Annonce
Sport

Målmand er færdig i FC Fredericia efter udbrud

Aleksandar Stankovic er færdig i FC Fredericia. Han og klubben blev enige om en ophævelse på grund af disciplinære årsager. Arkivfoto

Aleksandar Stankovic og FC Fredericia blev mandag enige om at ophæve hans kontrakt. Ophævelsen skyldes disciplinære årsager.

Fredericia: FC Fredericia skal ud og lede efter en ny målmand. Så meget står nu klart, efter at Aleksandar Stankovic mandag fik ophævet sin kontrakt med klubben.

Stankovic var ikke med på bænken til kampen mod Esbjerg i 1. divisions første runde, og dermed lugtede det allerede af et brud torsdag.

Mandag blev det bekræftet, at klubben og keeperen er gået hvert til sit.

- Da han blev fravalgt som førstevalg inden kampen mod Esbjerg, ytrede han sin utilfredshed i en sådan grad, så han blev valgt fra som reserve til Esbjerg-kampen. Fredag havde vi et møde, hvor vi ret hurtigt fandt ud af, at vi skulle afslutte samarbejdet. Og mandag skrev vi under på ophævelsen i enighed, siger direktør Stig Pedersen.

Annonce

Første gang

Han har været direktør i FC Fredericia i en årrække, men har aldrig oplevet en lignende sag.

- Det er første gang, at jeg oplever, vi må ophæve en kontrakt på grund af noget disciplinært. Begge parter har vurderet, at det var bedst, siger Stig Pedersen.

Utilfredsheden fra Aleksandar Stankovic skyldes, at han stod en god kamp i sidste test mod Vejle Boldklub, mens Alexander Nybo i samme kamp var knap så overbevisende. Målmanden havde derfor, med rette vil nogen mene, sat næsen op efter at skulle vogte buret fast.

Men meldingen under onsdagens træning var, at Aleksandar Stankovic ikke skulle stå mod Esbjerg. Det fik han at vide, mens målmændene stod og trænede for sig selv, og han reagerede med stor skuffelse og lossede en nærliggende bold væk.

- Jeg syntes selv, at jeg spillede en rigtig god kamp mod Vejle, og at jeg havde trænet godt. Så jeg forstod ikke, hvordan udfaldet kunne være sådan, at jeg skulle på bænken. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen oppe i mit hoved, og jeg er ellers ikke normalt en, der giver op, siger Aleksandar Stankovic.

Åben eller lukket kamp

Bagefter skulle FC træne dødbolde, og her blev Aleksandar Stankovic, ifølge ham selv, spurgt om han ville gå ind i omklædningsrummet eller fortsætte. Han valgte det første, og senere på dagen fik han at vide, at han ikke var udtaget til Esbjerg-kampen.

Derefter kom fredagens møde og siden underskrivelsen af ophævelsen mandag.

- Det blev sagt, at målmandskampen var åben, men det føler jeg ikke. Jeg kan ikke se, hvordan jeg på nogen måde skal kunne spille fast for Fredericia i fremtiden, hvis mit arbejde i opstarten ikke var nok. Og jeg kunne ikke få en forklaring, siger Aleksandar Stankovic.

Vendte du ikke dine holdkammerater ryggen, da du valgte at gå ind i stedet for at træne videre med dem?

- Det kan man godt sige, og hvis der er noget, jeg fortryder, er det også det. Men på den anden side ville jeg heller ikke byde dem at træne med en målmand, der ikke var 100 procent tændt, siger han.

Hvad med fremtiden?

Hvad målmanden skal nu ved han ikke.

- Jeg skal finde mig en ny klub. Jeg ved ikke, om det kommer til at have indflydelse på min karriere, at jeg ligner et eller andet problembarn. Det håber jeg ikke. Jeg skal stadig lige komme mig, for på halvanden dag gik jeg fra at tro, at jeg skulle stå fast, og til at være tæt på ikke at have nogen klub, siger han.

FC Fredericia skal også ud og finde en ny målmand.

- Vi har følere ude og er i gang med at se, hvad der er af muligheder, siger Stig Pedersen.

Indtil FC finder en ny målmand, vil ungdomskeeperen Yakup Øzkir sidde på bænken og træne med.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Bredt forlig på plads: Flere upopulære spareforslag blev pillet af bordet

Fredericia

Private plejere og borgere mødte op til demonstration: Krævede svar på mange spørgsmål

Annonce