Annonce
Fredericia

Lokal står i spidsen for logistik på Folkemødet

Jacob Johnsen fra Pjedsted står i spidsen for en gruppe frivillige, som ordner logistikken ved Folkemødet på Bornholm. Privatfoto
45-årige Jacob Johnsen fra Pjedsted arbejder i øjeblikket fra morgen til aften op til Folkemødet på Bornholm. Han står i spidsen for et hold frivillige, der lægger gulv og sørger for lys og lyd til den store demokratifestival.

Pjedsted/Bornholm: Torsdag åbner Folkemødet på Bornholm, og en lokal mand spiller en vigtig rolle for logistikken bag arrangementet.

45-årige Jacob Johnsen fra Pjedsted står i spidsen for en gruppe på 14 frivillige, som er praktisk ansvarlige på Folkemødet. Alle på Rykkerteam.dk har revet en uge ud af kalenderen. Her bygger de gulve og scener af træ, trækker kabler og sørger for lyd, lys og en masse andre praktiske ting ved demokratifestivalen.

- Vi har stået for den slags opgaver til DGI's Landsstævne flere gange, og så kom vi kontakt med Folkemødet, hvor vi nu er med for andet år i træk, fortæller Jacob Johnsen.

Til daglig er han salgschef for et firma, som producerer landbrugsmaskiner. Han er uddannet maskinarbejder og maskinmester og har håndværksfærdighederne på plads. Det har flere af kollegerne fra hans team også, for her er tømrere, smede og elektrikere - men også en pædagog samt byrådsmedlemmet og politibetjenten Thomas Fredsted fra Haderslev. Yngste mand i teamet er 22 år, mens den ældste er 73. De fleste af dem har også en fortid i militæret.

- Alle er kommet med via vores netværk fra gymnastikken. Vi har ikke noget cvr-nummer, og vi er bare frivillige, som står for praktiske opgaver, fortæller Jacob Johnsen.

Annonce
Pengemæssigt får vi intet ud af det. Men vi er et team, og det synes vi er fedt.

Jacob Johnsen, praktisk ansvarlig ved Folkemødet

Får ingen løn

Siden lørdag har Rykkerteam.dk arbejdet fra tidlig morgen til sen aften i Allinge på klippeøen, hvor Folkemødet har hovedkvarter. Når festivalen officielt åbnes torsdag, er der færre opgaver.

Hvad får du ud af det?

- Jeg får ikke løn for det. Men jeg får en oplevelse, og jeg er med i dette team. Vi pjatter rigtigt meget, vi knokler røven ud af bukserne, og vi griner og har det sjovt. Og så udfører vi et professionelt stykke håndværk, som bliver værdsat. Man er en del af en kæmpe organisation på Folkemødet. Vi fortæller mange røverhistorier, og det er også sjovt at lave noget, man ikke laver til hverdag. Det er en tidsbegrænset opgave, og vi får en masse fede oplevelser ud af det, siger Jacob Johnsen.

Jacob Johnsen kommer oprindeligt fra Sønderjylland, men flyttede til Fredericia for 20 år siden, da han læste til maskinmester. Siden blev han hængende i fæstningsbyen, og for fire år siden flyttede han og familien fra Fredericia til Pjedsted.

Her er han også frivillig til hverdag som gymnastikinstruktør i Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening. Alle hans fire børn på fire, otte, ni og 14 år er aktive i gymnastik.

Gulvet kan genbruges

I dagene op til Folkemødets åbning har Rykkerteam.dk arbejdet med at bygge et trægulv op, som kan genbruges. Det er en 20 meter bred og 15 meter dyb scene, som er formet som en pilespids. Den er placeret foran hovedscenen i Allinge.

- Vi har produceret gulvet i et værksted i centrum af Folkemødet i Allinge, fortæller Jacob Johnsen.

De frivillige fra Rykkerteam.dk får forplejning og arbejdstøj. Fra torsdag skal de fleste af de frivillige blot holde sig standby. I stedet kan de gå rundt og høre på oplæg om politiske emner ved den store demokratifestival, inden de er med til at pille det hele ned igen, når festivalen slutter søndag.

Sidste år var der 115.000 deltagere i løbet af de fire dage på Folkemødet.

- Det er et kæmpestort projekt. Det er en kæmpe rullende cirkus. Jeg er også frivillig til den lokale sommerfest og til gymnastikopvisningen i Pjedsted. Jeg kunne være frivillig mange andre steder. Det her er bare et fedt projekt. Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle være politisk interesseret. Men der snakkes om meget andet end politik. Om energi, mad og bæredygtighed. Det går vi og lytter til, og det er jo interessant, siger han.

Folkemødet er ikke det eneste store arrangement, Rykkerteam.dk er i gang med. Også ved Jelling Festival har de løst praktiske opgaver, ligesom de har bygget for DGI's verdenshold, DGI's landsstævner og ved Tallship i Aalborg i 2015.

De fleste af de frivillige fra gruppen har håndværkerevner - og ellers bliver de oplært, fortæller Jacob Johnsen, som sammen med et par andre er ved at lægge et gulv til den store demokratifestival. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Kolonihavefolket opgiver ikke kamp mod lokalplan: - Vi mangler stadig helårssstatus

Annonce