skabe en offentlig badestrand et andet sted i området.

Brejning: En offentlig sandstrand nær Brejning er et ønske, som går mange år tilbage, men for nylig blev planerne om sådan en strand helt droppet.

Vejle Kommune, Brejning Lystbådehavn og lokalrådet arbejdede for idéen, men det faldt til sidst: Et stykke af stranden er privatejet, og lodsejerne ønskede ikke at afstå deres del af stranden til kommunen.

Men det er ikke lig med, at drømmen om en sandstrand er, nå ja, strandet helt. Morten Kristensen, der er medlem af byrådet for SF, har anmodet teknisk udvalg om at tage stilling til, om forvaltningen skal prøve at kigge på andre muligheder i Brejning-området.

- Det er ikke sikkert, at der er andre gode steder, men det bør i hvert fald undersøges. For det første er der lagt meget arbejde i det flotte forarbejde, som er lavet, og desuden er ønsket om en strand i eller ved Brejning et ønske, som går mange år tilbage. Og som giver god mening, for det vil give området et løft, siger Morten Kristensen.

Især er der to steder, der bør kigges nærmere på.

- Det er i sig selv nærliggende, at der laves en god strand på den side af havnen i retning af Vognkær Enge. Det er her, der i forvejen er en legeplads og shelterplads. Men når det er sagt, så er idéen tidligere blevet droppet, fordi det er alt for svært at få lavet en god strand der. Det er dog mange år siden, det er blevet undersøgt, og måske der er kommet nye muligheder siden. En anden mulighed er i retning af Sellerup Strand, hvor der i forvejen er lidt strand og nogle sommerhuse. Det kunne man også kigge nærmere på, siger Morten Kristensen.

Annonce

Ingen kystsikring, ingen strand

  • Gennem flere år har Vejle Kommune arbejdet med tanken om at kystsikre den kyststrækning lige nord for Brejning Lystbådehavn.
  • Kyststrækningen er ikke særlig pæn, for der ligger gamle betonhøfder fra De Kellerske Institutioners tid.
  • Derfor blev der arbejdet på at få ryddet op og kystsikret på en måde, der samtidig kunne skabe mulighed for at lave en offentlig badestrand. Den strand ville fungere som led i en stor helhedsplan for området.
  • Men en del af kyststrækningen er privatejet, og de private lodsejere ønskede at bevare tingene, som de er, og dermed blev idéen om helhedsplan droppet.

Opbakning eller ej?

Men om det i sidste ende overhovedet kan lade sig gøre at skabe nye sandstrande, ved han ikke.

- Det kan være, at forvaltningen siger, at strømforhold og andre ting gør det umuligt, men det ønsker jeg lige at få afklaret, så derfor har jeg bedt teknisk udvalg om at diskutere det, og så må vi se, om der er opbakning til, at forvaltningen giver det en chance mere, siger han.

Teknisk udvalg har møde på tirsdag, og hvis et flertal af udvalget siger god for, at forvaltningen kigger nærmere på muligheden for en sandstrand i Brejning-området, lægges der op til, at et svar kan gives senest i slutningen af foråret næste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Ved du noget?: Uønsket vaskebjørn kørt ned ved afkørsel 59

Annonce