Annonce
Middelfart

Lokal arkitekt har tegnet Stribs nye bibliotek: Klassisk, men bæredygtigt og moderne

Det er Tegnestuen Arkitekten fra Strib og Jesper Henriksen, der har tegnet byens nye bibliotek og kulturhus. Tegning: Tegnestuen Arkitekten
Jesper Henriksen fra Tegnestuen Arkitekten har tænkt både bæredygtige og moderne tanker, da han tegnede Stribs nye bibliotek og kulturhus.

Strib: Det er en lokal arkitekt fra Tegnestuen Arkitekten, Jesper Henriksen, der har fået opgaven med at tegne Stribs kommende bibliotek og kulturhus. Og den opgave er han gået til med både bæredygtighed og modernitet i tankerne.

- Det bliver en hvid bygning med hvidt tag, som reflekterer al solopvarmningen, siger han og fortæller, hvordan han blandt andet er inspireret af, at hvis alle verdens tage var hvide, ville man reducere verdens C02-udledning med 46 gigaton om året.

Jesper Henriksen fortæller, at lokale kræfter i sin tid bad ham om at "slå nogle streger". De streger faldt i god jord, og han blev herefter hyret som arkitekt på projektet, som skal omdanne Strib Bibliotek til mere og andet end et bibliotek.

Planen er, at bygningen i fremtiden blandt andet skal rumme både bibliotek, medborgerhus og lokalhistorisk arkiv.

Arkitekt Jesper Henriksen har tænkt både bæredygtigt og moderne, da han tegnede Stribs nye bibliotek og kulturhus. Arkivfoto: Sofie Secher Karlsen

Har bevaret den klassiske form

Jesper Henriksen fortæller, at udgangspunktet har været at bevare den klassiske længeformede bygningsform, men samtidig give bygningen et moderne og enkelt udtryk.

- Jeg har bevaret den klassiske form, som huset har, men jeg har renset den og lavet en moderne fortolkning, så det bliver en enkel bygning, siger han og fortæller, at han blandt andet har ændret på bygningens indgangsparti, så det i højere grad er integreret i bygningen og samtidig åbner op mod både Vestergade og Scharlingsvej.

- Det har været en kæmpe glæde for mig at tegne den, fordi der er så mange, der kommer til at bruge bygningen. Det bliver fantastisk at få sådan et hus, som er med til at udvikle det allerede store foreningsliv i byen, fortsætter Jesper Henriksen.

Foruden at være bygningsarkitekt er Jesper Henriksen også uddannet i møbel- og snedkerfaget og som indretningsarkitekt.

Skal være enige om indretningen

Oprindeligt skulle den udvendige renovering af bygningerne være færdig omkring den 1. juli, men en ændring i facadeudtrykket har betydet, at der var vinduer og spær, der skulle afbestilles og nye skulle bestilles. Dermed er tidsplanen skredet lidt, fortæller teknisk designer i Middelfart Kommune Rita Nordbo.

Når den ydre renovering er færdig, går arbejdet indendørs i gang. Det sker ifølge planen efter sommerferien. Det arbejde involverer blandt andet, at kommunen, arkitekten og husets brugere skal finde ud af, hvordan det skal indrettes.- Mit projekt er, at vi bliver enige om den fremtidige brug og indretningen, og hvordan det skal foregå med at booke lokaler. Vi er i gang med projektet, og vi er ved at undersøge, hvordan de 400.000 kroner, vi har til indretningen, kan række til formålene, siger bibliotekschef i Middelfart Kommune Charlotte Pedersen.

Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår Strib Bibliotek åbner igen, men meldingen er, at det først bliver i 2020.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce