Annonce
112

Louise hørte klonklyde fra fordækket på sin bil – hjulbolte var blevet løsnet

24-årige Louise Sunny Pedersen oplevede i starten af ugen, at hjulboltene på hendes bil var blevet løsnet. En mekaniker vurderede efterfølgende, at hun maksimalt kunne have kørt ti kilometer mere, før dækket var røget af. Foto: Privat
Louise Sunny Pedersen fik sig noget af en forskrækkelse, da hun mandag kørte på motortrafikvejen mellem Fredericia og Vejle. Hendes bil begyndte at sige en mærkelig lyd, mens køretøjet rystede. Da hun holdt ind, var hendes hjulbolte så løse, at hun kunne rulle dem med lillefingeren.

Fredericia: Maks ti kilometer. Så langt vurderer en mekaniker, at Louise Sunny Pedersen kunne have kørt i sin bil, før fordækket var røget af.

Mandag aften satte hun sig i sin bil, som stod parkeret på Lathyrusvej i Fredericia for at køre mod Vejle, men på motortrafikvejen begyndte bilen at lyde og opføre sig mærkeligt.

- Jeg blev bange, da jeg hørte den lyd. Jeg holdt ind til siden og ringede til min far, som sagde, at det kunne være hjulboltene. Og da jeg mærkede på dem, kunne jeg rulle dem med lillefingeren.

Sådan siger den 24-årige kvinde, der kalder oplevelsen uhyggelig og skræmmende.

Annonce
- Jeg sov ikke ret meget den efterfølgende nat. Jeg synes, det er uhyggeligt, at folk kan finde på det. Hele bilen og en selv kan jo risikere at blive smadret.

Louise Sunny Pedersen

Hjulbolte løsnet

Da bilen først begyndte at larme, tænkte Louise Sunny Pedersen, at hvis hun bremsede ned, ville bilen brase sammen.

Det gjorde den heldigvis ikke, men det kunne meget vel være endt gruelig galt for Louise Sunny Pedersen.

Normalt bruger hun ikke sin bil særlig meget. Den står derfor i længere perioder stille, og hun piller slet ikke selv ved sine dæk eller hjulbolte. Da indehaver af Magnussen Biler i Fredericia, Michael Kristiansen, tog et kig på Louises bil, var han da heller ikke i tvivl.

- Det er min vurdering, at nogen har løsnet hjulboltene, siger mekanikeren.

Ifølge ham kan det ikke bare lige sådan lade sig gøre, at hjulbolte løsner sig. Han kan snildt huske den periode, hvor bilister jævnligt oplevede, at hjulboltene blev løsnet på deres biler.

Kan være livsfarligt

Bliver hjulboltene løsnet, kan det have store og endda fatale konsekvenser for bilisten og andre medtrafikanter.

- Hvis boltene falder af, falder hjulet af. Det kan være livsfarligt, lyder det fra Michael Kristiansen.

Oplevelsen har også sat sine spor hos den 24-årige Louise Sunny Pedersen.

- Jeg sov ikke ret meget den efterfølgende nat. Jeg synes, det er uhyggeligt, at folk kan finde på det. Hele bilen og en selv kan jo risikere at blive smadret, siger hun.

Mandag formiddag - altså godt 12 timer før oplevelsen på motortrafikvejen - havde Louise Sunny Pedersen været ude og køre i sin bil – og her var alt som det plejede.

Op til otte års fængsel

I sommeren 2017 lavede Rigspolitiet en opgørelse over, hvor mange anmeldelser om løsnede hjulbolte de forskellige politikredse havde modtaget. Opgørelsen blev lavet for TV2. Her fremgik det, at Sydøstjyllands Politi havde modtaget 15 anmeldelser.

Hvis den skyldige findes, kan personen straffes med fængsel i op til otte år. Straffen kan gives til den, 'der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed'. Sådan lyder det i straffeloven.

Spår sammenhænf

Som Fredericia Dagblad tidligere har omtalt, har flere beboere i området omkring Nørrebrogade og Lathyrusvej oplevet, at deres biler er blevet udsat for hærværk. Louise Sunny Pedersen har også tidligere oplevet at få sine dæk punkteret, mens hun holdt parkeret på Lathyrusvej. Hun tror derfor også, at de løsnede hjulbolte har sammenhæng med de tidligere hærværkssager. Men hvem kan det være? Det spørgsmål har hun siden mandag stillet sig selv.

- Jeg parkerer derfor nu helst, hvor jeg kan se min bil. Og så tjekker jeg mine hjulbolte, når jeg skal ud og køre. Det er rigtig træls og irriterende, at man skal være sådan over sin bil, men det er jeg nødt til, lyder det fra Louise Sunny Pedersen.

Sagen blev onsdag meldt til Sydøstjyllands Politi, og Magnussens Biler har bedt Louise Sunny Pedersen om at komme tilbage til værkstedet om få dage for at få efterspændt sine hjulbolte.

Det var på motortrafikvejen mellem Fredericia og Vejle - med retning mod Vejle - at Louise Sunny Pedersens bil begyndte at opføre sig mærkeligt. Dels rystede den og dels larmede den. Da hun tjekkede dækkene efterfølgende, kunne hun rulle hjulboltene med sin lillefinger. Foto: Privat
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce