Annonce
Fredericia

Lukning eller ej: Slettet Facebook-opslag skaber mystik om forretnings fremtid

Danstyles forhandler primært brudekjoler. Ejer Rafed Salah (th.) åbnede butikken i september sidste år. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Et opslag på Facebook bekendtgjorde onsdag aften, at Danstyles i Dalegade lukker senere på året. Torsdag morgen blev opslaget slettet. Ejeren har ingen kommentarer.

Fredericia: En meddelelse på Facebook skaber tvivl om, hvorvidt kjoleforretningen Danstyles har en fremtid i lokalerne på hjørnet af Jyllandsgade og Dalegade ved Axeltorv.

Omkring klokken 20.30 onsdag aften lagde forretningen et opslag på sin Facebook-side.

- Kære Danstyles fantastiske kunder. Det var en fornøjelse at møde jer hver dag. Nu siger jeg med ondt i sjælen farvel. Nu har vi ophørsudsalg fra torsdag 17. oktober til julen, skrev butikken.

Torsdag morgen kort efter klokken 8 blev opslaget dog fjernet fra siden, efter Fredericia Dagblad var kommet i kontakt med ejeren, Rafed Salah.

Han oplyser torsdag morgen, at han ikke ønsker at kommentere, hvorvidt butikken har planer om at lukke.

Til daglig åbner butikken klokken 10, men kort efter dette tidspunkt var den endnu ikke åbnet torsdag.

Annonce
Dette opslag blev lagt på Danstyles' Facebook-side onsdag aften. Torsdag morgen blev det slettet.

Butik var mors idé

1. september sidse år slog Rafed Salah dørene op til Danstyles, der blandt andet sælger brudekjoler, konfirmationskjoler og andet festtøj. Han har drevet butikken sammen med sin mor, Raida Al-Gorbawi, der også selv syr.

- Det var min mors idé at lave en kjolebutik. Min mor har rigtig mange idéer og har haft en syfabrik i Irak, fortalte Rafed Salah sidste år til Fredericia Dagblad i forbindelse med etableringen af butikken.

Rafed Salah er uddannet mekaniker, men som han tidligere har udtalt til avisen har interessen for salg og service også ført ham ind i andre fag.

- Jeg interesserer mig for at betjene kunder og har arbejdet som sælger flere steder. Jeg går altid efter det, jeg kan lide at arbejde med, har han tidligere sagt til Fredericia Dagblad.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce