Annonce
Fredericia

Louise og Tina laver kursus til stress-ramte - og det er ganske gratis

Alle skal have en mulighed for at trives. Det er ideen bag et gratis kursusforløb, som Tina Eldrup Pedersen og Louise Vælds står for. De har taget initiativ til foreningen Trivselsfabrikken, som er et tilbud, drevet af frivillige. Foto: Marianne Husted

Louise Vælds og Tina Eldrup Pedersen står bag Trivselsfabrikken, der vil hjælpe folk med at håndtere stress og smerter. Kursus foregår i Sundhedshuset.

Fredericia: Det er ganske gratis, når Louise Vælds og Tina Eldrup Pedersen inviterer til et kursus over otte uger i stress- og smertehåndtering.

Det er nemlig noget, de gør i deres fritid.

Louise Vælds er selvstændig coach og psykoterapeut med kontor i Videnparken. Tina Eldrup underviser i mindfulness - blandt andet på nogle af de uddannelser, som Louise Vælds tilbyder.

De havde længe talt om, at der er mennesker, som ikke har råd til eller mulighed for f.eks. via deres arbejdsplads at søge et kursus i, hvordan man håndterer stress eller smerter. En samtale med Videnparkens leder, Pia Mørk, gjorde den løse snak til virkelighed. De fik stiftet foreningen Trivselsfabrikken, søgt om midler til udstyr som f.eks. yogamåtter og har fået stillet et pænt stort lokale i Sundhedshuset til rådighed.

Annonce

Selv været ramt at stress og smerter

På mandag den 21.januar begynder det tredje forløb. Det foregår hver mandag fra kl. 16 og varer halvanden time. I den første del af seancen taler de om de redskaber, som kan hjælpe stress- og smerteramte tilbage til et almindeligt liv. I de sidste 45 minutter er der mindfulness på programmet.

Tina Eldrup Pedersen og Louise Vælds har på egen krop mærket, hvad det vil sige at leve med smerter eller at være så stress-syg, at man ikke en gang kan finde ud af tasterne på sin telefon.

Tina Eldrup Pedersen fik som toårig kronisk leddegigt og sidder i en kørestol. Hun har altid smerter, som kan føre til stress. Hun er også beviset på, at man kan arbejde med det, så man får et liv, man kan trives i.

Louise Vælds blev for år tilbage væltet omkuld af stress. Hun var selvstændig, enlig mor med små børn og måtte erkende, at hun havde kørt i alt for højt tempo. Den gang var der ikke meget fokus på stress, og det var blandt andet en sygeplejerske i familien, som for alvor tog hånd om hende.

Ville ikke begrænses

- Jeg besluttede med mig selv, at jeg ikke ville begrænses for evigt, siger hun, der den gang oplevede et par tilbagefald.

Man måtte kunne gøre tingene på en anden måde, så man kan fortsætte med at beskæftige sig med det, man brænder for, tænkte hun. Og det er, hvad hun og Tina Eldrup Pedersen underviser i hver mandag i otte uger.

De tegner blandt andet en motorvej på den hvide tavle i rummet for at illustrere, at man ikke kan køre i overhalingsbanen hele tiden. Men man kan lære at finde en middelhastighed i sit liv og give slip på såvel ydre som indre krav.

Stress er stadig tabu

De har oplevet fra snakken med kursisterne, at stress stadig er et tabu. På kurset hos Trivselsfabrikken bliver man ikke registreret nogen steder ud over en navne- og mailliste, så instruktørerne kan komme i kontakt med deltagerne. Ud over undervisning og mindfulness er der også tid til kaffe og dialog.

Tilmelding og yderlige info på www.trivselsfabrikken.nu. Eller ring på tlf. 26579945 efter klokken 16.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolk kører i gamle biler, og nu skal der måske spares endnu mere

Annonce