Annonce
Alarm 112

Mænd nægter ulovlig import af hundehvalpe fra Polen og vil ikke udtale sig: 70 købere skal afgive forklaring

Det er små fransk bulldog-hvalpe, som de tre mænd er tiltalt for ulovligt at have indført til Danmark. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Fredag startede retssagen mod tre mænd, der er tiltalt for ulovlig import af hundehvalpe fra Polen. Mændene fra Kolding, Gram og Haderslev, nægtede sig skyldige. I løbet af sagen skal 70 personer afgive forklaring.

Kolding: Lyden af to Cola-dåser, der åbner, fylder retssal 10 i Retten i Kolding i et kort øjeblik. Det er den ene af de tiltalte, en 52-årig mand fra Kolding, og hans forsvarer, der får et skud koffein fra formiddagen.

Ved siden af sludrer en anden af de tiltalte, den 59-årige fra Gram, med sin forsvarer, mens den sidste tiltalte, der er 56 år og fra Nordborg, skiftevis kigger koncentreret i nogle papirer og ud i retssalen. Mundvigene hænger nedad.

Måske har den tredje forstået alvoren. Der er nemlig ikke meget af smile af. De tre mænd er tiltalt for at have importeret over 100 hunde ulovligt fra Polen til Danmark. Hundene var angiveligt ikke vaccineret, havde adskillige sygdomme, var ikke id-mærkede, og mændene var ikke registreret som importører af hunde hos Fødevarestyrelsen, som ellers er et krav.

Derfor risikerer mændene at blive fængslet og at få konfiskeret 690.000 kroner - 6000 kroner for hver solgt hund.

Annonce

Nægter at udtale sig

Fredag startede retssagen mod mændene, der forventes at strække sig over mindst ni retsdage. Undervejs skal hele 70 personer, der har købt hunde af mændene, afgive forklaring.

De tre mænd nægter sig skyldige, og fredag ønskede de ikke at afgive forklaring. Mændene fra Kolding og Gram vil først udtale sig under det næste retsmøde, mens manden fra Nordborg for nuværende ikke ønsker at udtale sig.

Advokat Ole Bjørn Christensen, der er forsvarer for manden fra Kolding, sagde, at den 52-årige havde det skidt, og at han derfor ikke ønskede at udtale sig. Christensen slog dog fast, at den 52-årige vil udtale sig til næste retsmøde.

Det er ganske usædvanligt, da retssager som regel starter med, at de tiltalte afgiver deres forklaring. Mændene har også nægtet at udtale sig til politiet undervejs i politiets efterforskning.

Retsmødet blev afsluttet efter halvanden time, fordi mændene ikke ønskede at udtale sig.

Annonce

Mand købte syg hund

De ulovligt importerede hunde var ifølge anklageskriftet af racen fransk bulldog, og politiet kalder mændenes handlinger for organiseret kriminalitet. Anklageskriftet består af 26 forhold, og forholdene strækker sig fra august 2018 til juli 2019.

Ifølge anklager Lone Petri Kristensen blev politiet opmærksomme på mændene, da en mand i 2019 havde købt en hund af manden fra Kolding. Køberen kontaktede politiet, efter hans hundehvalp var blevet syg med en alvorlig tarmsygdom. Køberen var desuden via Facebook blevet opmærksom på, at der muligvis var en såkaldt hvalpefabrik på den 52-åriges adresse.

Siden har politiet afvist, at der skulle være en hvalpefabrik på adressen, men gennem efterforskningen, som Den Specialiserede Dyreværnsenhed ved Sydøstjyllands Politi står bag, kommet frem til, at de tre mænd angiveligt skulle have indført hunde ulovligt fra Polen.

Har du købt en hund af mændene?

Er du en af dem, der har købt en hund af mændene? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på cavac@jv.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce