Annonce
Erhverv

Måske et podie til Tour de France: Vejlen gives til Vejle Havn

Vejlen sejlede ind bag terrorhegnet, hvor Knud Vang Nielsen og Kamilla Sarossy tog imod tømmerflåden. Vejle Havn overtager flåden og vil passe godt på den. -Jo, flere år vi kan få glæde af den, desto bedre, siger Kamilla Sarossy, projektmedarbejder ved Vejle Havn. Foto: Yilmaz Polat
Vejle Amts Folkeblads tømmerflåde fik torsdag ny ejer. Vejle Havn er den heldige arvtager, men havnen er klar på at dele Vejlen med andre.

Vejle: Et forskningsskib, et podie til Tour de France eller en arbejdsbåd.

Eller måske alle dele og mere til. Torsdag sluttede et kapitel om tømmerflåden Vejlen, men kun for at der kan tages hul på et nyt. Vejlen tilhører ikke længere Vejle Amts Folkebland. Den er blevet overdraget til Vejle Erhvervshavn.

Havnedirketør Knud Vang Nielsen og projektmedarbejder Kamilla Sarossy fra Vejle Havn tog imod den sejlende pram ved Svajebassinet kaj 7. Ved en uofficiel ceremoni fik de kaptajnkasketter på hovedet.

For to uger siden efterlyste vi en arvtager til vores tømmerflåde. Vi fik fem henvendelser, hvor tre var oprigtigt interesseret. Vi har valgt ud fra kriterierne, at Vejlen fortsat skal være knyttet til Vejle Fjord og bruges til et godt formål.

Vejle Havns ansøgning opfyldte alle kriterier. Da Rødkilde Gymnasium også gerne vil have fingre i Vejlen, har vi foræret flåden til havnen med den betingelse, at havnen skal dele flåden med gymnasiet, som lejlighedsvis vil bruge Vejlen som forskningskib.

Og tømmerflåden på 500 kilo er havnet i gode hænder.

- Vi vil hejse den op af vandet inden vinter, for vejret vil slide hårdt på den, og vi vil gerne holde den ved lige og bevare den så længe som muligt, siger Knud Vang Nielsen.

Annonce

Glimt fra Vejlens liv

Tømmerflåden var motoren til Vejle Amts Folkeblads artikelserie om Vejle Fjord.

I uge 31 byggede elever på tømreruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole tømmerflåden

Den 6. august transporterede Universal Transport tømmerflåden til Vejle Lystbådehavn.

Den 8. august blev flåden døbt Vejlen, efter læserne var kommet med navneforslag. Derefter drog Vejlen på sin jomfrurejse til skrothandleren A-skrot på Sydkajen.

Den første tur med motor gik til Brønsodde, hvor vi besøgte fritidsfiskerne i Vejle Amatørfiskerforening. Vi blev dog trukket tilbage, da vinden var alt for kraftig.

Vejlen holdt åben flåde til Vejle Fjordfestival den 24. august.

I begyndelsen af september stødte Vejlen på grund på Holtser Hage, men fik hjælp af Brejning Lystbådehavn og en flok gymnasieelever på overlevelsestur.

Som nogle af sidste historier besøgte vi sejlerskolen i Vejle og Onsdagholdet i Brejning Lystbådehavn.

Hvad skal den bruges til?

Vejle Havn vil bruge tømmerflåden til at arbejde fra vandet. Den skal blandt andet bruges til transport af ting, ophængning af fendere og besigtigelse af kajen, fortæller havnedirektøren.

Når Vejle igen planter kunst i fjorden til Floating Art i 2021, tænker Vejle Havn at låne den ud til Vejle Kunstmuseum, som vil kunne bruge flåden til at sejle værker ud i fjorden.

- Det vil være lettere at få værkerne sat fast fra en flåde, som ligger lavt i vandet, end med de både, som hidtil er blevet brugt, siger Knud Vang Nielsen.

Og nå ja, så er der podie-muligheden til Tour de France i Vejle i juli 2021.

- Forestil jer, at vi fik etapestart til havnen, så kunne vi leje Vejlen ud, og det vil blive byens bedste spot, lyder det fra havnedirektøren, som generelt er åben for at dele Vejlen.

- Hvis andre kunne være interesseret i at bruge eller låne Vejlen, er de naturligvis velkommen til at kontakte os.

Vejle Amts Folkeblad har også fået lov til besøge tømmerflåden.

Tak herfra

Nu er den maritime redaktion officielt gået fra borde. Lidt mindre landkrabbe end da vi begyndte serien tilbage i august.

Vi vil gerne sige tusind tak til alle de mennesker, som er kommet med forslag til historier, hjulpet med udstyr, bygget, trukket Vejlen, vinket til os, haft tålmodig - og ikke mindst tak til alle, som blev til artikler og billeder.

Uden jer var det aldrig blevet til andet et par brædder og 12 fodertønder.

I begyndelsen af august blev Vejlen søsat for at fange historier fra fjorden og havnen. Nu er det op til Vejle Havn, hvad Vejlen skal bruges til. Foto: Yilmaz Polat
Vejlen hviler på tolv styk 200 liter fodertønder, som med sine 2400 kilos opdrift holder flåden flydende. Den er 3,6 meter i bredden og 5,4 meter i længden - på størrelse med et teenageværelse. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Kolonihavefolket opgiver ikke kamp mod lokalplan: - Vi mangler stadig helårssstatus

Annonce