Annonce
FC Fredericia

Lokalopgør nummer 37 venter - det er stadig specielt

Scener som disse er der ikke nogen af i lørdagens lokalopgør, for coronaen har stadig fat i Danmark. Men opgøret er stadig specielt, selvom fansene er hårdt savnet. Arkivfoto: Mette Mørk
FC Fredericia og Vejle Boldklub har mødt hinanden 36 gange i 1. division siden 2001. Men opgøret er stadig noget særligt, selvom det efterhånden er hverdagskost.
Annonce

Fredericia: Endnu et lokalopgør venter, når FC Fredericia lørdag tager til Vejle for at spille mod Vejle Boldklub. Det bliver klubbernes 37. møde  i 1. division, siden VB rykkede ud af Superligaen i sæsonen 2001/02.

Metaltræthed er et ord, der finder vej til ens hoved, når man hører sådan et tal, men kampen vedbliver med at være speciel, selvom den ikke er en sjældenhed.

-  Det er et opgør, vi altid ser frem til, for det er altid noget særligt at spille lokalopgør. Jeg er  ikke tilhænger af storebror-lillebror snak, men vi må erkende, at Vejle er den store klub i vores område, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Annonce

Nummer et og to

FC Fredericia har siden sæsonen 2001/02 befundet sig i 1. division 19 sæsoner i træk. Helt lige så mange har VB ikke, for der har været oprykninger undervejs, men VB har i samme periode befundet sig i 1. division i 15 sæsoner.

Lokalrivalerne er nummer et og to på listen over flest sæsoner i 1. division siden årtusindskiftet.

- Da jeg var barn og ung, var Vejle en kæmpe klub, mens Fredericia var usynlig. Derfor er det sjovt for mig, at vi i dag ligger i samme række og har gjort det i mange år. Det er tilfredsstillende, når man tænker på, hvad vi  kommer fra, siger Stig Pedersen.

I fodboldens verden er der hele tiden udskiftninger i trupperne, og det er med til at holde lokalopgøret friskt, selvom weekendens er nummer 37 på knap 20 år.

- Der har vel været 300 spillere igennem i de år. Det er hele tiden noget nyt, og vi ser frem til det som noget særligt. Det altid sjovt at møde de store traditionsklubber. Det har også været sjovt at møde AGF de gange, de har været nede, siger Stig Pedersen.

FC Fredericia mod VB i 1. division

FC FC Fredericia har været i 1. division i 19 sæsoner af 19 mulige siden 2001.

VB har befundet sig i 1. division i 15 sæsoner siden 2001.

Klubbernes møde lørdag er nummer 37 i 1. division i samme periode.

Resultaterne fordeler sig således:

VB: 14 sejre.

Uafgjort: 13 kampe.

FC Fredericia: 9 sejre.

I kampene har VB scoret 44 mål, mens FC Fredericia har scoret 38.

Annonce

Tilskuerne mangler

Lokalopgør er altid lig med tilskuere, og det er vel nok i virkeligheden her, at opgøret har betydning. Kampene mellem VB og FC Fredericia er altid velbesøgt både i den ene og den anden by, men lørdagens bliver anderledes.

Der må kun komme 350 mennesker på lægterne og ingen udebanefans.

- Det har vi vænnet os til, og vi må acceptere det. Men vi mangler den ene arm, når vi spiller kampe i øjeblikket. Tilskuerne er halvdelen af festen, siger Stig Pedersen og fortsætter.

- I en periode som denne, hvor kampprogrammet er tæt, er det ekstra hårdt, når der ikke er kolorit på udefra. Det er normalt med til at give ekstra kræfter.

Der har været store øjeblikke i nyere tid. Den 16. maj 2018 kunne VB rykke op med en sejr over FC Fredericia, og her kom der 10.192 personer på Vejle Stadion og så FC Fredericia tabe 1-0.

I denne sæson gik FC Fredericias fanklub i glædesrus, da klubben udspillede Vejle og vandt 1-0 på Vejle Stadion i begyndelsen af sæsonen.

- Vi dominerede på banen og på tilskuerpladserne. Det var en helt unik aften for os, siger han.

Kampen mellem VB og FC Fredericia fløjtes i gang klokken 13.00.


Vi mangler den ene arm, når vi spiller kampe i øjeblikket. Tilskuerne er halvdelen af festen.

Stig Pedersen, direktør
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Virus lagde 5. juli ned: Men der var alligevel sygebesøg rundt om

Annonce