Annonce
Erhverv

Lokal virksomhedsejer vinder pris: Tjener penge og siger ting lige ud

Bernt Dahl, ejer og stifter af arbejdstøjsproducenten Kentaur i Erritsø, er kåret som Årets Ejerleder i Sydjylland 2018. Kentaur har netop landet en meget stor ordre på beklædning til den tyske supermarkeskæde Rewe. Foto: Yilmaz Polat

Stifter af producenten af arbejdstøj udpeget som Årets Ejerleder 2018 i Sydjylland. Går sammen med seks andre videre til landsfinale 8. november. Roses for både ambitioner, vækst og nærhed til sine ansatte.

Fredericia: Bernt Dahl fra arbejdstøjsproducenten Kentaur i Erritsø er kåret som Årets Ejerleder i Sydjylland 2018.

Det skete mandag hos PwC i Vejle.

Rådgivnings- og revisorselskabet fandt sammen med Dansk Erhverv og Nykredit den lokale kandidat til landsfinalen 8. november i Hellerup, hvor syv regionale vindere kæmper om den endelige hæder.

Prisen uddeles for 15. gang.

Også pris til Alfix A/S

Årets Temaprisvinder i Sydjylland blev også uddelt - til Alfix A/S i Kolding. Temaet er tillid.Ejerlederne - far og søn Anders og Torben Toft - anerkendes for "fokus på tillid samt et stærkt værdisæt, hele virksomheden efterlever", og de har med tillid "været med til at sikre, at virksomheden har genereret overskud siden stiftelsen for mere end 50 år siden, ligesom der er høj anciennitet hos medarbejderne, hvor flere kan fejre både 25 og 40 års jubilæum de kommende år".

Alfix leverer løsninger til byggepladser. Blandt andet spartelmasse og andre bindere.

Hele tiden nye mål

Bernt Dahl - der er fra Taulov og privat bor i Gauerslund ved Brejning - etablerede Kentaur på Blytækkervej i 1990.

Virksomheden har specialiseret sig i arbejdstøj på det europæiske marked og er samtidig størst herhjemme, skriver PwC i en pressemeddelelse.

- Vinderen er drevet af ønsket om hele tiden at nå nye fastsatte mål - både økonomiske og strategiske. Via en fastlagt strategi har ejerlederen sammen med en professionel bestyrelse og medarbejdere udviklet virksomheden eksplosivt de senere år, ligesom der forventes stor vækst de kommende år, udtaler Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet.

Stiller op på ølkasse

- Bernt Dahl er kendetegnet ved at gå forrest og vise vejen, og et godt eksempel herpå er, at han hver uge "stiller sig på ølkassen" og orienterer medarbejdere om, hvordan det går. Han er således en nærværende leder, som har formået at skabe en succesfuld virksomhed med flot vækst og udvikling, lyder skudsmålet fra regionsdirektør i Nykredit, Mogens B. Sørensen.

Louise Riisgaard, markedsdirektør i Dansk Erhverv, lægger blandt andet vægt på, at Årets Ejerleder i Sydjylland har formået at skabe en succesfuld vindervirksomhed til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder:

- Ejerlederen er udvalgt blandt et stærkt felt af konkurrenter, fordi han har skabt en ejerledet virksomhed helt fra bunden, som er blevet en stor succes. Samtidig med, at han er en vellidt leder, lægger han også ambitiøse og strategiske mål for Kentaurs fremtid og har konstant fokus på kvalitet, nyudvikling og tillid i virksomheden.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Cyklisternes kaffepenge blev stjålet

Annonce