Annonce
Børkop

Lokalråd: Planer om udsigtsplatform ser meget spændende ud

En platform på toppen af Hvidbjerg. Det kan blive en mulighed. Lige nu er det projekt valgt ud, men først skal både lokale kræfter med på råds, samt der skal findes penge til det. Det skal blandt andet ske ved at søge fonde. Illustration: Vejle Kommune.
Planerne for en udsigtsplatform på toppen af Hvidbjerg ser spændende ud. Det siger formanden for lokalrådet i Gårslev. Han har dog også en enkelt advarsel.

Hvidbjerg: Bygget i betonelementer skal den ligge der på toppen af det 27 meter høje Hvidbjerg ved Vejle Fjord.

Det er i hvert fald en plan, som Vejle Kommune står bag, og som det københavnske arkitektfirma Effekt har tegnet. Og platformen vinder genklang i lokalrådet.

- Det er en rigtig spændende plan for udsigtspunkter på Hvidbjerg Klit, som Effekt har udarbejdet og som dommerkomiteen har valgt, udtaler Henrik Juhl Kristensen, der er formand for Gårslev Lokalråd.

Han fortsætter:

- På baggrund af det materiale, jeg har set og som lokalrådet vil forholde sig til på sit kommende bestyrelsesmøde 6. februar, ser planen ud til at indtænke hensynet til klitten som en naturperle. Dette er helt afgørende. Samtidig ser den ud til at være i samklang med virkeligheden i form af den måde, som klitten ofte besøges i dag.

Annonce

Kun et overslag

Prisen for udsigtsplatformen er sat til at blive 2,8 millioner kroner, men beløbet er dog kun et overslag.

Dommerkomitéen har heller ikke under udvælgelsen skelet til projekternes økonomi.

Det skyldes, ifølge Vejle Kommune, at der er tale om forslag, som kan blive bearbejdet i mange forskellige retninger. Derfor kan projektets økonomi også blive meget anderledes end overslaget.

Der er heller ikke afsat penge til projektet. Den snak skal først sættes i gang efter, at kommunen også har fået en snak med blandt andet lokalrådet omkring det vindende forslag. Der tænkes blandt andet i at skaffe penge via fonde.

I alt drømmer Vejle Kommune om 15 udsigtsplatforme/tårne rundt i hele kommunen. Hvidbjerg, Nørreskoven i Vejle og Tørskind i Ådalen er udvalgt som de første steder.

Alle kan bruge det

Blandt andet er han glad for, at der ikke lægges op til et tårn. Fra lokalrådets side har man hele tiden påpeget, at et tårn vil skæmme mere end pryde. Og et andet punkt, der glæder ham, er, at det vil åbne det hvide bjerg op for alle brugergrupper. Lige nu er det, mildt sagt, ikke nemt at nyde Hvidbjergs top, hvis man ikke er let til bens.

- Det er særdeles interessant, at der er fokus på at skabe tilgængelighed til klitområdet for alle brugergrupper. Det er vigtigt, at Hvidbjerg også bliver tilgængelig for kørestolsbrugere eller som har brug for at have klapvogn eller barnevogn med sig. Og det forhold har naturligvis også stor værdi, når vi betragter Hvidbjerg som en spændende attraktion, der i stigende grad vil kunne støtte det lokale erhvervs- og turistliv, siger Henrik Juhl Kristensen.

Naturen tager over

En enkelt advarsel har Henrik Juhl Kristensen dog. For nok ser de nye planer arkitektonisk spændende ud, men naturen ved Hvidbjerg er i sig selv ved at ændre karakter, hvis ikke der gøres noget.

- Hvidbjerg Klit er blandt andet aktuelt udfordret af, at det hvide sand i stigende grad overdækkes af græs og mos. Det er derfor et absolut "must", at konstruktionen af udsigtspunkterne ikke kommer til at accelerere overgræsningen, men at lejligheden i stedet bruges til at værne om Hvidbjergs hvide sand. Hvidbjerg er jo ikke blot et sted at se noget andet fra, men er i høj grad også noget at se på i sig selv, siger han.

Vejle Kommune, Naturstyrelsen og lokale kræfter skal senere i denne måned drøfte netop den del af Hvidbjergs udfordring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fare for nyt skred på volden

Erhverv

USO åbner pop-up outlet i Vendersgade: Vi har fået gode tilbud fra leverandører

Fredericia

Frisør håber på biler i Vendersgade: Kunder parkerer for langt væk i dag

Annonce