Annonce
Fredericia

Mænd kom videre med "Kom videre mand"

Ordstyrer Poul Knudsen skænker kaffen for Kim Andersen, mens Finn Frantzen venter. Kim og Finn har været i projekt Kom Videre Mand - og fortæller begejstret om det. Foto: Peter Friis Autzen
Gode snakke med ligesindede er medvirkende til, at seks mænd fra Fredericia har fået det bedre og fundet lidt mere fodfæste i livet.
Annonce

Fredericia: - Jeg var slet ikke klar over, at jeg havde brug for hjælp. Men det havde jeg, siger Finn Frantzen.

Han er en af seks lokale mænd, der i de seneste måneder er mødtes i projektet "Kom videre mand" på Frivilligcentret i bunden af Vendersgade. Her står Selvhjælp Fredericia-Middelfart for at facilitere de ugentlige samtalemøder med hygge og give lidt assistance til at få den gode snak op at køre. Ofte er det slet ikke nødvendigt med assistance - snakken kører tit af sig selv.

En anden af de seks mænd er Kim Andersen. Både han og Finn har fundet god støtte og hjælp i samtalerne. Nu er projektperioden for deres gruppe slut, og nye grupper startes op. Begge anbefaler de andre mænd at slå til.


Jeg har fået det meget bedre. Og jeg vidste slet ikke, at jeg havde brug for det her.

Finn Frantzen


- Alle har en rygsæk, som de slæber rundt på. Nogle gange bliver den så tung, at man kører træt i det hele - eller ligefrem knækker på det. Og så kan det være godt at få talt ud, siger Kim.

De to understreger, at der ikke er tale om en "tude-klub", men om hyggelige møder, hvor man får nogle ting på plads indeni sig selv. Og samtidig får udvidet horisonten og bekendtskabskredsen. Og de nye venskaber kan godt fortsætte, selvom projektperioden er forbi.

- Vi har snakket om at mødes igen i næste måned, selvom projektet er slut, siger Finn.

Annonce

Helt ned med nakken

Finn er 62 år og far i en sammenbragt familie med fire voksne børn. Han havde mange gode ting kørende, indtil han gik ned med flaget. Han er skolelærer, spiller musik, skriver bøger, maler og kører motorcykel.

I 2016 mistede han sin hustru efter lang tids kamp mod sygdom. I 2018 mistede han sit hjem i en brand. Og også jobbet forsvandt i en sparerunde.

Finn Frantzen har haft stor glæde af Kom videre mand. Så stor, at han ikke tør tænke på, hvordan han havde haft det uden projektet og samtalerne med de andre. Foto: Peter Friis Autzen

- Det hele gik ad helvede til. Jeg gik helt ned med flaget og overvejede at tage mig af dage. Min tanke var at køre bilen ind i et træ, siger han.

Via Jobcentret blev Finn henvist til Din Indgang og derfra til selvhjælpgruppen Kom videre mand.

Helt personligt og udviklende

  • Selvhjælp Fredericia-Middelfart uddanner deres "ordstyrere" til opgaven.
  • Kom videre mand-konceptet har eksisteret i flere år og tilbydes i dag i mange byer rundt om i landet.
  • Målet er at opnå en større tilfredsstillelse ved livet og finde styrken til at gøre noget ved ens problemer.

- Da jeg begyndte her, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre. I begyndelsen troede jeg, at det bare var en facade: At folk bare sagde, at de fik det bedre. Men det var ikke en facade. En af de første forskelle, jeg kunne mærke, var at jeg kunne sove igen, siger han.

For Kim lå nedturen mere i det jobmæssige. Efter mange forskellige spændende job og adskillige projekter som selvstændig stod han uden job.

Gruppen har hjulpet Kim Andersen og medvirket til, at han har fået et nyt syn på sin situation. Foto: Peter Friis Autzen

- Som 59-årig og med min baggrund i geologi og it har jeg mange gange fået at vide, at jeg er overkvalificeret. Jeg har været til 44 samtaler uden at få job, og det gik mig på. Så læste jeg en artikel om Kom videre mand og gav det en chance, siger han.

Kim føler ikke i samme grad som Finn, at han er sluppet af med sit problem.

- Men jeg ser anderledes på det nu. Jeg har fået mere perspektiv på tingene, siger Kim.

Annonce

Hudløst ærlige

Kom videre mand-gruppen har en vigtig regel: Du må ikke komme med gode råd.

Den regel gavner snakken og fremmer medlemmernes mulighed for at få sat ord på deres problemer og følelser, fortæller Poul Knudsen, der er en af "ordstyrerne" i gruppen. Eller "lærerne", som Kim og Finn i spøg kalder dem.

- Alle har lagt deres ting frem med hudløs ærlighed. Alt det beskidte vasketøj, som folk - måske især mænd - aldrig lægger frem for andre. Den slags man ikke lige snakker om henover et hyggeligt glas rødvin ved grillen, når kollegerne er på besøg. Og det har virkelig været godt, siger Kim.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Privatskoler har succes med virtuel kontakt til de små: - Vi har fokus på det sociale

Coronavirus

Live:  Falck lukker sine lyntestcentre fra februar

Fredericia For abonnenter

Enhedslisten står alene med mistanke mod kommunal top: - Naivitet er ingen grund til at flygte fra sit ansvar

Annonce